Fagperson: Nyt materiale skal skabe flere trygge samtaler om kønsidentitet

Flere autistiske unge og voksne står i dag med spørgsmål om køn og identitet – spørgsmål, der ikke altid er lette at stille, og som kan være svære at finde ord for. Mange søger både at blive forstået og accepteret – og ikke mindst at blive klogere på sig selv og deres identitet.

De har brug for et trygt rum, hvor de kan undersøge, hvem de er, og hvordan de kan føle sig trygge i mødet med omverdenen.

Her kommer fagpersonerne ind i billedet. Men selv med et stort ønske om at støtte oplever mange usikkerhed: Hvordan tager man hul på samtaler om autisme og kønsidentitet på en måde, der er åben, respektfuld og hjælpsom?

Netop det behov har Social- og Boligstyrelsen nu adresseret med en ny, praksisnær materialepakke om autisme og kønsidentitet. Materialet skal give fagpersoner inspiration og konkrete redskaber til at føre åbne, omsorgsfulde og respektfulde samtaler.

En af dem, der har været med til at udvikle materialet, er Ann-Marie Lehnskov, socialpædagogisk konsulent, seksualvejleder og master i sexologi.

“Materialet er udviklet for at give fagpersoner noget at læne sig op ad. Mange socialfaglige medarbejdere kan hurtigt føle, at de kommer til kort, eller at de mangler viden, når borgere rejser spørgsmål om køn og identitet. Her viser materialet, at man ikke behøver at være ekspert – man kan undersøge tingene sammen.”

Praksisnært materiale til fagpersoner og borgere

Ann-Marie har siddet med i projektgruppen fra projektets start, hvor hendes rolle blandt andet har været at facilitere de workshops, der har fundet sted i forbindelse med udviklingen af materialepakken.

Det er VISO i Social- og Boligstyrelsen, der står bag de i alt fire materialer. De henvender sig primært til fagpersoner – fx på botilbud – men enkelte dele retter sig også direkte mod unge og voksne med autisme.

Materialet er udviklet til socialfaglige medarbejdere, men kan også anvendes i samtaler med borgere og pårørende og rummer samtale- og refleksionsværktøjer, der kan tages frem i de sammenhænge, hvor det giver mening.

Materialepakken består af:

• • En pjece, som giver et kortfattet indblik i temaet autisme og kønsidentitet samt inspiration til, hvordan man som fagperson kan arbejde med tematikken.
    
    
  • Refleksionskort, der lægger op til, at personale og ledelse undersøger egne holdninger og forståelser og reflekterer over forskellige dilemmaer og situationer.
    
    
  • Samtalekort til dialogen mellem fagperson og borger. Kortene understøtter samtaler om syv forskellige emner, der er relateret til autisme og kønsidentitet.
    
    
  • Refleksionsbog til personer med autisme, som har behov for støtte i forhold til kønsidentitet.

Formålet er at give fagprofessionelle noget at læne sig op ad, understreger Ann-Marie:

“Vi er ofte vant til at skulle løse og fikse ting. Her skal vi noget andet. Her skal vi bare være. Være nysgerrige og møde borgeren med respekt.”

Grundlag for materialerne

• Materialepakken bygger på både forskning og praksiserfaringer. Forud for materialerne er der dels foretaget en litteraturgennemgang og dels en række interviews, som Specialområde Autisme, Region Midt har stået for i samarbejde med Metodecentret.
  
  
• Interviewene omfatter ti autister med en divergerende kønsidentitet, et fokusgruppeinterview med pårørende og to fokusgruppeinterviews med socialfaglige medarbejdere med særlig erfaring på området.
  
  
• Perspektiverne og hovedfund fra undersøgelsen er samlet i en rapport, som danner grundlag for materialepakken.

Forskning og praksis peger samme vej

Materialepakken er ikke opstået ud af ingenting. Projektet udspringer af en stigende opmærksomhed på internationale forskningsresultater, som peger på, at der blandt autistiske mennesker er en større forekomst af divergerende kønsidentitet – altså oplevelser af ikke at være tilpas i det køn, man er tildelt ved fødslen.

“Vi har en faglig ledelse, der er meget optaget af at følge forskningen tæt og omsætte viden til praksis. Når der viser sig tydelige tendenser i forskningen, er der et ønske om at tage ansvar og udvikle materialer, der kan støtte fagprofessionelle i arbejdet,” fortæller Ann-Marie.

Med afsæt i det identificerede behov blev der gennemført både en litteraturgennemgang og en kvalitativ undersøgelse, herunder interviews – også med autistiske personer. På den baggrund blev det besluttet, hvilke materialer der skulle udvikles.

