Formandens nytårstale: 2018 var året, hvor…

Landsformand Heidi Thamestrup ser i sin nytårstale tilbage på året, der er gået. 2018 var et år, hvor især angst, magtanvendelser og udredning var i fokus på autismeområdet - og hvor penge blev svindlet ud af statskassen. 

2018 har været et begivenhedsrigt år. Det var et år hvor kloden dampede, smeltede, gik i opløsning og i udbrud. Det var et år, hvor det gik op for den almindelige autoritetstro dansker, at tekniske systemer kun er fejlfri - hvis det samme gælder for den person, der betjener dem. Vi lærte at den magtfulde elite svindler sig til top-poster, toplønninger og til midlerne i vores allesammens SKAT’s kiste - men at det er hjemløse, der forvises fra offentlige pladser – og narkomaner, lommetyve samt Nicklas Bendtner der dømmes til fængsel og fodlænke.

Det kan være klogt at se sig tilbage, forholde sig til - og prøve at forstå - den nye virkelighed som 2018 gjorde os alle til en del af.

2018 var året, hvor sommeren bed sig fast i os

Varm, tung og konstant som et forstadie til himmelen - eller til helvede.
Den tunge dunfyldte dyne lagde sig over os og blev liggende, til den var blevet en del af hverdagen. Dynen varmede og beskyttede os, til ingen længere undrede sig over eller påskønnede at stå op til en sommerdag med mere end 20 grader - i oktober…

Der blev spredt videoer på sociale medier om menneskeskabte øer af plasticaffald i Stillehavet. Måske ville vi have ændret vores forbrug, hvis affaldet tårnede sig op foran vores eget køkkenvindue? Men lige nu er det belejligt, at vores affald flyder langt væk fra vores egne breddegrader. I vores del af verden strandede hvalerne - nogen af dem havde havet udstoppet med vatpinde, plasticposer og engangskrus…

2018 var året, hvor prævalensen på antallet af autistiske mennesker beviseligt steg

Kommunerne har i årevis postet skræmmekampagner om “byrden” af ældre og af handicappede, der underminerer de kommunale budgetter. Autisme er blevet skitseret som en stadigt stigende kurve, der aldrig knækker. I 2018 blev prævalencen af mennesker med autisme undersøgt, som en del af den internationale ASDEU forskning (ASD i EU).

Kommunerne fik ret. Resultatet af undersøgelsen peger på, at 2,8 % af den danske befolkning har autisme. I forhold til statens officielle prævalenstal er det en stigning på 180 %.

Men det er ikke hele sandheden!
For spørgsmålet er, om vi reelt ser en stigning, eller om det bare er en synliggørelse af noget, der har været nøjagtigt sådan længe:

I 1994 blev WHO’s diagnosemanual ICD10 implementeret i Danmark. En række mennesker med autistisk neurologi kunne herefter diagnosticeres med Aspergers Syndrom. Det karakteristiske ved Aspergers Syndrom er god eller høj intelligens - men også - et betydeligt, men anderledes støttebehov der ikke nødvendigvis er medfødt. Behovet for støtte afspejles ofte i den forståelse, medfølelse og anerkendelse autisten har oplevet - eller manglet - igennem livet.

I 2010 beskrev forskeren Svenny Kopp en gruppe skolepiger, som umiddelbart faldt sammen med deres omgivelser, men som under længere tids observation ”faldt fuldstændigt fra hinanden”. I årene efter 2010 blev der diagnosticeret flere autistiske piger end før. Man talte om en ophobning - den viste sig at være konstant.

I 2014 erkendte psykiatrien, at en stor del af de unge der diagnosticeres med spiseforstyrrelser, selvskade, depression og angst, eller bliver indlagt pga. gentagne selvmordsforsøg, behandles for lidelser de har tilegnet sig på baggrund af en uopdaget autisme.

Siden 2015 har vi oplevet et massivt pres på voksenpsykiatrien fra voksne, der ikke blev udredt i barndommen, og som nu ønsker et navn på den “anderledeshed”, de har levet med hele deres liv.

Altså en række forskellige parametre der peger på, at vi er blevet klogere – og dermed bedre til at se det usynlige – og at vi derfor diagnosticerer flere med autisme. Men også parametre der indikerer, at vi skal blive meget bedre til at screene for autisme tidligt, så vi kan støtte autistiske mennesker bedre og forbygge destruktiv psykiatrisk komorbiditet.

