Nye tal: Rekordmange autistiske børn i langvarigt ufrivilligt skolefravær

Aldrig før har så mange autistiske børn været væk fra grundskolen i over et år. 

 

I stigende grad står autister på sidelinjen. Ikke af modvilje, men fordi skolen, som den er indrettet i dag, ofte bliver et sted, der slet ikke tilgodeser deres behov. 

 

Det bekræftes i Autismeforeningens nye Inklusionsundersøgelse, hvor 22,8 procent af forældrene svarer, at deres barn har været væk i over 12 måneder – det højeste niveau nogensinde. 

 

En overraskelse er det ikke, men en meget trist milepæl, konstaterer Autismeforeningens landsformand, Karina Bundgaard. 

 

”Den første følelse, der rammer mig, er dyb tristhed. Jeg mærker det helt nede i maven. Jeg ved præcis, hvordan det føles at stå uden at kunne se lys for enden af tunnelen,” siger hun. 

 

Tallene afspejler de fortællinger, vi i Autismeforeningen hører fra familier og børn over hele landet: 

 

”Udviklingen har desværre konstant bevæget sig i den forkerte retning, fordi folkeskolens tilbud ikke i tilstrækkelig grad imødekommer børnenes individuelle behov.” 

 

 

Ren overlevelse 

Undersøgelsen bygger på svar fra 1.405 forældre og kortlægger trivsel, støtte og inklusion i folkeskole, specialskole og behandlingsskoler eller øvrige tilbud. Næsten halvdelen af børnene (46,7 procent) har oplevet ufrivilligt fravær.  

 

For de hårdest ramte – med over 12 måneders fravær – er andelen steget fra 7 procent i 2016 til 22,8 procent i 2025.Den udvikling betyder, at stadig flere børn reelt tabes på gulvet, understreger Karina Bundgaard. 

 

”Konsekvenserne er, at børnene falder fagligt og socialt fra og ofte er henvist til at lære alene uden kontakt til klassekammerater. Afstanden vokser, især når børn tidligere har oplevet misforståelse og eksklusion,” siger hun. 

 

For mange familier er hverdagen blevet en konstant overlevelsestilstand. De ser deres barn mistrives uden at kunne gøre noget, fordi de hverken kan ændre skolens rammer eller få kontakt til de relevante fagpersoner, påpeger Karina Bundgaard. Det skaber følelser af afmagt og magtesløshed. 

 

”Jeg ser så mange familier, hvis liv er i en miserabel tilstand og har været det meget længe - det får familierne til at gå i opløsning. Det står på længe før, man registrerer et barn med skolefravær,” fortæller hun. 

 

Kampen for at få hjælp tærer så meget på kræfterne og kan nemt udvikle sig til et fuldtidsarbejde for mange forældre. 

 

”Det er ikke for ingenting, at forældre omtaler det som en kamp mod systemet. Det system, der skulle gribe os, når vi har brug for det, er der ikke. Eller også er der så store huller, at det ikke længere kan kaldes et sikkerhedsnet.” 

 

Konsekvenserne følger også børn ind i ungdoms- og voksenlivet. 

 

”Vi ser flere unge i starten af 20’erne, der står og banker på døren til førtidspension, fordi de er blevet så dårlige af de belastningsreaktioner, de har oplevet gennem livet – ofte som følge af langvarigt ufrivilligt skolefravær,” siger hun. 

 

 

Besparelser på besparelser 

Ifølge Autismeforeningens landsformand kræver det en ærlig samtale om årsagerne, hvis den negative udvikling skal vendes. Der findes ikke ét simpelt svar, men nogle mønstre går igen. 

 

”Man har skåret og skåret på folkeskoleområdet, indtil der ikke var flere ressourcer tilbage,” siger hun og sammenligner skolen med en stol: ”Fjerner man et ben, vælter den. Først rammer besparelserne typisk minoritetsgrupper – her autister – men til sidst mærker hele klassen konsekvenserne.” 

 

Behovet for flere voksne har længe været tydeligt, blandt andet gennem tolærerordninger. Men gevinsterne udebliver, fremhæver hun. Uden de nødvendige ressourcer forsøger lærere og pædagoger at kompensere ved at dække ind der, hvor der er mangler. 

 

Det slider, mange ender sygemeldte, og ekstra hænder ender med at fungere som brandslukkere. 

 

Og så må man heller ikke glemme skolens opbygning. Reformer og skiftende krav gør gang på gang folkeskolens hverdag uforudsigelig og svær at navigere i, bemærker Karina Bundgaard. 

 

”Eleverne skal lære om mange forskellige emner og forventes at kunne spænde meget bredt. Samtidig er muligheden for fordybelse næsten forsvundet. Det kan være alt fra førstehjælp og verdensmål til temauger – men til sidst springer ballonen.” 

 

For autistiske børn er situationen endnu mere problematisk. Skolemiljøet præges af uklare krav og konstante evalueringer, som gør det svært at gennemskue, hvornår man gør det godt nok.  

 

Åbne klasserum, holddelinger og gentagne ændringer gør det vanskeligt at nå at omstille sig, og de manglende succesoplevelser betyder, at børnene ofte føler sig mislykkede – hvilket hurtigt kan føre til mistrivsel. 

 

 

Sådan kan udviklingen vendes 

For at vende udviklingen kræver det både større erkendelse og konkrete data. 

 

”Politikerne har kun skrabet i overfladen af problemet med ufrivilligt skolefravær. Der er kommet fokus på det – men man tør ikke spørge: Hvem er de børn, der ikke trives i vores folkeskole?” 

 

Børn med langvarigt ufrivilligt fravær har ofte svært ved det uforudsigelige, har brug for struktur og stabile relationer – og voksne med specialiseret viden: ”Den autistiske hjerne fungerer anderledes. Det skal man tage højde for, hvis eleverne skal føle sig mødt og få mulighed for at lære og trives.” 

 

Men erkendelse alene er ikke nok: ”Vi mangler konkrete data. Mange drukner i mængden, fordi specialtilbud nedlægges, og systematiske løsninger mangler. Vi må tage lommelygten frem og lyse på konkrete tilfælde, siger hun og uddyber: 

 

“Nogle elever, der er skoletrætte og har brug for forandring, kan hjælpes med juniormesterlære. Men for børn, der kæmper fra skolestart og måske knækker midt på mellemtrinnet, ligger der særlige årsager bag, og juniormesterlære er ikke løsningen. De årsager skal frem i lyset, og det kræver systematisk dataindsamling.” 

 

 

Forskellighed er værdifuldt 

For Karina Bundgaard handler det nu om, at politikerne ser helheden – ikke kun tallene, men også de menneskelige konsekvenser bag. 

 

”Hvis finansministeren så, hvor dyrt det er at lappe alle de sår, og alt det, vi går glip af – alle de kompetencer og den arbejdskraft, der sættes på standby, fordi familier lever i denne paralleltilværelse – så ville man måske handle anderledes.” 

 

Hun afslutter med en vigtig påmindelse: ”Vi har brug for forskellige rammer for at trives. Vi lærer forskelligt og skal ikke alle ende med at være statsministre. Nogle skal passe dyr i zoologisk have, og andre skal forske i brokonstruktioner.”