Ross Greene har revolutioneret pædagogikken

Ross Greene har en ph.d. i psykologi og er adjungeret lektor ved både Institut for Psykologi på Virginia Tech og det naturvidenskabelige fakultet på University of Technology i Sydney.

Af: Bo Hejlskov Elvén, autoriseret psykolog.

Fra Autismebladet nr. 3 2018.

Skal man diskutere – og løse – adfærdsproblemer hos børn i dag, kommer man ikke udenom at inddrage Ross W. Greenes tanker. Og så er det lige meget, om man er forælder, lærer, pædagog eller psykolog." Det mener psykologen Bo Hejlskov Elvén.

Jeg var på en konference i Göteborg i efteråret 2016. Vi var fem psykologer og pædagoger, som i tre dage skulle holde oplæg for en masse lærere. En af de andre oplægsholdere var Ross. En af de ting, som slog mig i de dage, var, at Ross hver dag spiste hurtigt, så han kunne få tid at ringe og vække sin søn. Når klokken blev 12:30 i Sverige, var det tid for Ross’ 14-årige søn at stå op i Maine, USA. Så Ross ringede og vækkede ham. Jeg har selv haft 14-årige børn. De er ikke altid lette at få op af sengen. De vil ikke altid vækkes. Men med et roligt tonefald og stor empati kunne Ross tale knægten op af sengen på flere tusind kilometers afstand. Uden at hæve stemmen. Jeg spurgte ham, om der ikke var andre voksne til stede, som kunne vække knægten, og Ross svarede, at det var der selvfølgelig. Men Ross syntes, at det at vække sit barn var en af de bedste stunder i løbet af dagen. Den ville han ikke gå glip af, bare fordi han var på den anden side af jorden.

Og der stod jeg med en oplevelse af, at det at vække en fjortenårig er en nødvendig, men ofte ret ubehagelig oplevelse. Måske fordi jeg, da mine børn var fjorten år gamle, stadig havde en forestilling om, at de var dovne og skulle motiveres. At de bare skulle tage sig sammen, så jeg kunne slippe for at vække dem. I stedet for at se det som ikke kun nødvendigt, men også hyggeligt. Tænk, så mange gode stunder jeg kunne have haft, hvis min indstilling havde været anderledes.

Ross Greene kan noget særligt

Det, Ross W. Greene vil med sine bøger og sit arbejde, er at få os allesammen til at forstå, at børn gør deres bedste. Det burde ikke være så umuligt at forstå, men meget pædagogisk arbejde og opdragelse har som udgangspunkt, at børn er dovne og uvorne og skal afrettes. Den tanke har været med os i tusindvis af år, men det gør den ikke til sandhed.

Ross W. Greene kunne i sin første bog, Det eksplosive barn, få alle os fagpersoner til at tænke over og sætte spørgsmålstegn ved de forestillinger om børn og om pædagogik, vi gik rundt med uden at tænke nærmere over dem. Det eksplosive barn blev ikke kun en af de mest omtalte og elskede bøger om børn, den er også en milepæl inden for psykologisk teoridannelse om adfærdsproblemer.

For Ross Greene væltede virkelig den pædagogiske verden og åbnede op for, at pædagogik og opdragelse er andet end at få børn til at opføre sig ordentligt. Det kan i stedet handle om at skabe forudsætninger for, at børnene kan opføre sig ordentligt og udvikle sig positivt. For det vil børn gerne.

Hans arbejde har også revolutioneret forskningen i pædagogik og opdragelse. Han fik forskerne til at stille bedre spørgsmål, og i dag ved vi ikke kun, at Ross’ metoder virker – vi ved også, at hvis vi kan få forældre og pædagoger til at se på børn på samme måde, som han gør, bliver deres opdragelse mere ”effektiv”.

Det kan lyde mærkeligt, at en måde at tænke på kan være effektiv, men tanken styrer handlingen, så hvis vi ser børnene som uopdragne, skælder vi ud, og ser vi dem som børn, der gør deres bedste, tilpasser vi vores krav og forventninger.

Og det er mere effektivt at tilpasse krav og forventninger end at skælde ud.

En humanistisk tilgang til adfærdsproblemer

Første gang jeg stødte på Ross W. Greenes arbejde, blev jeg fuldstændig overvældet af, hvor tydeligt det humanistiske budskab fremstod.

