Victor inviterede Livgarden hjem til sin fødselsdag:

7-årige Victor er diagnosticeret med Aspergers syndrom og har gået hjemme i to år og ingen venner haft. Efter et besøg på Jægerspris Skydeterræn er et særligt venskab dog blomstret op mellem ham og soldaterne fra 3. kompagni II/Livgardebataljon. De har netop været med til Victors 7-års fødselsdag. 

 

Man behøver ikke at tilbringe mange minutter på Victors værelse for at gætte, hvad hans store interesse er. Overalt på værelset finder man nøje udstillede genstande og grej, der kan knyttes til Livgarden. Billeder, emblemer, små figurer for ikke at tale om de mange forskellige uniformer – flere af dem syet af Victors mor – har en helt særlig plads på værelset.

 

Victor er diagnosticeret med Aspergers syndrom og har desuden PDA (Patologisk Kravundgåelse), som betyder, at han er ekstremt følsom over for, at andre stiller krav til ham. Oplever han, at der stilles krav til ham, eller skal han møde nogen, han ikke kender, går han i panik og bliver udadreagerende, fortæller hans mor, Diana Thejsen.

 

”Jeg har ikke kunnet tage ham med nogen steder, hverken på indkøb eller til møder på kommunen. Han går fuldstændig i panik,” fortæller hun.

 

 

Inviteret ind i en lukket verden

 

Victor har gået hjemme i to år og har været utrolig ensom. For det er svært med venskaber, når man som Victor ikke interesserer sig for ret meget andet end Livgarden og alle detaljer, der har med den at gøre.

 

Han besøger ofte skydebanen på Jægerspris Skydeterræn iklædt sin hjemmesyede uniform. Her kan han se Livgardens soldater på øvelse, og når han står dér, falder der en helt særlig ro over ham, fortæller hans mor. 

 

Da de tidligere på året stod på skydebanen og betragtede soldaterne, råbte Victor hej til en af soldaterne, da han passerede ham. Det var oversergenten Jonas fra 3/II Livgarden, som lagde mærke til Victors uniform og de mange detaljer på den, der indikerede, at der her var et barn med et indgående kendskab til og interesse for lige præcis Livgarden.

 

”Jeg kunne se, at han bar de forskellige regimentsmærker, der kendetegner Livgarden, bl.a. Livgardens sol og enhedsmærker fra vagtkompagniet, og jeg tænkte, det var virkelig sjovt med alle de detaljer. Det var tydeligt, at han kendte en del til Livgarden,” fortæller Jonas, der kunne se, at Victor var enormt interesseret og inviterede ham og hans mor ind på en rundtur, hvor han kunne møde nogle af soldaterne og se noget af deres udstyr.

 

”Jeg tænker, at det som barn er meget betydningsfuldt, at der er nogle, der inviterer ind i en lidt lukket verden, hvis man er interesseret i sådan nogle niche-ting,” siger Jonas, som i begyndelsen ikke tænkte over, at der, udover Victors markante interesse for Livgarden, var noget ved ham, der var anderledes.

 

 

Et venskab spirede

 

Victors mor var spændt på at se, hvordan Victor ville reagere, da de blev inviteret ind på rundtur, men hun begyndte at slappe af, da hun kunne se, hvordan Victors skuldre løbende sank længere og længere ned. Han var helt tydeligt rigtig godt tilpas.

 

”Vi var der i tre-fire timer, og Victor talte med flere forskellige, og det var som ren terapi. Det var som om, han kunne spejle sig i dem, fordi de jo også havde deres uniformer på,” fortæller hun.

 

Efter rundturen inviterede Victor pludselig soldaterne fra 3. kompagni med til sin 7-års fødselsdag. En invitation, som Jonas ikke lagde så meget i til at begynde med, men da Victors mor fortalte, at han havde gået hjemme i to år, og at han ikke havde nogen venner, han kunne invitere, gjorde det et stort indtryk.

 

”Jeg kunne ikke bære tanken om, at han skulle holde fødselsdag uden nogen venner. Jeg ville gerne vise ham, at vi vil ham det godt, og at vi deler den samme interesse,” siger Jonas, som takkede ja til invitationen.

 

Den positive tilbagemelding kom bag på Victors mor, som blev utrolig glad over, at Victor kunne se frem til også at have nogle venner med til fødselsdagen.