De seneste år er flere og flere blevet udredt privat. Det gælder særligt skolebørn som i hobetal, men helt fejlagtigt, er blevet afvist af kommuners PPR i et kunstigt forsøg på at holde kommunernes udgifter til handicapkompenserende ydelser i ave. Men også voksne udredes privat - ofte som resultat af talrige fejldiagnosticeringer, inkompetence og ventetid i voksenpsykiatrien.

Hvis man er udredt privat, er den diagnose, man har fået ikke registreret i CPR registeret, og derfor tæller man ikke med i prævalensmålinger. Prævalensen kan derfor meget vel ligge et godt stykke over de 2,8 %. Der er en gråzone, men vi kender ikke omfanget af den…

2018 var året, hvor humanismen slap op

Danskere med ikke vestlig baggrund – indvandrere, flygtninge og familiesammenførte – blev over en kam, i valgte politikeres retorik, reduceret fra mennesker til objekter. Objekter der snyder sig ind over vores grænser og ind i vores land. Objekter der ikke vil give os hånden, fordi de foragter os. Objekter der ikke respekterer vores uskrevne regler og vores kultur. Objekter der maskerer sig bag sorte klæder. Objekter der skal placeres på en Ø - uanset hvad det måtte koste.

Tankevækkende. Besynderligt. Meningsløst. At politikerne uden at blinke hev 759 millioner op af lommen til et dansk “Guantánamo”, for folk der har udstået deres straf, men venter på hjemsendelse.

Objektgørelsen er uhyre effektiv. Man kan sagtens hade store grupper af mennesker på én gang, så længe man ikke forsøger at lære den enkelte at kende - deraf udtrykket;

Man jager et bæst, men man fanger et menneske…

Jeg husker svagt for flere år tilbage at have læst den tyske teolog, modstandsmand og Kz-fange Martin Niemöllers digt - eller som han selv skulle have formuleret det - hans start og hans slutning på et digt, der ellers menes frit fortolket efter hans synspunkter:

“Først kom de og hentede kommunisterne,
Jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.

Dernæst hentede de jøderne,
Jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke jøde.

Så hentede de alle de homoseksuelle,
Jeg protesterede ikke, jeg var ikke homoseksuel.

Da de hentede de handicappede,
Protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke handicappet.

Da de hentede mig var der ikke nogen tilbage,
til at protestere…”

Hvad kunne man f.eks. få for 759 millioner på bosteder for svært autistiske borgere? Mit bud ville helt klart være solidt, fagligt funderet personale…

2018 var året, hvor fagligheden forsvandt

I 2018 blev det lovligt at anvende magt fremfor pædagogik i en række akutte situationer, hvor borgere modsætter sig eller besværliggør personalets arbejde.

Til dagspressen udtaler Socialminister Mai Mercado:

“Det kan eksempelvis være, når en person modsætter sig et bleskift eller at få børstet tænder - eller når en person vurderes at være til fare for sig selv eller andre”.

Men hvordan kan det nogensinde blive akut at få børstet tænder?

• Vi ved, at 85 % af alle magtanvendelser fremprovokeres af personale.
  
  
• Vi ved, at magtanvendelse altid indikerer en magt-ubalance, hvor den ene har taget sig retten til at definere den andens adfærd
• Vi ved, at et menneskes anvendelse af magt overfor et andet menneske er en dehumanisering og/eller af afmagt.
  
  
• Vi ved, at der rent pædagogisk er en mængde viden, metoder og værktøjer, der for længst har overflødiggjort anvendelsen af magt.
  
  
• Vi ved, at problemskabende adfærd opstår i problematiske organisationer.

Det er klart, at tandhygiejne er vigtig. Men et stykke solidt pædagogisk arbejde og en fornuftig accepterende og anerkendende relation, vil løse udfordringer i hverdagen samt, helt generelt, optimere samarbejdet imellem borger og personale. Det er ikke “rocket science”…

I skolerne opfandt man en mængde helt nye italesættelser. En af dem handlede om, at høreværn ekskluderer autistiske børn fra fællesskabet, fordi høreværn får autister til at se handicappede ud. En oprigtigt bekymret inklusionspædagog fortalte mig, at skolen opfattede høreværnet som barnets sutteklud - som et belejligt værn mod verden - der forhindrer alle muligheder for inklusion.

I en helt anden sag, og i en helt anden skole, får en 6. klasse besked på, at deres skema er ændret fra “klassens time” til “matematik”. Ændringen stresser en autistisk elev så meget, at han vælger at bruge sin PC strategi. “PC strategien” går ud på, at han tager sin PC frem fra tasken og fordyber sig i noget på den, der interesserer ham. På den måde lukker han af og undgår en nedsmeltning. Strategien virker - den unge mand glemmer sig selv og konteksten i flere minutter. Men så vælger matematiklæren at klappe hårdt til låget på PC’en, der lukker helt sammen i én glidende bevægelse. Nanosekundet efter smelter ejeren ned. Han vælter bordet, han vælter læreren, og han vælter fire andre elever på sin vej ud af klassen.

