KV21: Tvangsanbringelse & manglende dialog

”Vi boede indtil for 5 år siden i et rækkehus i København, som var blevet for lille for vores familie. Nu bor vi i et stort hus på en stor grund ned til Arresø, Gribskov Kommune, hvor nærmeste naboer er to landbrug, der begge ’dyrker’ økologiske køer”. Det sidste bliver sagt med humor i stemmen under et telefoninterview med Mia og Kristian, som er forældre til drengene N (11 år) og M (6½ år). 

Baggrunden for interviewet er dog alt andet end humoristisk og let, da det drejer sig om forældrenes oplevelser omkring forløbet før, under og efter Gribskov Kommunes tvangsanbringelse af begge deres børn i juni 2020.  

Skrevet af Jane Jensen 

Kristian og Mia har altid følt sig lidt anderledes, lidt nørdede men aldrig helt nok til, at de har ment, at der skulle være noget ”galt”. De har begge leget med computere siden 1980’erne, og computerne er også blevet Kristians levevej som selvstændig IT-konsulent. Derudover er han testet som virkelig højt begavet og også optaget i Mensa. 
Mia kan noget med tal og er uddannet indenfor regnskab, hvor hun har jongleret med mange virksomheders daglige økonomi. 

I 2015/2016 blev de begge diagnosticeret med angst og depression, hvilket de føler har gjort livet og den kommunale forståelsesramme af dem begge temmelig problematisk sidenhen. 
Først i januar 2021 er Kristian blevet diagnosticeret med diagnoserne Asperger og ADHD efter at deres anden kommunale sagsbehandler i Gribskov Kommune havde foreslået dette i 2018 (hun så tegnene, da hun selv havde et barn med en Asperger diagnose). 

Kristians nye Asperger og ADHD diagnoser erstatter de tidligere angst og depressionsdiagnoser, men Gribskov Kommune har blot lagt de nye diagnoser oveni forældrenes samlede udfordringer. 

Mia er pt. under udredning for Aspergers Syndrom, som både hun selv og psykiateren mener, hun kan have. Ingen af forældrene har i dag de angst- og depressionsdiagnoser, som sagen er baseret på. 

Hele sagen starter, som forældrene ser det, allerede i København, hvor den ældste søn N gik i almen vuggestue og børnehave. Børnehaven udtrykker bekymring for Ns udvikling, da børnehaven ikke ser N kan holde i pincet-greb, når han tegner i 4-årsalderen. Forældrene har oplevet, N fint kan gøre dette derhjemme, hvor han spiser sushi med pinde. Børnehavepædagogen nævner ADHD. 

En PPR-psykolog kommer og observerer 4-årige N flere gange i børnehaven og kommer frem til, at N måske kan have autisme. Forældrene afviser diagnosen, da de ikke ved ret meget om autisme på dette tidspunkt, hvor deres eneste referenceramme til autisme er filmene ’Rainman’ og ’Forrest Gump’.  
Børnehaven og forældrene har dog efterfølgende et godt samarbejde med hensyn til N’s udfordringer med lydfølsomhed/tilbagetrækning og N trives. PPR-psykologen fraråder derfor at gå ind i en egentlig udredning. 
Herefter starter N som 5-årig i fritidshjem for ’skole-startere’.  
”Han havde de bedste 4 måneder af sit liv på fritidshjemmet i København, inden vi flyttede. Han var glad, og deltagende, kunne modtage krav og glædede sig til at komme afsted hver morgen.” 

Forældrene fortæller, at M var verdens gladeste baby, der charmerede enhver med sit kønne smil. Han startede stille og roligt i vuggestue i København og fik 5 skønne måneder med altid glade, smilende pædagoger. 

Familien flytter til Gribskov i 2016 med 2 glade, velfungerende drenge på 1 og 5 år. 

På grund af den mellemkommunale underretningspligt sender Københavns Kommune deres informationer om familien til tilflytningskommunen. Gribskov Kommune har derfor stor opmærksomhed på familien og forældrenes depression/ angst diagnoser allerede fra tilflytningen i 2016, og der tilknyttes i 2017-2018 en familiebehandler, som taler med forældrene en time om ugen.  

N tager både flytningen og skolestarten ’i stiv arm’ og prøver at opbygge en ny vennekreds. Men N bliver mobbet i skolen og begynder at reagere aggressivt. Læreren mener, at Ns energiske og udadreagerende adfærd skyldes ADHD og at N blot skal lære at sidde stille. Derfor N ender med ”at sidde og glo ud af vinduet i 6 timer om dagen i et halvt år”. 

Kun 10 måneder efter tilflytningen udtaler N resigneret: ”Der er ingen, der forstår mig - der er ingen, der kan hjælpe mig…” – kun 6 år gammel.  

