Som kræftpatient blev Jane taget alvorligt. I psykiatrien blev hun afvist: “Du har overhovedet ikke autisme”

Jane Horsdal Gammelgaard stod i badet, da hænderne naturligt gled forbi brystet og stoppede. En lille, hård knude. Helt tydelig at mærke.

”Jeg blev helt paf og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min mand var ikke hjemme, så jeg sad i sofaen og nærmest hoppede, indtil min mand kom hjem,” fortæller hun.

Dagen efter sad hun hos lægen, og så gik det stærkt: scanning, MR, biopsi, operation. Jane blev sat i en såkaldt kræftpakke, der sikrer hurtig udredning og behandling ved mistanke om kræft.

”Det var vanvittigt at opleve, hvor hurtigt det gik – og hvor hurtigt jeg blev taget alvorligt. Det var en kæmpe lettelse midt i al frygten,” siger hun.

Men bag lettelsen lurede også undren og en snert af frustration. Når man oplever kræftpakkerne og tidligere har stået ansigt til ansigt med psykiatrien, bliver kontrasten slående.

Der, hvor kræftområdet bevæger sig med fart og struktur, har Jane mødt en psykiatri, der i mange år har været udsultet og forfalden. Hun deler sin historie for at sætte ord på, hvordan det føles at blive overset – og i håbet om, at færre skal opleve det samme.

 

Stereotyper

Hjemme i Aarhus bor Jane med sin mand og deres børn, hvoraf to også er diagnosticeret med autisme. Jane selv fik først diagnosen som 42-årig. Indtil da havde hun kæmpet med psykisk sårbarhed uden at forstå hvorfor. Autisme havde i mange år slet ikke strejfet hendes tanker.

Hendes forestilling om autisme var længe præget af film som Rain Man, og derfor forbandt hun primært autister med drenge og personer med udviklingsvanskeligheder.

”Jeg havde svært ved at se mig selv i det billede. Men så læste jeg en artikel om, hvordan piger og kvinder ofte skjuler deres autistiske træk. Det ramte mig virkelig,” siger hun.

En samtale med en veninde, der selv er autist, blev vendepunktet:

”Vi snakkede om, hvordan vi havde det, og på et tidspunkt sagde hun: ‘Jane, jeg tror faktisk, du kunne have autisme.’ Da jeg kom hjem, begyndte jeg at læse mere – og pludselig kunne jeg se mig selv i mange beskrivelser.”

 

Mødet med psykiatrien

Det næste naturlige skridt var at gå til lægen. Men her mødte Jane en skepsis, der kom bag på hende. Lægen mente, hun ”jagtede diagnoser”, men henviste hende dog til en psykiater. Psykiateren gav hende en kort screenings-test, Autism Quotient.

”Jeg scorede 42, mens cut-off for personer med en autismespektrumforstyrrelse er 32, så jeg lå ret højt over, som burde have givet anledning til at undersøge mig dybere. Alligevel virkede han ikke til at forstå, hvad det handlede om. Da jeg stillede spørgsmål og henviste til forskning om kvinder og autisme, blev han irriteret og afsluttede mig som patient,” fortæller hun.

Jane havde i årevis mærket en psykisk sårbarhed og var tidligere blevet udredt for personlighedsforstyrrelser. Hun var overbevist om, at noget andet lå bag, og ønskede blot at blive undersøgt ordentligt.

Derfor skrev hun et langt brev til lægen og bad udtrykkeligt om en ny henvisning.

”Jeg forklarede, hvorfor jeg mente, udredningen ikke var foregået ordentligt, og hvilke tegn på autisme jeg selv havde oplevet. Lægen lavede derefter en ny henvisning, men sendte den til mig med ordene: ‘Hvis du leder længe nok, skal du nok finde én, der giver dig ret.’”

Afvisningen var ikke ny for hende. Hun husker også et forløb hos en gruppeterapeut, der uden tøven konkluderede: “Du har overhovedet ikke autisme.”

Den nye henvisning fra lægen førte til en psykiater – dog med 13 måneders ventetid. I mellemtiden lod Jane sig udrede hos en privat psykolog, som hurtigt vurderede, at hun havde autisme.

”Det var en helt anden oplevelse. Psykologen tog sig tid og var slet ikke i tvivl. Jeg følte mig set og forstået. Det var hårdt, men samtidig en kæmpe lettelse.”

Et år senere blev diagnosen så bekræftet af psykiateren.

 

Diagnosen gav ro

 

Med diagnosen i hånden begyndte tingene endelig at give mening. Pludselig kunne hun forstå, hvorfor job med højt socialt pres og stor uforudsigelighed altid havde været en udfordring.

