Debatindlæg: Autismeforeningen: Det er ikke DSU-formands hensigt at udskamme autister. Men det er præcis det, hun gør

I Autismeforeningen har vi hver dag kontakt til rigtig mange forældre til autistiske børn, og vi kan på ingen måde genkende Katrine Evelyn Jensens påstand om, at børn diagnosticeres med autisme og ADHD fordi deres forældre har svært ved at opdrage og sætte grænser.

Det er en udbredt misforståelse, at det at få udredt sit barn for autisme er en nem løsning. Forskning fra Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri i Region Nordjylland viser derimod, at vejen fra de første bekymringer til en færdig udredning for mange tager over fem år.

Vi værdsætter, at Katrine Evelyn Jensen anerkender, at tusindvis af mennesker kæmper en kamp for at få hverdagen til at fungere trods udfordringer. Men det vores medlemmer fortæller os er, at det, de kæmper allermest med, er samarbejdet med de offentlige myndigheder.

Vi skal justere samfundets forventninger

Det at få en autismediagnose er ingen garanti for hjælp, ofte er det blot kulminationen på en lang og sej kamp – og begyndelsen på en ny.

Når udgifterne til det specialiserede område stiger år for år, kan en del af forklaringen derfor findes i den lange vej fra mistrivsel til den rette hjælp. I Vidensråd for Forebyggelses rapport 'Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9 årige børn' kan man læse, at den lange vej til udredning betyder, at barnets udfordringer forværres.

Dette dels på grund af ventetiden og dels som konsekvens af, at kommunerne i mellemtiden udsætter barn og forældre for et væld af hjælpeindsatser, indsatser Vidensråd for Forebyggelse beskriver som udokumenterede, utilstrækkelige og tilfældige.Når vi argumenterer for hurtig udredning, så skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at vi ved, at barnets trivsel og udvikling er afhængig af, at barnet tilbydes den rette hjælp. Men hurtig udredning er også godt købmandskab, for hvorfor ikke bruge kommunens ressourcer på indsatser, der rent faktisk hjælper, i stedet for det modsatte.

Katrine Evelyn Jensen bruger samfundets strukturelle ableisme til at argumentere for, at det er uhensigtsmæssigt at få en psykiatrisk diagnose.

Eksempelvis nævnes udfordringer med at komme i betragtning som politibetjent, at få et kørekort eller fertilitetsbehandling og det forhold, at 6.000 personer under 40 år hvert år tilkendes førtidspension. Det er vi enige med Katrine Evelyn Jensen i, det er ret vildt.

Årsagen til ovenstående er ikke autisme, og løsningen er derfor heller ikke at lade være med at udrede for autisme. Årsagen er derimod, at vi som samfund har fået sat alt for mange normative regler op for, hvordan man som menneske skal være for at passe ind.

Løsningen er dermed at nedbryde fordomme og barrierer og få øjnene op for, hvor meget blandt andet autister har at tilbyde på arbejdsmarkedet.

Stop stigmatisering, skyld og skam

De snævre rammer gør sig også gældende i skolen og kan forklare, hvorfor et stigende antal børn har behov for særlig støtte.

En anden del af forklaringen er, at vi er blevet klogere og blandt andet har fået øjnene op for, at autisme er lige så hyppig hos piger som hos drenge. Det er en positiv udvikling, da det betyder, at flere mennesker kan få hjælp – også dem der tidligere var blevet overset.

I Autismeforeningen har vi et utal af historier om sendiagnosticerede, der hele livet har gået og følt sig forkerte, for stille, for vilde, for dumme eller dovne – prædikater de har fået på sig, fordi de ikke helt kunne leve op til samfundets forventninger. Prædikater, der i den grad har forårsaget stigmatisering og følelser af skyld og skam.

Normalitetens sti bliver ikke smallere af, at vi diagnosticerer flere med autisme. Stien bliver smallere, når vi kontinuerligt vender tilbage og gentager fordums fejltagelser, som blandt andet at forklare autisme med manglende opdragelse.

For selvom det ikke er Katrine Evelyn Jensens hensigt at udskamme folk med behov for hjælp, så er det præcis det, hun gør.