Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Skive International Conference 2025 : Autism Matters

- Karina Bundgaards tale til åbningen af konferencen.

7. november 2025

Kære alle sammen,  

 

Det er en stor glæde at stå her i dag og være med til at åbne denne internationale konference i Skive – med et tema, der ikke bare er vigtigt, men helt grundlæggende: Autism Matters!

 

For autisme betyder noget!

Det betyder noget for os, der er autister.  

Det betyder noget for familier, fagfolk og for samfundet som helhed.  

Men måske vigtigst af alt – det betyder noget for, hvordan vi forstår mennesker, forskellighed og fællesskab.  

 

For mange autister er det øjeblik, man får sin diagnose, det øjeblik, hvor man for første gang forstår sig selv. Eller det øjeblik hvor forældre får nøglen til at forstå deres barn. 

 

Hvor man ser sammenhæng i alt det, der før virkede tilfældigt – og hvor man får et sprog for sin egen måde at være i verden på.  

 

Diagnosen skaber ikke begrænsninger.  

Den skaber mening.  

Men kun hvis omgivelserne forstår, hvad den betyder.  

 

Autister kan være sårbare på måder, som ikke altid ses.  

Nogle er veltalende og kan forklare sig – men de kan stadig have skjulte støttebehov.  

  

For kommunikation er langt mere end ord!

Den findes i blikke, fagter, bevægelser og i de hjælpemidler, der gør det muligt at blive hørt.  

 

Som hos Jakob, en nonverbal dreng på 4 år i specialbørnehave.  

En dag blev han irettesat af en pædagog, der forsøgte at forklare reglerne.  

Jakob gik roligt hen til dagsprogrammet, tog boardmarker-kortet STOP, og gav det til pædagogen.  

  

Det er en menneskeret, og det er centralt for, at autister kan trives.  

 

 Mange af oplæggene på konferencen handler om traumer. Helt tilfældigt er det ikke – for uden forståelse af autisme overser vi let den særlige sårbarhed, mange autister lever med.  

 

Det gælder i behandling for angst, depression eller spiseforstyrrelser, hvor de metoder, der virker for neurotypiske mennesker, ikke nødvendigvis virker for autister.  

 

Og det gælder også i det somatiske sundhedsvæsen, hvor måden, læger stiller spørgsmål på, kan betyde, at alvorlige sygdomme bliver overset, fordi vi svarer anderledes eller mærker kroppen på en anden måde.  

Eller måske slet ikke ved, hvordan man mærker kroppen.  

 

En diagnose skal derfor ikke kun bruges til at forklare adfærd – den skal bruges til at forstå behov. 
 - Og det kræver, at fagpersoner tør være nysgerrige, i stedet for at generalisere.  

 

For når omgivelserne ikke forstår autistisk adfærd, kan det føre til dehumaniserende forhold – især i mødet med systemet.  

Jeg har desværre oplevet at måtte råde autister til at maskere til møder i forvaltningen, fordi de ellers risikerer at blive misforstået.  

Det er et enormt pres at skulle fremstå “autistisk – men på den rigtige måde”: ikke for meget, men heller ikke for lidt.  

Maskeringen bliver en overlevelsesstrategi i et system, der ikke altid rummer forskelligheden – og det viser, at vi stadig har et stykke vej at gå.  

 

Diagnosen er kun et hjælpsomt redskab, hvis den bliver brugt med indsigt.  

Hvis fagpersoner ved, hvad autisme er – og hvor forskelligt den kan komme til udtryk.  

 

Når vi styrer efter evidensbaserede metoder og målstyring – men glemmer mennesket bag – så bliver metoden vigtigere end meningen.  

Og så mister diagnosen sin værdi.  

  

Men når fagpersoner arbejder med nysgerrighed – når de spørger: “Hvad betyder autisme for netop denne person?” – så bliver diagnosen en nøgle.  

En nøgle til forståelse, ikke til fastlåsning.  

 

Vi er nået en lang vej fra dengang, autister blev betragtet som psykotiske eller evnesvage og blev kasseret og opbevaret i åndssvageforsorgen.  

Selvom vi stadig af og til hører historier, der kunne have været fra dengang, bevæger vi os fremad.  

Viden er vigtig, og vi bliver hele tiden klogere.  

Derfor glæder det mig at se alle, som er mødt frem her i dag – jer, der vil lære, lytte og handle.  

 

Traditionelt er autisme blevet beskrevet udefra – af fagfolk, forskere og systemet.  

Men i dag har vi heldigvis meget mere viden indefra.  

 

Autistiske forskere, skribenter og organisationer bidrager med erfaringer, der nuancerer vores forståelse.  

Vi lærer, hvordan autisme opleves, hvordan verden føles, og hvad der faktisk hjælper.  

 

Det er vigtigt, hvis vi vil udvikle mere præcise udredningsværktøjer, behandlinger og pædagogiske tilgange, der afspejler den enorme diversitet på autismespektret.  

 

Og det er vigtigt, fordi de virkelige eksperter er autisterne selv – og deres nærmeste.  

Alt for ofte oplever vi, at forældre ikke bliver lyttet til, når de beskriver deres børns behov.  

Eller at voksne autister ikke bliver taget alvorligt, når de forsøger at forklare, hvad der virker for dem.  

 

Men hvis vi virkelig vil forstå autisme, skal vi begynde dér – ved at lytte til dem, der lever autistiske liv.  

 

Hvis Autism Matters, skal det afspejles i politikken.  

 

Vi skal have en national autismeplan, der forpligter regeringen, kommuner og regioner på viden, kvalitet og sammenhæng.  

Vi skal sikre, at støtte og behandling ikke afhænger af postnummer.  

At uddannelse og beskæftigelse bliver tilgængelig for alle autister.  

 

Det handler ikke om særbehandling – det handler om lige muligheder og retfærdighed!  

 

Når vi siger Autism Matters, handler det også om alt det, autisme er.  

 

Om evnen til at analysere.  

Til at fordybe sig.  

Til at se mønstre, sammenhænge og detaljer, som andre overser.  

 

  

Den tyske sociolog Hartmut Rosa taler om, at vores moderne samfund går så stærkt, at vi mister evnen til at mærke verden.  

Der tænker jeg ofte, at autister faktisk er foran. Vi dykker dybt, sanser intenst og lader verden give mening gennem detaljer og mønstre.  

Autister har noget at lære verden – som en modvægt til et samfund, der aldrig stopper op.  

 

Autism Matters – fordi autistiske mennesker betyder noget.  

Fordi diagnosen betyder noget.  

Og fordi forståelsen af autisme siger noget grundlæggende om, hvordan vi ser på mennesker.  

 

Vi skal turde bruge diagnosen som et redskab – ikke til at låse os fast, men til at skabe muligheder.  

 

For autister fortjener gode og meningsfulde liv.  

  

Velkommen til Autism Matters.  

 

Tak.  

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2025 i forgrunden

Aktuelt i 2025

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2025