Opfordring fra Lone Pihl

2. feb. 2021

Vi har brug for alle, som kan give en hånd med.

Vi har i det forgange år oplevet Landsforeningen i stormvejr, hvor vi har fået en ny formand, som vil noget andet end Heidi. Helt præcist hvad det indebærer, har endnu ikke vist sig. Vi er flere, som har fulgt det tæt på og været engageret – og har underskrevet mistillidsvotum online.

I vores lokal forening har vi mange udfordringer – den største er den afspecialisering, som er sket her på øen. Igennem de år jeg har været medlem af LA, har jeg set rådgivning fra Center For Autisme blive nedlagt, det årlige kursus er blevet til et fællesmøde ved ny diagnose, aflastningstilbud blive lukket, specialtilbud blive udvandede, den faglige viden hos fagpersoner på børneområdet om autisme er stort set forsvundet. Børn i mistrivsel er nu udtryk for fagfolks afmagt og forældres manglende kompetencer og ikke længere udtryk for en livslang diagnose. Børn med tydelige autistiske træk bliver sendt hjem fra BUA uden diagnose – de kunne jo vokse fra det.

Konsekvenserne viser sig nu – unge med misbrugsproblemer. Nogle dør af deres misbrug. Nogle unge med autismediagnoser og nogle som burde have en – får ingen hjælp. Forældre som forgæves søger hjælp. En systematisk udvanding af hjælpen til unge med autisme, ingen botilbud til borgere uden pension.  Der er sparet så meget på handicapområdet, at man ikke bare har skåret ind til benet, men længe skåret i benet.

Der er brug for at vi taler højt her på øen – vi har en formand, som gør det godt på det område. Men vi har også brug for at stå samme – hjælpe hinanden. Derfor vil jeg opfordre til, at vi står sammen og hjælper. Om det er en stor eller lille opgave – vi har brug for dig!

Lone Pihl –

Helt konkret – hvem vil være revisor i stedet for mig, så jeg kan stille op til bestyrelsen.