Berlin tur retur - første stop i en stor verden

En fuldstændig overskuelig rejse

Fuldstændig uoverskueligt. Sådan sagde en god ven inden jeg sidst i juli skulle rejse med mine to drenge, Bille på 9 og Tue på 7, til Berlin. Det var deres første rigtige rejse til udlandet og da de begge har autisme i varierende grad, havde har jeg tænkt længe over, hvordan vi kunne gøre det til en god oplevelse for alle.

Valget var faldet på Berlin, fordi jeg har studeret et år på Humboldt Universitetet og boet i bydelen Kreuzberg. Jeg havde valgt nattog ud og dagstog hjem – fordi det giver ro, struktur og fleksibilitet. Og fordi jeg selv elsker tog: landskabet som passerer udenfor, sengen i sovekupéen og duften af morgenkaffe i spisevognen.

Læseren af denne artikel kan sikkert genkende en snigende ondt i maven over alt det, som kan gå galt og hvorvidt turen ender i en fiasko, som slukker enhver lyst til nogensinde at rejse til udlandet igen. Og ja det var uoverskueligt, men verden skal altså også opleves diagnose eller ej.

Planlægning er konge

At rejse med børn med autisme kræver grundig planlægning. Ikke kun i forhold til destination, rute og overnatning – men også i forhold til detaljer, der ofte tages for givet af mange forældre: Hvordan ser sovekupéen ud? Larmer det? Hvad hvis toget er forsinket? Har jeg husket hørebøfferne og lugter der indelukket i vores lejlighed? Jeg tog endda mig selv i at tjekke en youtube video om, hvordan jeg skulle slå sovesengene ud i kupeen for at undgå unødig forvirring.

Børnene har med andre ord brug for forudsigelighed og jeg har op til turen brugt billeder af Berlin og de steder, som vi skal besøge, snakket turen igennem mange gange, og har en backup-plan for næsten alt.

Togrejsen hjælper os. Den har en tydelig struktur og langt færre ubekendte end fly. Vi undgår lufthavnskaos, køer og kontrol. Vi stiger på toget 22.45 og der laves øjeblikkeligt hule i vores sovekupe. Da sengene endelig er redt, falder drengene i søvn på 5 minutter til togets behagelige rumlen.

Ankomst til lyden af Balkan og brosten

Vi ankommer til Bahnhof ZOO klokken 9.30 efter en solid morgenmad bestående af brikjuice og svenske kanelbullar. Jeg har valgt Berlin, fordi jeg elsker byen og taler tysk. Som base har jeg lejet en lejlighed i Kreuzberg, hvor jeg kender kvarteret rigtig godt og ved at der både er gode og prisvenlige restauranter, grønt og gode legepladser.

Turen til lejligheden bliver i taxa, så ungerne kan lade op og spare energien til dagens strabadser. Egentlig var planen at køre sporvogn gennem byen, men energiniveauet er lavt, så jeg aktiverer plan b og taxa. Jeg har på et besøg i Berlin i maj kørt sporvognsruten af samme årsag, og ved at det er for meget.

Der bliver lige tid til at lægge et par brosten sammen med en brolægger foran lejligheden, som trænger til en hjælpende hånd, mens der kører dansende balkanmusik i baggrunden. Vi er med andre ord ankommet til Berlin.

VR-briller trumfer fem gange Rundetårn

Dagen står på curry wurst, fjernsynstårn og koreansk gadekøkken i nævnte rækkefølge. Wursten på Alexander Platz smager hverken af Heinz eller Beauvais, så det er ingen succes. Til gengæld er Fjernsynstårnet lige om hjørnet. Der væddes om højden, indtil vi erfarer, at udsigtsplatform er 203 meter over jordens overflade og dermed 5 gange højere end Rundetårn – vores målestok for alle højder.

Ungerne er underligt uimponerede over udsigten over Berlin – til gengæld tryllebinder vores bookede VR-briller med historien om tårnets tilblivelse og Berlins historie i stueetagen ungerne helt og aldeles. Det er vist en generationsting. Dagen afsluttes med legeplads, BBQ-kylling, ris og limonade.

Hvorfor har en orangutang så lange arme?

Vi skal i Berlin Zoo på andendagen. Selvfølgelig skal vi det – en af verdens største zoologiske haver. Med ulve, gorillaer, orangutanger og bjerggeder. Dyr vi ikke støder på i Københavns ZOO, og som vi har glædet os til at opleve. Vi har gennemgået listen over dyr, som ikke er i København og har lavet en top 4.

