11-årige Oliver har sammenlagt været i skole i et år: ”Han er blevet så bange for at gå i skole, selvom det er dét, han ønsker allermest”

Oliver på 11 år er autist og har ADHD. Siden han begyndte i 0. klasse, har han sammenlagt været i skole i omkring et år, fordi han ikke kan holde ud at være der og har udviklet angst. Han er en af mange autistiske børn, der har ufrivilligt skolefravær.

”Det er hjerteskærende at tænke på, at han var sådan en glad, lille dreng, der rendte rundt i gummistøvler ude i haven og legede og hyggede sig. Pludselig blev han så angst og fik det så dårligt. Simpelthen fordi han var voldsomt overbelastet af skolen.”

Sådan fortæller Camille Simonsen om sin søn, 11-årige Oliver, som er autist og har ADHD. For ham blev mødet med skolen lig med en verden af kaos, og han har gennem årene været mere derhjemme med sin mor end i skole. Faktisk har han sammenlagt været i skole i omkring et år, siden han begyndte i 0. klasse.

Autismeforeningens nye inklusionsundersøgelse fra 2023, som tager temperaturen på ufrivilligt skolefravær og autistiske børns trivsel i grundskolen, viser, at der fortsat er et meget stort antal børn, der – ligesom Oliver – ikke kan være i skolen og dermed har ufrivilligt skolefravær. I Inklusionsundersøgelsen svarer 45 % af forældrene, at deres barn har ufrivilligt skolefravær. 16 % svarer, at deres barn har været væk fra skolen i mere end et år.

Angsten boblede i skolen

For Oliver begyndte problemerne, da børnehavelivet stoppede. Han kom fra en lille, privatejet børnehave, hvor der var masser af udeliv, ro og struktur. Camille Simonsen frygtede, at han ikke var klar til at begynde i skole og udtrykte ønske om, at han kunne blive i børnehaven et år mere, men det var ikke en mulighed.

I stedet begyndte et nyt liv som skolebarn på distriktsskolen i en klasse med 18 drenge og seks piger, hvoraf flere var inklusionsbørn.

”Det var en voldsomt højlydt klasse, og lærerne brugte fløjter for at få ørenlyd. Oliver havde det meget svært med at være i larmen, og flere forældre fortalte mig, at de så ham grædende og overladt til sig selv, når de kom for at hente deres børn.”

”Han blev kontinuerligt drillet af nogle drenge og stoppede med at spise, tabte sig og kunne ikke sove. Ingen af lærerne havde set, hvor meget han blev drillet i frikvartererne, så klasselæreren troede ikke på ham eller mig, da jeg fortalte om, hvad han blev udsat for,” fortæller Camille Simonsen, som en dag oplevede, at Oliver besvimede på skolens parkeringsplads, fordi han havde så ondt i maven over at skulle i skole.

Camille Simonsens søn, Oliver, endte med
at blive sygemeldt, fordi han var blevet så
dårlig af at gå i skole. I dag er der endelig
lys for enden af tunnelen.

Uenige om udredning

Derefter så hun sig nødsaget til at holde Oliver hjemme, fordi han så åbenlyst mistrivedes i skolen og ikke ville afsted. Han blev indlagt og undersøgt for en række somatiske sygdomme, men Oliver var fysisk sund og rask.

”Klasselæreren begyndte at true med at melde mig til forvaltningen, hvis han ikke kom i skole. Hun kunne ikke se, hvorfor han ikke kunne komme i skole, for hun oplevede ham som en stille og rolig dreng. Men da hun så alligevel på min opfordring gik ud og observerede, hvad der skete i frikvarterne, når han var der, blev hun flov og sagde, at hun godt kunne se, at han talte sandt.”

Men da var det for sent at få Oliver tilbage i skolen.

”Han havde fået angst og var bange for at komme i skolen, så jeg fik en plads til ham på en privatskole, hvor der var mere ro og struktur,” fortæller Camille Simonsen.