Siden projektets start har projektgruppen afholdt en række workshops med deltagelse af blandt andet repræsentanter fra interesseorganisationer som LGBT+ og Autismeforeningen samt VISO-konsulenter og -specialister, som har været med til at udvikle og kvalificere materialerne.

Det behov, som forskningen peger på, stemmer også overens med Ann-Maries egne erfaringer fra praksis:

“For 15 år siden handlede mange samtaler primært om seksualitet. I dag fylder spørgsmål om kønsidentitet langt mere i de samtaler, jeg har med borgere.”

Et sted at blive klogere på sig selv

Ann-Marie har haft mange samtaler med autistiske unge og voksne om kønsidentitet gennem årene. Hun oplever, at mange mangler steder og relationer, hvor de trygt kan undersøge deres identitet.

“Jeg plejer at sige, at jeg ikke kan åbne døre for nogen, men jeg kan hjælpe dem med at blive klogere på sig selv.”

Identitet – herunder kønsidentitet – udvikles i samspil med andre mennesker. Mange borgere har ifølge Ann-Marie begrænsede sociale netværk og få relationer at “spille bold op ad”. Derfor bliver samtaler med fagpersoner et vigtigt refleksionsrum.

Hun peger også på et stort behov for viden om processer og tidsperspektiver, fx:

• Hvor lang tid går der fra første samtale til eventuel hormonbehandling?
• Hvornår opstår kropslige forandringer?
• Hvilke trin findes der undervejs?

For autistiske borgere er forudsigelighed særlig vigtig. At vide, hvad der kan ske – og hvornår – kan skabe ro.

Men behovet er ikke kun dokumenteret i forskning. Det mærkes også tydeligt i praksis.

Pubertet, krop og uforudsigelighed

Mange af de borgere, Ann-Marie har talt med, har haft svære oplevelser – blandt andet i forbindelse med puberteten.

“Den psykologiske og kropslige modning følges ikke altid ad. Kroppen forandrer sig pludseligt, og det kan opleves som uforudsigeligt og utrygt.”

Hun understreger vigtigheden af også at tale om, at kønsbekræftende behandling indebærer kropslige forandringer – og at det er noget, man skal være forberedt på.

“Det er vigtigt at forholde sig til, hvilke forandringer der kan ske, og om man er klar til det. For nogle har kroppen tidligere føltes som noget, der ‘forrådte’ dem, og den erfaring skal tages alvorligt.”

Frem med det åbne, nysgerrige sind

Personligt gør Ann-Marie meget ud af ikke at bringe sine egne forforståelser ind i samtalen.

“Min opgave er ikke at lukke noget ned – medmindre borgeren selv ønsker det. Min opgave er at være nysgerrig og undersøgende.”

Mange borgere føler sig misforstået – enten af omgivelserne eller af tidligere fagpersoner. Samtidig kommer de med meget forskellige ønsker: Nogle ønsker kønsbekræftende behandling, andre er i tvivl, og nogle har blot brug for at tale om deres følelser og oplevelser.

Det afgørende er derfor ikke at være ekspert i kønsidentitet, men at turde være nysgerrig.

“Hvis en borger for eksempel går i kjole, handler det ikke om at konkludere noget, men om at kunne stille åbne og respektfulde spørgsmål – hvis relationen er der, og hvis man har spurgt om lov.”

Det betyder heller ikke, at man skal tage hul på emnet i alle situationer.

“Det er en balancegang. Man skal hverken presse eller tie emnet ihjel. Det handler om at sende signaler om, at det her er noget, man godt kan tale om.”

Hun giver et konkret eksempel:
“Man kan for eksempel sige: ‘Nu vil jeg gerne spørge dig om noget, og du må gerne lade være med at svare – men jeg har lagt mærke til, at der ligger en kjole, når jeg hjælper dig med vasketøjet. Vil du fortælle mig lidt om det?’”

At give viden uden at belære

At der nu findes konkrete redskaber til fagpersoner, betyder ikke, at der findes en entydig opskrift på den gode dialog. For Ann-Marie handler materialepakken om at skabe flere trygge rum for samtalen og ”give viden uden at belære”.

“Jeg skal ikke fortælle mennesker, hvem de er – jeg skal være en samtalepartner, der kan give perspektiver og måske tilbyde noget viden undervejs. Og her synes jeg, materialet er rigtig godt til at være med til at starte de samtaler.”

Og i sidste ende handler det om det menneske, der står foran én: “Hvis vi kan klæde medarbejderne bedre på, så de tør være nysgerrige, åbne op og invitere til samtaler, kan det forhåbentlig være med til, at flere borgere oplever trivsel.”

Du kan læse mere om Social- og Boligstyrelsens nye materialer her