Der er rum og faktisk også ro under de store træer, og en central legeplads, som stjæler en god del af dagen. Vi måler armene på en orangutang foran en opsat model. De er godt nok lange og derfor er far en orangutang og ligner den også, mens Tue er en bjergged og storebror naturligvis en ulv.

Genkendeligheden ved en ZOO tur kombineret med videbegærlighed for dyr fungerer godt og der er overskud til at spise krydret tyrkisk mad om aftenen til trods for sensitive smagsløg og mange mennesker på gaden, hvor vi sidder.

Hjemme i lejligheden indtages ”safe food” i form af havregrød og brikkakao, herefter Ipad, godnathistorie og slut.

Mission impossible og et fad med insekter

Drengene elsker vand og egentlig var planen på den sidste dag at besøge et af de mange friluftsbade i Berlin, men som det mest selvfølgelige slår Bille øjnene op om morgenen og bekendtgør, at vi skal på spionmuseet ligesom hans gode kammerat jo også har været tidligere på sommeren. Troede han havde glemt det, selvom jeg klog af skade burde have vidst bedre – heldigvis er lillebror med på den, som en 7-årig nu er, når storebror sætter retning.

I stedet bliver det til et ordentligt brusebad i springvandene på Potzdamer Platz og en pause ved resterne af Berlinmuren inden vi ifører os skæg og blå briller.

Vi slutter dagen af på en peruviansk restaurant, hvor drengene smager mindre end 10 g samlet af maden, som til stor ståhej bl.a. omfatter en fad med ristede græshopper og melorme. Meget lig hamsteren føde hjemme i huset i Farum. Restauranten er mit eneste ”voksenvalg” på turen, som ikke udelukkende fokuserer på børnene og maden er en stor oplevelse.

Så er det hjem

Det er morgen på den sidste dag, og der er krig på kniven. Kræfterne er ved at være brugt op af de mange indtryk og lillebror har planlagt et bagholdsangreb på storebrors Ipad, som bliver slået brutalt ned. Far er optaget af at gøre lejligheden ren og gruer for de to togskift i Hamborg og alt det, der kan gå galt.

Da alt er pakket og tiden er knap, vil den yngste have andre sokker på. Det er den eneste gang på turen, hvor jeg ”mister den” – altså med knap så pæne ord og tonefald forklarer, at nu er det f… nok og tager den lille i vingebenet og så af sted.

Som børnenes mor og mig har lært til familieterapi og på kommunens mange kurser, så har det sjældent en positiv effekt på sårbare børn, tværtimod, men de voksne er også mennesker.

Der kommer smil på læben igen, da vi sidder på McDonalds på Berlins hovedbanegård og far lover burger og is og hvad en dårlig samvittighed eller kan byde på.

Turen hjem går faktisk som smurt og der er wifi til Ipad hele vejen. Vi rammer København H til aftensmadtid - der bliver sagt ”guten tag” og ”auf wider sehen” og humøret er højt. Det var en fantastisk tur.

Berlin - du bist wunderbar

Alt for mange forældre med sårbare børn fravælger at rejse til udlandet – jeg har selv været en af dem, så det forstår jeg godt. Det er hårdt arbejde at skabe trygge rammer i en uforudsigelig verden.

Men det er også vigtigt, at vores børn får lov at se, at verden er derude – og at der findes måder, hvorpå de kan være i den.

Jeg havde f.eks. inden afrejse fra Berlin og hjem begået den fejl at tjekke diverse togfora på Facebook, som lovede kaos og problemer med togdriften, hvilket heldigvis blev gjort til skamme.

Planlægning er godt, men nogle gange skal man lade turen gå sig gang. Det tager jeg med mig, når vi skal afsted igen. For det skal vi.

Anders' 3 gode råd til togrejse med sårbare børn

1. Planlægning er konge, men skal ikke være definerende for turen:
   Forkøb entrebilletter, tjek rejsetider og vis billeder af dagene trin for trin, men lig ikke vågen om natten. Når alt er på plads, så lad turen gå sin gang. Det er ferie og ikke et spørgsmål om liv og død.
2. Skab en tryg base, hvor børnene kan lade op og der er ”safefood” i køkkenet:
   Rutine og genkendelig på en oplevelsesrig tur gør underværker – køb den foretrukne havregryn eller favoritjuicen – det sænker pulsen.
3. Find en feriedestination, som du kender godt og vis din begejstring – det smitter:
   Når du er foran på point, så kan du bruge energien andetsteds. Man altid søge uopdaget land på den næste ferie, når rejsekonceptet er afprøvet. Det handler ikke om at fremvise en perfekt rejse men om at vise, at det kan lade sig gøre.