Autismeugen 2026
Autismeforeningen afholder endnu en gang autismeugen med en række af spændende oplæg - og det er helt GRATIS!
Optaget oplæg
Oplægsholder: Christina Sommer
Som forælder så tuner man ind på sit barn, man lærer at tyde barnets små signaler så man kan opfylde barnets basale behov, og grundlæggende behov for omsorg og tryghed. Når barnet er trygt så kan barnet udvikle sig og tilegne sig flere færdigheder og langsomt blive mere selvstændigt.
Forældre har en særlig intuitiv evne til at se, mærke og forstå deres børns behov, så de netop kan hjælpe deres børn godt på vej i livet.
Autistiske børn har de samme basale behov som alle andre børn; de har behov for at føle sig set, hørt og have tillid til at deres forældre og øvrige omsorgspersoner forstår deres behov. Forældre til autistiske børn bliver dog i højere grad misforstået i deres omsorg for deres børn, ofte fordi omgivelserne ikke kender til eller forstår børnenes funktionsnedsættelser og derfor ikke altid ser forældrenes omsorg og handlinger som kompenserende og støttende, men tolker dem som en form for omsorgssvigt. Mange forældre til autistiske børn har oplevet at netværket, det være sig øvrige familie, pædagoger, sagsbehandlere og skolefolk, synes at de pakker børnene ind i vat, har svært ved at give slip på deres børn, har behov for at kontrollere, overruler deres børn, ikke lader deres børn komme til orde men overtager samtalen, føjer sig og lader børnene styre eller gør deres børn dårligere end de er.
Når netværket ikke ser børnenes behov og misforstår forældrenes handlinger som en form for omsorgssvigt, så kan det være med til at skabe mistrivsel hos børnene og i familien generelt. Forældrene skal kæmpe for at blive forstået, og samle styrke til at stå imod den manglende forældreevne som omgivelserne ser. Det kan skabe stor stress, usikkerhed og skyldfølelse og skabe et ekstra pres på forældrene til ikke altid at imødekomme det som er deres børns egentlige behov, i frygt for hvad omgivelserne måtte mene.
De senere år har vi set en stigning af autistiske børn der uretmæssigt bliver fjernet fra deres forældre, og derfor er det vigtigere end nogensinde at vi får mere viden ud omkring de funktionsnedsættelser autistiske børn lever med. Hvordan er deres kommunikationsstil og hvad har de brug for hjælp til, hvordan fungerer deres sanseapparat og hvordan imødekommer vi deres behov så de føler sig trygge og trives?
Christina Sommer vil i denne video give os en forståelse for hvad det er som kan være anderledes hos autistiske børn og hvad det er de kan have behov for at deres forældre og øvrige omsorgspersoner er opmærksomme på og hjælper med. Med videoen håber vi på at kunne skabe større forståelse for autistiske børn og deres forældre.
Autismeforeningen afholder endnu en gang autismeugen med en række af spændende oplæg - og det er helt GRATIS!