Det eksplosive barn var noget helt nyt. Det var en bog om en humanistisk tilgang til adfærdsproblemer hos børn, hvor man ikke kun fokuserede på, hvad vi ikke bør gøre, men hvor man beskrev en mængde metoder, som næsten hvem som helst kan udføre. Og de blev ikke kun fremført med humanistiske argumenter, men med base i forskning og den neuropsykologi, som samtidig var på vej frem på alle fronter inden for pædagogik og psykologi. Og selvom bogen kom med et helt ny perspektiv, passede den lige ind i en dansk pædagogisk tradition.

Den humanistiske pædagogiske tradition i Danmark startede med de helt store, Kierkegaard og Grundtvig, og har altid ligget som en undertone i den pædagogiske debat. I de senere årtier har pædagoger som Jesper Juul og Erik Sigsgaard holdt den humanistiske fane højt ud fra helt forskellige udgangspunkter både videnskabeligt og pædagogisk. Sideløbende har der dog været flere retninger, inden for hvad man skulle kunne kalde en antihumanistisk pædagogik, som hver især har haft vidt forskellige, videnskabelige og pædagogiske udgangspunkter.

Forskellen mellem de to skoler er, at humanisterne går ud fra, at børn gør deres bedste og bare skal have støtte og vejledning for at udvikles så godt, de nu kan, mens det, vi kan kalde antihumanisterne, tager udgangspunkt i, at børn skal styres og påvirkes for at udvikle sig i den retning, vi ønsker. Denne opdeling går på tværs af de teoretiske skel, vi ellers plejer at tale om i pædagogikken og psykologien.

Den lange danske humanistiske tradition er unik i hele verden. Derfor burde vi i Danmark have et forspring, når det handler om at tage humanistisk pædagogisk forskning til os. Men sådan er det desværre ikke. Mens resten af verden er i gang med at flytte sig mod en humanistisk pædagogik, ikke mindst på grund af Ross W. Greenes arbejde, er tonelejet i Danmark blevet hårdere.

Vi taler betydeligt mere om at sætte grænser end om at samarbejde, i magtanvendelsesbekendtgørelsen er muligheden for at bruge vold mod børn blevet udvidet, og ord som curlingforældre er blevet en så integreret del af debatten, at vi tror, at det beskriver en virkelig forældrestil.

Ross W. Greene tog i den første udgave af Det eksplosive barn fat i den forskning, som allerede eksisterede, og som var brudt igennem i 1990’erne, og udviklede egentlige pædagogiske metoder som alternativ til den behaviorisme, der var stort set enerådende i den engelsksprogede verden. Han gjorde den lidt langhårede forskning til noget, forældre og pædagoger uden videre kunne tage fat i og lykkes med uden at behøve at fordybe sig i de bagvedliggende tanker i flere år. Det i sig selv er en bedrift. Men han gjorde også den humanistiske pædagogik tilgængelig for både forældre og pædagoger på en måde, så han er svær at komme udenom.

At diskutere adfærdsproblemer hos børn i dag uden at nævne Ross W. Greene er ikke seriøst. Og så er det lige meget, om man er forælder, lærer, pædagog eller psykolog.

Også velegnet for forældre

Ross Greene fokuserede i sine første to bøger – Det eksplosive barn og Fortabt i skolen – på arbejdet med udfordrede børn, dvs. børn med autisme, ADHD og andre diagnoser, og børn, der i det hele taget havde det svært i livet.

Med sin nyeste bog, Opdragelse uden skældud, har han tilpasset eksempler og beskrivelser på ”almindelige” børn, men metoden og grundholdningen er stadig den samme: ”Børn gør det godt, hvis de kan”. Der er ingen børn, der frivilligt vælger at blive skældt ud og udskammet, så hvis de ikke har kompetencerne til at gøre det godt, er det os som forældre, der skal give dem disse kompetencer.

Og det virker! Forhåbentlig kan Ross gennem sin rolige og tålmodige måde at skrive og tale på få dig til at overveje din rolle som forælder og de måder, du plejer at gøre tingene på. Og det er en spændende rejse. En rejse, som vil indebære, at din forståelse for dit barn vokser. Og takket være denne øgede indsigt sker der nogle helt fantastiske ting: Du vil måske begynde at synes bedre om dit barn. Du vil måske få større selvtillid som forælder. Og du vil få en roligere hverdag med dit barn uden en masse ballade og skældud. Sandsynligvis vil du endda få et bedre forhold til dit barn. Måske fordi din empati med dit barn vokser.

At være forælder er en spændende opgave, måske den vigtigste opgave i den voksnes liv. Så der er jo ikke nogen grund til at gøre det til en kedelig opgave. For eksempel ved at gøre vækningen til en god oplevelse i stedet for en kedelig pligt.