 

”Han har følt sig så ensom - det er det sværeste ved børn, der har særinteresserer, der er så specifikke. De er utrolig ensomme, fordi de ikke har nogen at dele det med. Men om aftenen, efter vi havde været på skydebanen, sagde han ’mor, nu har jeg endelig fået venner’,” fortæller Diana.

 

 

Eget skilderhus og udnævnelse til garder

 

Jonas vendte Victors invitation med de andre sergenter fra 3. kompagni og fik massiv opbakning tilbage. Flere vendte tilbage med spørgsmål og kommentarer, både på tværs af kompagnier og ledelseslag, og mange ville gerne bruge noget af deres fritid på at bakke op om at give Victor den bedste fødselsdag. 

 

”Jeg talte også med en kollega, som er uddannet tømrer, inden han blev soldat, og som foreslog, at han kunne bygge et skilderhus ud fra de originale tegninger. Vi ved jo, at Victor er superinteresseret i den blå tjeneste, som består af vagttjenesten omkring de kongelige slotte og palæer,” fortæller Jonas.

 

Jonas ringede til Victors mor og fortalte hende om planen, så hun kunne forberede Victor bedst muligt, og på dagen for fødselsdagsfesten troppede 12 soldater fra Livgarden op hjemme hos Victor. Alle var uden for tjeneste, men var iklædt forskellige uniformer, og med sig havde de en række gaver, der relaterede sig til Livgarden.

 

”Da han fik Skilderhuset, kunne jeg se på Victor, at det var overvældende, men jeg kunne sagtens mærke, at det betød noget. Han gik direkte hen til det og gik ind i det. Det var let at aflæse, at han var meget begejstret,” fortæller Jonas.

 

Med sig havde soldaterne blandt andet en garderfigur fra chefen for 2. bataljon samt et bevis, hvor Victor udnævnes til garder af 3. kompagni. Beviset er underskrevet af kompagnichefen, og af det fremgår, at Victor er udvalgt blandt cirka 190 andre gardere. 

 

’Garder Victor er en god soldat og en god garder. Han har selv lært at være en god soldat, hvilket vi godt kan bruge i 3 kompagni. Garder Victor træner sammen med hans mor og far, her giver han dem kamp til stregen. (…) Garder Victor er en god rollemodel til kommende garder,’ står der blandt andet på beviset, som ifølge Victors mor var et tiltrængt boost til hendes søn.

 

”Det er så hårdt for ham at gå hjemme,” siger hun og fortæller, at der er sket en meget positiv udvikling hos Victor siden besøget på skydebanen, hvor oversergenten Jonas inviterede ham en tur ind i hans verden.

 

”Det var en åbenbaring, at vi blev inviteret ind i det univers. Han kan spejle sig i, at de har uniformer, og de ved det samme som ham. Hans vindue er så snævert. Men det har alligevel gjort, at hans vindue er blevet bredere. For dem har det måske bare været en lille ting, de har gjort med at lukke os ind, men for Victor betyder det alt. Vi taler ikke bare om, at man har været en tur i BonBon-land og har haft en god dag. Det er en milepæl for Victor. Det svarer til, at ens barn lærer at gå igen,” siger Diana.

 

 

”Det er virkelig stort”

 

Hun fortæller, at det opleves som en byrde, der er blevet løftet af hendes skuldre, at hendes søn nu har fået opbygget et venskab med soldaterne.

 

”Det er helt vildt hårdt, når ens barn ikke passer ind, så at ens søn får noget, der minder om et venskab, er virkelig stort. Det er ikke kun Victor, de gør glad, men en hel familie – det er jo mega dejligt, når der er nogle, der synes, at ens barn er fantastisk. Det virker som om, der er en gensidig fascination,” siger en glad Diana.

 

Jonas fortæller, at han først og fremmest føler sig beæret og stolt over, at de har kunnet bidrage til, at Victor har mærket, at der er nogle, der vil ham.

 

”Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke står alene med det her. Det var ikke noget, der kunne være sket uden den opbakning, jeg er blevet mødt med. Det er en fælles indsats, og vi er glade og beærede over, at vi kan være en del af en god oplevelse, som Victor vil huske,” siger Jonas.