”Jeg kunne begynde at tilgive mig selv for ting, jeg havde skammet mig over. Som dengang jeg var au pair og måtte tage hjem efter en måned. I mange år følte jeg mig som en fiasko, men efter diagnosen gav det mening – miljøet var bare for krævende,” siger hun.

Diagnosen hjalp Jane til at leve mere i overensstemmelse med sig selv og sine behov, i stedet for konstant at kæmpe imod dem. Hun blev gradvist mere bevidst om, hvad der udmatter hende, og hvad der giver energi. Og selvom hendes funktionsniveau i dag er lavere end før, bruger hun sine kræfter mere målrettet og lever et langt roligere liv.

 

”Helt surrealistisk”

Og kunne historien så stoppe der? Måske. Men sådan gik det ikke.

Efter en hård og lang periode med depression følte hun endelig, at hun havde fundet en rytme og stabilitet i foråret 2025. Men allerede i sensommeren tog livet en drejning, hun ikke havde set komme, da hun mærkede en lille, hård knude i brystet.

Panikken spredte sig, og dagen efter sad hun hos lægen. Herfra gik alt hurtigt – scanninger, biopsi, operation.

Jane blev sat i en såkaldt ”kræftpakke” – et system, der sikrer, at mistanke om kræft bliver håndteret hurtigt og struktureret. Hele forløbet bestod af en klar plan og faste rammer, og hun oplevede, at hun blev taget alvorligt fra første øjeblik.

”Det gik virkelig hurtigt – nærmest overvældende hurtigt – men det var også en lettelse. I modsætning til psykiatrien sker der noget med det samme her,” siger hun.

”Jeg var rædselsslagen for bivirkningerne, men lægerne var virkelig lydhøre. De tog hensyn til min autisme og sagde, vi ville tage det skridt for skridt. Det gjorde mig tryg,” fortæller Jane.

”Hele vejen igennem har det været professionelt, hurtigt og omsorgsfuldt. Jeg har følt mig taget meget alvorligt.”

Fremad venter en behandling bestående af seks kemoforløb med tre ugers mellemrum, efterfulgt af strålebehandling og muligvis hormonhæmmende medicin.

 

Historisk milliardløft til psykiatrien

 

For Jane står kontrasten mellem de to systemer lysende klar. Det ene kører som et velsmurt maskineri – hurtigt, effektivt, koordineret. Det andet hakker og hoster sig igennem med for få hænder og alt for mange ventelister.

”Det er så tydeligt, hvor forskelligt systemet fungerer. På kræftområdet går tingene hurtigt, ventetiderne er korte, og man prioriteres højt. I psykiatrien oplevede jeg det modsatte – lange ventetider, mangel på forståelse og situationer, der endte i nedsmeltninger,” siger Jane.

Hun er langt fra den eneste, der mærker forskellen på egen krop. Men måske er der håb forude.

For den 19. maj 2025 blev der skrevet et lille stykke Danmarkshistorie: Regeringen og Folketingets partier præsenterede den første samlede tiårsplan for psykiatrien nogensinde – et løfte om at løfte området med hele 4,6 milliarder kroner om året. En historisk investering, der skal sikre, at mennesker med psykiske lidelser får tidligere og bedre hjælp.

 

En ny begyndelse?

På papiret er ambitionen klar: Psykiatrien skal sidestilles med somatikken. Flere afklaringspladser, flere sociale akuttilbud og bedre overgange mellem indlæggelse og udskrivelse, lød det fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), da planen blev præsenteret.

Men om det lykkes i praksis, kan Jane godt være usikker på.

”Det lyder godt, og jeg håber virkelig, det kan lade sig gøre. Men i virkeligheden oplever jeg stadig forskelsbehandling. For eksempel kunne jeg ikke få henvisning til psykolog, da jeg havde depression, fordi jeg var for gammel – mens der i kræftbehandlingen aldrig var tvivl om, at jeg skulle have hjælp. Det siger meget om springet mellem de to områder,” siger hun.

Hun tøver et øjeblik, inden hun tilføjer: ”Der mangler personale. Alt for tit blev situationer utrygge, fordi der simpelthen ikke var nok folk til at hjælpe. Jeg fik kun én psykologsamtale og følte mig mest af alt opbevaret. Det er hårdt – både for patienterne og for personalet.”

Kan psykiatriplanen ændre på det?

”Det håber jeg. Hver en forbedring vil være en gevinst. Men det kræver, at ressourcerne også når hele vejen ud – ellers bliver de gode intentioner bare fine ord på et stykke papir.”