Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen
Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026
Det betyder reformen for ungdomsuddannelserne
16. januar 2026
Regeringen, SF og Dansk Folkeparti præsenterede sidste år en uddannelsesreform, som blandt andet medfører højere adgangskrav til gymnasierne og oprettelse af en ny erhvervs- og professionsrettet EPXuddannelse, som skal erstatte HF.
Her får du et overblik over, hvad reformen betyder for ungdomsuddannelsesområdet.
Fra 2030 vil der være tre muligheder for en gymnasieuddannelse: alment gymnasium (STX), handelsgymnasium (HHX) og et nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium kaldet EPX, som vil erstatte HF.
Med reformen af ungdomsuddannelseslandskabet afskaffes dermed den toårige HF, EUX og grundforløbets 1. del på erhvervsuddannelserne og erstattes af den nye, praktiske ungdomsuddannelse, EPX. Det er nogle af de store ændringer på ungdomsuddannelsesområdet, der blev præsenteret i forbindelse med uddannelsesreformen, som regeringen, SF og Dansk Folkeparti vedtog i februar 2025.
EPX-uddannelsen bliver en toårig gymnasieuddannelse med mulighed for en etårig overbygning. Adgangskravet på EPX-uddannelsen bliver et karaktersnit på 2 eller aflagt prøve fra den forberedende grunduddannelse (FGU).
Der nedsættes en faglig ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til den konkrete tilrettelæggelse af EPX-uddannelsen, blandt andet uddannelsens struktur, fag og prøveformer.
På nuværende tidspunkt forventes elevernes skoledag på EPX at blive en kombination af praktisk og boglig undervisning. På uddannelsens første år skal alle elever i udgangspunktet have dansk, matematik og engelsk på gymnasialt C-niveau. På andet og tredje år kan eleverne vælge at løfte disse og andre fag til B- og A-niveau.
Det er aftalepartiernes ambition, at EPX-uddannelsen skal være præget af undervisning i tæt samarbejde med erhvervsliv og relevante, offentlige institutioner, og eleverne vil blive undervist i en række erhvervsfag og professionsrettede fag.
Uddannelsen opbygges med faglinjer, og eleverne får en fast klasse. Valget af faglinje vil tage afsæt i elevens egen interesse og vil ikke fastlåse elevens efterfølgende uddannelsesvalg.
I aftalen lyder det, at det kommer til at kræve tre år på EPX at få adgang til en professionsuddannelse igennem kvote 1. Elever, der har taget en toårig EPX, vil dog kunne søge professionsuddannelserne gennem kvote 2, hvis de vælger, og består, bestemte gymnasiale fag i løbet af uddannelsen.
Adgang til akademiske bacheloruddannelser vil kræve efterfølgende supplering eller udvidet fagpakke på op til seks måneder, som det kendes fra HF i dag.
Aftalen lægger op til, at der på EPX ikke kun skal undervises af universitetsuddannede, men også af andre, der eksempelvis har erfaring som underviser i 10. klasse.
En anden ændring i forbindelse med reformen er, at der kommer højere adgangskrav til STX og HHX. Regeringen og aftale-partierne har med aftalen besluttet at hæve karakterkravet til HHX og STX fra 5 til 6 i karaktergennemsnit i både de afsluttende standpunktskarakterer og i de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.
Der er dog en undtagelse herfra: Elever, der ikke opnår 6 i standpunktskaraktererne, vil også kunne få afgang til STX og HHX, hvis de opnår et karaktersnit på 7 i afgangsprøverne. De skærpede adgangskrav træder i kraft i skoleåret 2030/31.
Ifølge aftalepartierne vil man gerne sikre, at der også fremadrettet vil være bred geografisk dækning af tekniske gymnasietilbud. Det er derfor besluttet, at en ekspertgruppe skal undersøge, om det er hensigtsmæssigt at integrere HTX i STX.