Monotropisme – en særlig opmærksomhed

Jonas sidder ved køkkenbordet med en bunke Pokémonkort foran sig. Han vender et kort, lægger det ned, sammenligner detaljer, og flytter rundt på kortene. Hele hans opmærksomhed ligger i det, der foregår foran ham, og alt andet eksisterer ikke rigtig lige nu.

Hans partner siger noget fra den anden ende af rummet. Han ignorerer det ikke med vilje, men hans opmærksomhed er allerede bundet et andet sted, og derfor hører han det ikke.

Det er en meget central del af det, monotropisme forsøger at beskrive.

Allerede i 1990’erne var forskeren Dinah Murray (som sandsynligvis selv var autistisk) optaget af, at opmærksomhed hos autistiske mennesker kan snævre sig ind i ét spor ad gangen, en slags “opmærksomhedstunnel”.

Billedet af tunneller handler om, at opmærksomheden ikke breder sig over mange ting, men samler sig i ét (eller få) spor, hvor alt andet træder i baggrunden.

Monotropisme-teorien tilskrives hende sammen med hendes kollegaer Mike Lesser og Wenn Lawson (2005). Wenn Lawson er diagnosticeret med autisme og har samtidig været en tydelig stemme i arbejdet med at inddrage indefra-perspektiver i forståelsen af autisme.

Wenn Lawson (2025) beskriver monotropisme som en oplevelse af, at opmærksomheden ikke bevæger sig frit mellem ting, men hæfter sig. Den bliver i det, der allerede er fanget, og slipper først, når noget andet får et tilsvarende greb. Det betyder, at opmærksomheden ikke fordeler sig mellem mange gøremål, men er centreret og gennemgående.

I monotropisme-teorien er det centralt, at opmærksomheden oftest binder sig til stærke interesser. Alt andet får mindre eller ingen opmærksomhed. Når noget ikke opleves som meningsfuldt, har det svært ved at trænge ind, fordi opmærksomheden allerede er optaget.

Det er også derfor, at små skift kan opleves som store for autistiske mennesker. Hele opmærksomhedsfeltet skal flyttes. I teorien beskrives dette som ”inerti”. Selv det at række ud efter et glas vand eller komme ud af sengen kan kræve et skift, der er så omfattende, at det ikke bliver gjort.

I Jonas’ situation er Pokémonkortene hele det felt, opmærksomheden arbejder i. Opmærksomhed på partnerens stemme kræver et fuldt skifte, ikke bare en lille justering.

Monotropisme giver en anden indgang til nogle af de klassiske beskrivelser af autisme: Vanskeligheder ved at skifte mellem opgaver eller håndtere flere led i en besked (eksekutive vanskeligheder) giver god mening, hvis opmærksomheden er samlet ét sted.

Det gælder også social forståelse (Theory of Mind/mentalisering). I en samtale ligger der mange små signaler samtidig, herunder tonefald, timing, ansigtsudtryk, underforståede betydninger. Hvis opmærksomheden er samlet om ét af disse elementer, vil de andre let falde udenfor. Det kan give indtryk af, at noget socialt “mangler”, selvom det i praksis handler om, hvordan opmærksomheden er organiseret i situationen.

På samme måde kan detaljefokus (svag central kohærens) forstås som en naturlig konsekvens af en smal og vedvarende opmærksomhed, hvor enkelte elementer får høj opløsning, mens helheden ikke nødvendigvis samles.

Monotropisme står dermed som en samlet forklaringsramme, hvor forskellene ikke beskrives som mangler, men som en anden måde at fordele opmærksomhed på.

I den ramme er Jonas et helt almindeligt eksempel på en opmærksomhed, der er centreret om det, der giver mening for ham.

Monotropisme rejser samtidig nogle praktiske spørgsmål til den måde, støtte ofte tilrettelægges på. Mange indsatser har fokus på selvstændighed, men tager i mindre grad højde for, hvordan opmærksomhed faktisk fungerer.

En stor del af de færdigheder, der arbejdes med i hverdagen (ofte beskrevet som ADL-færdigheder), ligger uden for det, der spontant fanger opmærksomheden hos mange autistiske mennesker. Opgaver som rengøring, struktur i dagligdagen eller personlig pleje opleves ikke nødvendigvis som meningsfulde i sig selv, og får derfor svært ved at få adgang til opmærksomheden.

Det betyder, at udfordringen ikke kun handler om at kunne, men om hvorvidt opmærksomheden overhovedet engagerer sig i opgaven. Når den ikke gør, kan selv enkle handlinger kræve en uforholdsmæssig stor indsats.

Wenn Lawson beskrev dette på en konference i Irland i 2025. Han kan arbejde koncentreret og på et højt akademisk niveau, men han har samtidig brug for støtte i helt basale hverdagssituationer.

Det peger på en skævhed mellem, hvad der forventes som “selvstændighed”, og hvordan opmærksomhed faktisk er organiseret.

I den sammenhæng bliver det relevant at skelne mellem selvstændighed og selvbestemmelse. Forskning peger på, at oplevet selvbestemmelse har en tydelig sammenhæng med trivsel, mens graden af selvstændighed i sig selv ikke har samme betydning (se fx Pellicano & Heyworth, 2023).

Monotropisme giver således ikke blot en forklaring på bestemte adfærdstræk, men tilbyder et bredere perspektiv på, hvordan autistisk opmærksomhed er organiseret.
I stedet for at forstå vanskeligheder som udtryk for manglende evne, peger teorien på, at opmærksomhed fordeles anderledes – ofte med stor dybde, men mindre fleksibilitet.

Når dette perspektiv inddrages, bliver det tydeligt, at mange udfordringer opstår i spændingsfeltet mellem en monotrop opmærksomhed og omgivelser, der er indrettet til at kræve konstant opmærksomhedsskift.
Forståelsen af monotropisme kan derfor skabe grundlag for mere realistiske forventninger, bedre støtte og øget respekt for forskellige måder at fungere på.

I sidste ende handler monotropisme ikke kun om opmærksomhed, men om menneskelig variation. Om at anerkende, at trivsel og deltagelse ikke nødvendigvis opstår gennem tilpasning til én norm, men gennem rammer, der giver plads til forskellige måder at være i verden på – også når opmærksomheden samler sig i ét spor ad gangen.