Som svar til Ns dårlige trivsel påpeger sagsbehandleren vigtigheden af, at børn kommer i skole hver dag og fremhæver hvad der sker for forældre, som ikke lever op til dette. 

I 2018 er N i så stor mistrivsel i skolen (skolevægring), at han sendes til udredning på BUC (Børne og Ungepsykiatrisk Center) på Hillerød Hospital. BUC observerer ved hjemmebesøg, at hjemmet virker rodet med et lavt rengøringsniveau. Gribskov kommune beslutter derfor at intensivere indsatsen, og sagsbehandler nr. 2 får godkendt 15 timer/uge til blandt andet ”praktisk hjælp i hjemmet”. Dette iværksættes dog aldrig. 

Sagsbehandler nr. 3 tilknytter i 2019 i stedet for to eksterne familiebehandlere fra firmaet ’Team Tre’ (en psykolog og en pædagog) til både at observere dagligdagen og støtte forældrene med at få orden i hjemmet samt struktur på hverdagen. Denne sagsbehandler præsenterer familiebehandlerne for forældrene med ordene: ”Her er Team Tre - dem skal I arbejde sammen med, og så må vi se om 3 måneder, om børnene kan blive boende hjemme.” 
Desværre overhørte den ældste søn, N (dengang 8 år) samtalen, da han sad i rummet, ved siden af – hvilket sagsbehandleren godt var klar over, idet hun lige var gået forbi ham på vej til stuen. N blev herefter meget svær at få i skole, da han blev bange for, at han skulle et andet sted hen og taget væk fra forældrene. 

Mia og Kristian medgiver, at hjemmet ved besøget fra BUC i januar 2019 var rodet og manglede rengøring, samt at både vasketøj og opvasken hobede sig op.  
”Vi har været hårdt pressede, med flytninger, vandskade, en rygskade og et barn i massiv mistrivsel. Men vi arbejdede med det, vi fik ryddet op og gjort hovedrent, vi fik etableret nye vaner, og vi har betalt et professionelt rengøringsfirma for at gøre rent hver uge siden maj 2019.”  
De fik lavet struktur via skema og piktogrammer for hverdagen i familien for både voksne og børn. 

Begge forældre føler, at de hele tiden blev kritiseret og især overvåget af de 2 familiebehandlere: ”Alt var bare forkert”. At familiebehandlerne til tider gik op i nogle mærkelige ting så som, at der var mange fluer i hjemmet: ”Vi bor altså på landet, vi kan klappe naboens køer gennem hegnet i vores have” - og at der var alt for meget system i stedet for struktur (eksempelvis, at Kristian har en bestemt måde at fordele tingene i opvaskemaskinen for at optimere opvasken).  
De havde i det hele taget fornemmelsen af, at sagsbehandler nr. 3 i Gribskov Kommune havde sat de eksterne familierådgivere på et ’bestillingsarbejde’ for at bevise deres manglende forældreevne. 

I juni 2020, efter 8 måneders komplet stilhed fra sagsbehandler nr. 5, modtager forældrene et brev skrevet på en enkelt linje med overskriften ”Omkring den forsatte bekymring for N og M”. Mødet viser sig efterfølgende at være en såkaldt partshøring, hvor Gribskov Kommune meddeler forældrene, at Gribskov Kommune har besluttet at tvangsanbringe begge børn, og at der allerede er booket et møde i Børne- & Ungeudvalget 13 dage senere.  
Herfra var der intet forældrene kunne stille op. 

De har så (via aktindsigt) senere fundet ud af, at familiebehandlerne forud har haft flere bekymringssamtaler med kommunen, som forældrene ikke var blevet oplyst om eller inddraget i.  

Forældrene har indtryk af at disse hemmelige samtaler har været en stærkt medvirkende begrundelse for kommunens tvangsfjernelse af begge børn, sammen med Ns store frygt for at forlade hjemmet på grund af sagsbehandlers udtalelse. Det vil sige, at den kommunale sagsbehandler faktisk selv har udløst den udslagsgivende årsag til tvangsfjernelsen.  
Hvis Børne- og Ungeudvalget vedtager, at et barn skal tvangsanbringes, skal barnet i følge lovgivningen være flyttet til et nyt sted senest 24 timer efter. Kristian og Mia fik mindre end 2 timer, før M var anbragt i sin nye plejefamilie, uden forklaring. 

Forældrene fortæller, at M er blevet meget traumatiseret af tvangsfjernelsen, er gået tilbage i udvikling og har mistet færdigheder. M har heller ikke fået en forklaring på tvangsfjernelsen, og har derfor ikke kunnet forstå, hvad han har gjort galt, siden han er straffet og sendt væk fra sin familie. M har ikke kunne forstå, hvorfor hans mor og far ikke ville have ham mere. M har ikke måtte få at vide, at han ville at se sine forældre igen om 3 uger, og forældrene har fået forbud mod at tale med M om anbringelsen. 
Forældrene er blevet skældt ud af sagsbehandler for at fortælle M, at de elsker ham og gør alt hvad, de kan for at få M tilbage, da dette giver plejefamilien for store problemer med at få M til at sove. M er efter anbringelsen kommet i så dårlig trivsel, at M nu også er startet på specialskole - ligesom storebror. 

