Udflugt med veterantog på Gribsskovsbanen

12. jun. 2022

Lørdag d. 11/6-2022 kl. 10:15 dukker de første tilmeldte op på Hillerød station spor 4. En familie med far, mor og to børn. Jeg står sammen med en togfører som udseendemæssigt adskiller sig fra den typiske fra DSB udstyret med en smartphone til at aflæse rejsekort, idet han er klædt i hvid skjorte, seler og en kasket fra sidste århundrede. Der er ikke brug for Rejsekort, da billetterne er købt på forhånd, så man bare skal tjekkes af på min liste. Den yngste af sønnerne følger nøje med i, at jeg får sat de orange markeringer rigtigt, hvorefter der falder en kommentar: ”Det har du glædet dig til en hel måned” besvaret med ”Jubiii”.

Så er vi i gang. Med økonomisk støtte fra Statens Corona-oplevelsespulje har Kreds Vestegnen lejet et helt veterantog til at køre medlemmer af Landsforeningen Autisme en tur på Gribsskovsbanen fra Hillerød til Gilleleje.

Toget bestod af et motorlokomotiv fra 1951 og 6 gamle personvogne fra omkring år 1900 inklusive den som blev brugt af Laura i Matador efter at have fået sin medalje.

Klokken 10:55 fløjtes der til afgang og så går turen med adstadige 55 km/t mod nord. Undervejs har vi arrangeret en konkurrence, hvor alle interesserede børn kunne vinde et års medlemskab af Nordsjællands Veteranklubs Skildpaddeklub og en kasket. Oprindeligt havde vi 10 præmier, men da det viste sig at der var 14 deltagere, besluttede vi at alle skulle præmieres – og straks havde vi 14 togbetjent-hjælpere mere med ombord.

Efter knap en ½ time i nostalgisk rumlen og bumlen gennem det smukke nordsjællandske landskab kom vi frem til Gilleleje, hvor mange brugte den næste time på at spise frokost eller finde et ishus.

Kl. 12:50 var der afgang og nogle af vores yngste lærlinge kunne lige nå at ønske passagerne velkommen tilbage foran toget (jeg kom sådan til at tænke på Børge fra Olsen Banden – der skal ikke mere end en kasket til, så kan man gå for at være ansat ved Banen 😊).

På vejen tilbage mod Hillerød var én af personvognene bagerst (på udturen var der en pakvogn), så der var god mulighed for at få en fin udsigt.

Eller ved at se ud ad et åbent vindue (uden at læne sig for langt ud!).

Fra bestyrelsens side håber vi at den månedlange forventning blev indfriet både for den yngste søn og alle de andre medlemmer der var med på turen. Baseret på de glade børn, smilende forældre og gode stemning tænker vi det var tilfældet og vil sige mange tak for turen til dem der deltog og personalet fra Nordsjællands Veterantog.

PS: I bestyrelsen vil vi meget gerne arbejde med at lave flere udflugter hvor I medlemmer kan få en god oplevelse og evt. finde et netværk af ligesindende i et frirum hvor alle kan forstå en nedsmeltning eller manglende øjenkontakt. Hvis I har nogen ideer eller ønsker til udflugter, så skriv meget gerne til os på vestegnen@autismeforening.dk, så vil vi se på om det kan lade sig gøre. Det er altid dejligt for os hvis vi kan opfylde medlemsønsker fremfor kun selv at finde på arrangementer der måske har interesse.