Her gik Oliver 0. klasse om, fordi han fortsat kæmpede med at skulle afsted og være social. Han trivedes stadig ikke med at skulle i skole og gemte sig under bordene og begyndte at blive voldsomt udadreagerende. Camille Simonsen var med ham i skole og kunne se, hvor dårligt han havde det, og begyndte at blive klar over, at hun var nødt til at få PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) ind over med henblik på en udredning.

”PPR mente, at han skulle udredes for ADHD, men forvaltningen mente ikke, at han skulle udredes. Han havde det meget dårligt og røg ind og ud af akutpsykiatrisk afdeling, så til sidst fik jeg en tid hos børnepsykiatrisk afdeling. Her lød konklusionen, at Oliver havde det for dårligt, og at de først ville kunne udrede ham om et år. Han skulle have ’mere ro på’, fortæller Camille Simonsen opgivende.

Sansesystem på overarbejde

Hun arbejdede på det tidspunkt som socialpædagog inden for autismeområdet og så tegn på, at Oliver burde udredes for autisme.

”Det var forvaltningen ikke enig i, så jeg endte derfor med at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater. Hans konklusion var, at Oliver har infantil autisme med belastningssymptomer som følge af tiden i skolen og ADHD.”

På det tidspunkt var Oliver otte år. Efter at have været hjemme i et lille års tid blev han omvisiteret til en dagbehandlingsskole.

”Psykiateren sagde til mig, at vi skulle køre ham ind meget stille og roligt, fordi hans sansesystem var på konstant overarbejde. Men skolen syntes hele tiden, at vi skulle op i tid, og så begyndte Oliver at få det værre igen. På dagbehandlingsskolen skulle de forestille at have autismeviden, men de forstod i hvert fald ikke Olivers behov, fortæller Camille Simonsen.

Psykiateren tog kontakt til skolen, men Camille Simonsen oplevede, at der ikke var nogen særlig samarbejdsvillighed fra skolens side. I mellemtiden blussede Olivers angst op igen, han begyndte at blive udadreagerende og at få selvmordstanker. Psykiateren traf beslutning om, at det eneste rigtige var en fuldtidssygemelding.

I rette hænder

I dag – to år senere – er der endelig lidt lys for enden af tunnelen. Oliver går i femte klasse i et specialtilbud, hvor de har autismespecifik viden. Hans mor oplever, at de respekterer Olivers grænser, og de har givet ham den tid, han har brug for, så han lige så stille kan begynde skolelivet på ny.

”Til at begynde med kom en pædagog fra skolen på hjemmebesøg to gange om ugen i 15 minutter. I starten var Oliver slet ikke i nærheden af hende grundet hans enorme angst for alt, hvad der har med skole at gøre. Hun talte med mig, så Oliver gradvist kunne vænne sig til hendes stemme og tilstedeværelse over flere måneder. Til sidst begyndte Oliver selv at blive nysgerrig og fik sin tablet hjem, og så lykkedes det af og til at lave lidt undervisning i op til fem minutter,” fortæller Camille Simonsen.

Nu er han - på de gode uger – i skole to til tre gange om ugen fra kl. 8-9.45, og det er en kæmpe succes.

”Det lyder måske ikke af meget, men han er blevet så bange for at gå i skole, selvom det er dét, han ønsker allermest. Til at begynde med kunne han være i skole i et kvarter, så havde han ikke mere energi. Også selvom det kun var en eller to gange om ugen. Så det er ekstremt, så stor forskel det gør, når man møder de rigtige mennesker, som har noget viden om området, og som lytter frem for at tvinge ham til noget.”

Camille Simonsen ville ønske, at forvaltningen og skolen havde været bedre til at lytte, når hun udtrykte sin bekymring over Oliver.

”Jeg oplevede, at de hurtigt så mig som problemet. Som forælder er man nærmest nødt til at være jurist og specialist inden for området. Det er virkelig hårdt, at det skal være så svært at få hjælp som forælder til et barn som Oliver. Når man kigger på ham, kan man ikke se, at han har et handicap, og det gør det rigtig svært at få hjælp,” slutter hun.

Du kan læse mere om Autismeforeningens Inklusionsundersøgelse 2023 her.

Se den fulde Inklusionsundersøgelse 2023