Ni-årige N  blev anbragt på et bosted, i en gruppe på 5 børn, hvor alle de andre børn var teenagere, hvorfor han socialt ikke kunne følge med. Han blev meget frustreret over de mange personaleskift/ vikarer (fast personale på sommerferie) og blev udadreagerende med flere magtanvendelser til følge. Han gik flere gange fra bostedet, hvor der ifølge forældrene er en meget rigid struktur baseret på en ’belønning-straf pædagogik’, og hvor der ikke er plads til individuelle planer eller behov. 

Alt hvad der kunne beskrives som hjælp, støtte eller kommunikation fra Gribskov Kommune forsvandt sammen med børnene den dag, de blev anbragt. Kristian og Mia føler de blev efterladt alene på en øde ø. De har selv måtte google sig til oplysninger, lovgivning og regler omkring anbringelser. Og gætte sig til resten, for sagsbehandler har afvist at mødes med dem eller at forklare anbringelsen, med den nedværdigende kommentar: ”Men du forstår det jo alligevel ikke…” 

Sagsbehandler lavede en forældre-handleplan med blot 2 punkter: 

1. Forældrene skal samarbejde om anbringelsen.
   2. Forældrene skal acceptere anbringelsen.

Handleplanen indeholder intet om hvornår eller hvordan, forældrene kan få børnene hjem igen. 

Mia og Kristian er heller ikke blevet tilbudt hverken autismespecifikke kognitive psykologforløb, funktionsudredning eller kurser om autisme. 

Mia og Kristian har fulgt de klagemuligheder lovgivningen giver forældre. 
Klagemulighederne i systemet er meget langsommelige, da der kan går 3 måneder, før sagen bliver behandlet i Ankestyrelsen og herefter yderligere et ½ år, hvis man går videre til byretten. Forældrene har følt sig magtesløse uden mulighed for at kunne gøre noget – sagen har bare gået sin gang.  

På et tidligere retsmøde, hvor Mia og Kristian via advokaten stillede deres ønske om at få begge børn udredt for arvelig autisme, synes dommeren, at det var en god ide. Dette har Gribskov Kommune afvist flere gange, hvilket forældrene ikke forstår. De har undersøgt, om de selv med egenbetaling kan få børnene udredt hos en autismekyndig børnepsykiater – det kan de vist godt, men kommunen kan afvise udredninger, de ikke selv har henvist til og så er de jo lige vidt – bare fattigere, som Kristian formulerer det. 

Kommunikationen med Gribskov Kommune er så godt som ikke eksisterende, sagsbehandler nr. 5 sender beskeder i E-Boks, men forældrene føler ikke at de bliver hørt eller at der har været nogen dialog med sagsbehandler siden september 2019. Forældrene står tilbage med fornemmelsen af, at deres børn er taget fra dem, fordi de havde for store vasketøjsbunker 2-3 år tidligere... 

Begge forældre oplever, at de er oppe imod et kommunalt system, som lukker sig om sig selv og ikke kan/ vil/ ønsker at revurdere dets konklusioner, samarbejdsform eller inddrage fagfolk, som har forstand på autisme. De er reelt havet i ’en gordisk knude’, hvor de ikke har nogen som helst mulighed for, at udenforstående fagfolk med autismeerfaring kan få lov til at gennemgå sagsforløbet og de kommunale, trufne beslutninger eller få kommunen til at visitere til udredning af begge børn for autisme. De føler ikke, at de har nogen form for reel retssikkerhed. 

Mia og Kristian oplever, at retssystemet går mere op i, om § 58 (Serviceloven) kan opfyldes, end hvad der er bedst for børnene. 

Dette indlæg, hvor børnenes navne er anonymiseret og forældrenes efternavne er udeladt, er skrevet på baggrund af et 3 timers telefoninterview med begge forældre. Det er skrevet udelukkende ud fra deres synspunkt og oplevelser. Forældre har gennemlæst og revideret oplægget, inden de har accepteret det endelige indlæg til offentliggørelse. 

Landsforeningen Autisme har læst de fleste af de mange sagsakter, som forældrene har fremsendt. Vi har valgt ikke at referere til eller kommentere på disse, da det drejer sig om meget personfølsomme oplysninger. 
Gribskov Kommune er ikke blevet kontaktet, da kommuner ikke må offentliggøre informationer i enkeltsager på grund af deres tavshedspligt jævnfør straffelovens § 152.