Videnscenter for Autisme
Her finder du værktøjer, artikler og faglige tekster fra autismeområdet.
Afvisning gør ondt på de fleste. Men for nogle mennesker kan selv små tegn på kritik eller afvisning føles som en dyb og ret overvældende smerte. Dette fænomen kaldes Rejection Sensitive Dysphoria (RSD) og er en tilstand, der i stigende grad bliver anerkendt som en vigtig del af den neurodivergente oplevelse.
RSD er en forkortelse af Rejection Sensitive Dysphoria. Der findes ikke en officiel dansk oversættelse endnu, oftest bruges begrebet i sin engelske form, men direkte oversat kan man måske bruge Afvisningsfølsom dysfori.
RSD beskriver en stærk følelsesmæssig smerte, som opstår, når man føler sig afvist, kritiseret eller ikke god nok. Personer med RSD reagerer meget kraftigt på selv små tegn på afvisning eller kritik. Det kan føre til pludselige følelser af skam, vrede, tristhed eller selvbebrejdelse.
RSD er ikke en diagnose, men et begreb, der beskriver en særlig form for følelsesmæssig sårbarhed, som mange autister og personer med ADHD genkender sig i.
Da RSD jo ikke er en officiel diagnose, findes der heller ingen specifikke diagnostiske kriterier. Ikke desto mindre beskriver både fagpersoner og personer, der oplever RSD, ofte følgende kendetegn*:
*Kilde: Rejection Sensitive Dysphoria in ADHD & autism | Embrace Autism
RSD kan føles som en pludselig og overvældende reaktion – et følelsesmæssigt stormvejr, der rammer, når man føler, at man er blevet afvist, kritiseret eller gjort forkert.
Afvisningen behøver ikke at være reel. Det er nok, at den føles reel. Hjernen reagerer, som om man er blevet helt ægte afvist – og kroppen følger trop med stress, hjertebanken, skam og tristhed.
Nogle beskriver det som en slags “indre eksplosion”: et øjeblik går alting fint, og det næste sekund rammes man af en voldsom følelse af sorg, vrede eller selvhad. Andre trækker sig indad, bliver stille eller føler sig forkerte i dagevis efter noget, der for andre måske virker som en lille ting.
For folk omkring personen med RSD kan reaktionerne virke uforståelige. En partner, ven eller kollega kan blive forvirret over, at noget “småtingsagtigt” udløser så stærke følelser. Nogle reagerer med irritation eller prøver at “berolige” på en måde, der i virkeligheden får personen til at føle sig endnu mere misforstået.
Det er vigtigt at forstå, at reaktionen ikke handler om dramatik eller overfølsomhed – den handler om smerte. Når man lever med RSD, opleves følelsen af afvisning ikke bare psykisk, men også fysisk. Det kan føles som et slag i maven eller en knude i brystet.
Autisme er en neurologisk forskellighed, der påvirker måden vi sanser, tænker og interagerer med verden på. Mange autister har derfor allerede fra barnsben af oplevet udfordringer med sociale relationer og kommunikation - og har hele livet levet i en verden, der ofte ikke har været designet til vores måde at være i livet på.
Der kan således være flere grunde til, at autister oftere oplever RSD.
Det betyder ikke, at man er “for følsom” – det betyder, at man føler dybt og ofte har båret på følelsesmæssige sår gennem livet.
At forstå RSD som en del af den autistiske oplevelse kan være en lettelse. Mange beskriver det som at få sat ord på noget, de har følt hele livet, men ikke har kunnet forklare. Det er vigtigt at vide, at du ikke er alene – og at du ikke er defekt.
Selvforståelse handler om at lære sig selv bedre at kende, anerkende sine styrker og finde strategier til at håndtere det svære. Det kan være en stor hjælp at tale med andre autister eller tage del i selvforståelsesforløb.
Selvom RSD kan føles overvældende, er der mange måder at arbejde med det på. Det handler ikke om at “stoppe” følelserne, men om at forstå og regulere dem med omsorg for sig selv.
Prøv at bemærke, hvornår RSD typisk dukker op. Er det bestemte personer, situationer eller temaer, der udløser følelsen? Jo bedre du kender mønstrene, desto hurtigere kan du genkende, hvad der sker.
Når RSD rammer, reagerer kroppen hurtigt – måske med tårer, vrede eller panik. Prøv at give dig selv et øjebliks pause. Træk vejret dybt, mærk fødderne i gulvet, og mind dig selv om, at følelsen føles virkelig, men måske ikke afspejler hele sandheden.
Indre selvkritik gør RSD stærkere. Forsøg i stedet at tale til dig selv, som du ville til en ven: “Jeg føler mig virkelig såret lige nu og det er ok. Jeg prøver at tage det roligt og finde ud af, hvad der egentlig skete”.
Fortæl en nær person, hvordan RSD føles for dig. Det kan gøre det lettere at blive mødt med forståelse næste gang, reaktionen dukker op.
Hvis du bliver overstimuleret eller overvældet, så træk dig til et trygt sted. Du har ret til ro og du behøver ikke forklare alt i øjeblikket.
At være i en relation – professionel eller personlig – med en person med RSD kan være udfordrende, især hvis man ikke forstår, hvad der sker i personen. Her er nogle ting, der forhåbentlig kan være til hjælp:
Selv hvis du ikke selv ser en “grund” til reaktionen, så er følelsen reel for personen. Anerkend den: “Jeg kan se, at du blev såret – det var ikke min hensigt.”
Sætninger som “du overreagerer” eller “det var jo ikke så slemt ment” kan forværre oplevelsen. Prøv i stedet med: “Jeg forstår, at du blev ked af det. Skal vi tale om, hvad der skete?”
Mange autister har ofte brug for klar kommunikation. Hvis du fx er træt, optaget eller kort for hovedet, så er det bedre, at du forklarer dette direkte, end at du lader den anden gætte på årsagen til din ændrede kommunikation.
Når følelserne er stærke, hjælper det at fokusere på det trygge: et stille rum, en blød stemme, roligt tempo.
RSD kan være smertefuldt, men det er også et tegn på noget smukt: evnen til at føle dybt, at ønske forbindelse og at have et åbent hjerte.
Med forståelse, støtte og selvomsorg kan man lære at leve med RSD på en måde, der ikke styrer ens liv. Man kan lære at genkende reaktionen, sætte ord på den og skabe små øjeblikke af ro midt i stormen.
For mange autister bliver det en rejse mod større selvforståelse, accept og balance – hvor man opdager, at følsomheden ikke kun er en sårbarhed, men også en styrke.
Her finder du værktøjer, artikler og faglige tekster fra autismeområdet.
Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.