Mit spørgsmål er, hvem i denne beretning fra virkelighedens folkeskole, der har problemskabende adfærd?

2018 var året, hvor angsten fik tag i vores børn - og i ministeren

I WHO’s diagnosesystem defineres stress, som en voldsom og overvældende følelse af, at de rammer der er blevet sat for barnets eksistens ikke passer til barnet - i en grad - hvor det er blevet en trussel for barnets helbred og/eller integritet.

Siden 2012 har Landsforeningen Autisme kunnet dokumentere, at mere end hver 3. barn med autisme, der er visiteret til folkeskolen, har genereret og opsamlet så meget stress, at stressen har manifesteret sig i pandelapperne - og er blevet til angst.

• Angst for at opholde sig i skolen.
• Angst for eleverne
• Angst for lærerne
• Angst for frikvartererne
• Angst for krav barnet hverken forstår eller magter
• Angst for hvad det næste sekund vil bringe af uforudsete overraskelser…

I 2018 konstaterede vi en stigning i antallet af autistiske elever, der ikke går i skole. Stigningen var på nogle få procent point, men uanset stigningens størrelse, så taler vi om mere end 100 flere handicappede skolebørn fra april 2017 til april 2018, der følte sig så “fejlcastede” i deres eget liv og på deres egen skole, at de droppede ud!

Uddrag af brev til Undervisningsminister Merete Riisager:

“Vi oplever store problemer på skoleområdet i hele landet. For hver dag der går, bliver antallet af børn med skoleangst større. Fra forældrene hører vi om børn der nu ikke længere “bare” har et handicap, børnene får psykiatriske overbygninger som angst, depression, spiseforstyrrelser, encopresse, OCD og udadreagerende adfærd, oven i autismen. Vi får bekræftet forældrenes udsagn fra psykologer og psykiatere i hele landet”.

I forlængelse af dette brev sættes et møde i stand. I juni måned var jeg derfor i undervisningsministeriet til en snak med Undervisningsminister Merete Riisager. Min dagsorden var lang, og mit indtryk var, at ministeren var forberedt og oprigtigt interesseret.

Alligevel gik vores samtale helt galt for hende. Så galt, at hun siden, har skrevet følgende til mig på Twitter: “det er usædvanligt at citere fra et møde”, og at hun aldrig har sagt at: “alle børn har angst”. Til mit brev svarede ministeren under mødet: ”at angst er et generelt problem, og at alle børn har angst. ”

Jeg fortalte ministeren om de henvendelser, vi får fra læger og forældre om, at autistiske børn nu diagnosticeres med angst allerede i 7-9 års alderen, fordi de ikke trives i deres skoletilbud.

Det er problematisk, at en minister generaliserer en angstlidelse - det er det samme som at gøre den “normal”, så man ikke behøver at handle på den…

2018 var året, hvor moralen – nationalt og internationalt – faldt fra hinanden

Under påskud af at have betalt skat for aktiehandler i Danmark, trak udenlandske tyveknægte 12,7 mia. op af den danske statskasse. Medierne valgte at kalde de advokater, bankrådgivere og virksomhedsledere, der indkasserede udbytteskat i hele Europa, for “banditter i habitter”.

Helt så fine øgenavne tilfaldt ikke socialstyrelsens superbruger “Britta Nielsen”, der angiveligt fyldte sin egen konto op med puljemidler, der var afsat til sociale projekter for syge og handicappede. Britta blev hentet på sin afrikanske farm og venter nu på en retssag.

I vores “egen verden”, afdækkede journalisten Anders Ejbye-Ernest, hvordan HABITUS koncernen spekulerer i at leje ejendomme fra deres eget ejendomsselvskab, og i hvordan man med økonomiske fordele kan bemande et bosted med vikarpersonale, hvis man bruger vikarer fra eget vikarbureau.  Det sker samtidig med, at den ene sag efter den anden om omsorgssvigt, politianmeldelser, misbrug og vanrøgt af svært autistiske borgere på HABITUS bosteder i hele landet, rammer de sociale medier.

Statsministeren afsluttede sin nytårstale med at sige, at han ville gå forlæns ind i fremtiden. Det er fint med mig, så længe han husker, at det skal ske i tempo, hvor han får alle med. 

Godt nytår!