Indlæser

Ændret afgørelse i klagenævn giver Nanna en specialskoleplads

17. mar. 2022

Efter en god første oplevelse med kommunen om datterens udredning, kom det som et chok for familien Holm Lorentsen, at de efterfølgende måtte kæmpe og klage sig til en specialskoleplads til Nanna på 15 år.

 

Artiklen er bragt i Autismebladet nr. 1, 2022

 

Når der tikker en mail ind fra det offentlige, kan det stadig mærkes i Michelle Holm Lorentsens krop, at hun og familien i et par år nu har kæmpet for at få datteren Nanna på 15 år ind i de rette skolerammer.

”Vi står med en afgørelse nu, men der er en konstant mistro. Vi tør ikke stole på, at de følger afgørelsen. Det sidder stadig i os. Jeg kan vente flere dage med at åbne en besked fra kommunen, for- di jeg får ondt i maven og frygter, hvad der står,” siger Michelle Holm Lorentsen, mor til Nanna. For hende er kampen ikke slut - det her var bare én af kampene.

Hele sit skoleliv har Nanna gået i en almen klasse, og det blev gradvist sværere for hende at være i. Efter lang tids mistrivsel fik hun i august 2020 som 14-årig en autisme-diagnose, og familiens første møde med kommunen omkring udredningen var en god oplevelse. Nanna blev hurtigt henvist og udredt. Derfor så de frem til, at Nanna også kunne få det rette skoletilbud. Men det var sværere, end de troede.

Fejl i sagsbehandlingen

Skolen gjorde, hvad de kunne, men de vidste ikke, hvordan de skulle hjælpe Nanna. Hun var i så stor mistrivsel i 7. klasse, at hun kom ind hos Børne- psykiatrisk Afdeling, som sygemeldte hende af frygt for, at hun ville udvikle alvorlig depression eller stress. På et netværksmøde i september 2020 var der da også enighed om, at hun skulle ind- stilles til specialskole. Men det blev hurtigt trukket tilbage igen, fordi skolen ikke havde prøvet anden støtte først. Og forældrenes protester blev overhørt.

Efter 8 ugers sygemelding kom Nanna i slutningen af 2020 tilbage 8-12 timer om ugen, hvor hun fik 1 til 1 undervisning. Men Nanna havde det forsat svært. Kort tid efter lukkede corona skolen ned, og Nanna klarede sig igennem ved at få nødundervisning på skolen sammen med kun 7 andre elever.

Samtidig kæmpede hendes forældre for at få hende visiteret til et specialskoletilbud. Men der var hele tiden forhindringer. De havde flere forskellige sagsbehandlere undervejs, de skulle konstant rykke for svar, og de oplevede flere gange, at der var rod i dokumenterne og forkerte informationer hos kommunen.

”Vores første sagsbehandler var god. Men pludselig var hun væk, og alle vores aftaler faldt til jorden. Derefter kunne intet lade sig gøre, og alt tog længere tid. Vi skulle selvfølgelig overholde alle tidsfrister, men kommunen overskred igen og igen svarfristerne. Det var frustrerende,” siger Michelle Holm Lorentsen.

Familien søgte en specialskoleplads til Nanna. Og i februar 2021 fik de afgørelsen fra kommunen: Nanna blev ikke visiteret til en specialskole. Argumentet var, at hun var tilbage fra sygemelding og derfor var i god udvikling. Derudover kunne hendes lærere få sparring af specialskolen i området.

Klagenævnet for Specialundervisning ændrer kommunens afgørelse

Den afgørelse var en mavepuster for familien, som alle var mærket af, at Nanna ikke havde det godt. Derfor klagede de.

”Nanna havde det rigtig dårligt, og vi begynd- te at se, at det ramte hendes søster også, og os forældre var slidt helt ned. Vi kunne ikke mere. Og vi var bare vrede og helt uforstående overfor afslaget. Nanna havde jo brug for mere støtte. Så vi var nødt til at klage,” siger Michelle Holm Lorentsen.

Deres klage endte i Klagenævnet for Special- undervisning. Her fik de tre partshøringer, og de vedlagde en lægeerklæring om, at Nanna for- venteligt ville få det værre, hvis hun ikke fik en specialskoleplads.

Igen ventede familien på en afgørelse. Den kom fra Klagenævnet i december 2021 – ca. 10 måneder efter afslaget fra kommunen. Men afgørelsen var tydelig: ”Nanna skal visiteres til et specialundervisningstilbud målrettet nor- maltbegavede elever med autisme i skoleåret 2021/2022.”

Klagenævnet for Specialundervisning ændre- de dermed kommunens afgørelse. Kommunen skulle nu lave en ny afgørelse om specialtilbud, og Klagenævnet understregede i afgørelsen, at: ”hvis der ikke kan findes et passende tilbud i kommunen, så må det findes i en nærliggende kommune.” Samtidig udtalte Klagenævnet kritik af, at kommunen havde lavet fejl i sagsbehandlingen.

Nu skal familien lige lande

Den ændrede afgørelse var en enorm lettelse for hele familien. Og den betød, at Nanna den 17. januar 2022 startede i 8. klasse på sin nye specialskole. Indtil videre trives hun på 20 timer om ugen, og er endda på vej op i tid. Men som familie skal de stadig lige lande i afgørelsen.

”Hun er bare glad for den nye skole. Hun føler, at hun kan være, som hun er, og at de andre forstår hende. Det er jo dejligt. Men vi har også stadig mange følelser, der lige skal falde på plads. Jeg selv fik konstateret stress i december. Min krop er i choktilstand over alle de kampe. Vi står stadig der, hvor det ikke helt er gået op for os end- nu, at hun får den rette støtte. Jeg glæder mig bare, for hver dag hun er der, for hvad nu, hvis de kommer og tager det fra os igen,” siger Michelle Holm Lorentsen.

Familien har i gennem noget af sagen brugt en bisidder fra en af Landsforeningen Autismes kredse. Det har været en stor hjælp at have én med, som lyttede og var der for dem.