Mor ser sin 11-årige søn fire timer hver tredje uge – nu er han flyttet 300 km væk

Amalie Laursen ser sin søn fire timer hver tredje uge. Det kræver en rejse på næsten 300 kilometer.

Tasken er pakket på forhånd med snacks og små ting, hun ved, han kan lide. Turen tager flere timer, hun må overnatte undervejs og når hun endelig kommer frem, går tiden hurtigt.

Afstanden gør ikke.

“Det er enormt ødelæggende for vores relation,” siger hun.

For 20 måneder siden boede han hjemme hos hende i Næstved. I 20 måneder har han villet tilbage dertil.

To sider af samme dreng

Hendes søn blev tvangsanbragt som 10-årig, da man troede han havde tilknytningsforstyrrelse. I dag er han 11 og et halvt år gammel og har i efteråret fået diagnosen infantil autisme i stedet.

Når han er glad, er han kreativ eller dybt fordybet i LEGO. Han har en evne til at fordybe sig i timevis, om det gælder legetøj, biler eller noget helt tredje. Naturen interesserer ham også særligt.

Og generelt i hverdagen skal der være struktur på tingene. Det gælder også hans legetøj: “Han kan ikke blande tingene sammen. LEGO og dinosaurer skal stå på bestemte måder.”

Hun oplever, at hendes søn har to sider. Den ene ser hun selv: den glade, kreative dreng. Den anden, den udadreagerende møder skolen og anbringelsesstedet.

“Når han er i anbringelse, har han det ikke godt.”

Han er gået tilbage, både hvad angår udvikling og trivsel.

“Han har ikke fået lov til at være den, han er.”

En udredning på 20 minutter

Mistanken om autisme opstod allerede i børnehaven. Også i skolen blev den nævnt. Men der gik 6 år, før han fik den.

I starten hjemmeskolede hun ham. Det fungerede, fortæller hun. For hun så en gladere dreng med mere gåpåmod.

Kommunen placerede ham i et behandlingsskoletilbud for tilknytningsforstyrrede. Et valg, som Amalie slet ikke kunne forstå: “Skolen passede ikke til mit barn.”

Og mistrivslen i skolen fortsatte da også sit faste greb, og der skulle gå flere år, før en udredning fandt sted. Da det endelig skete, fik hendes søn kun en legeobservation på 20-30 minutter.

“Det er jo ikke en reel udredning,” pointerer Amalie med en kontant stemme.

Konklusionen blev tilknytningsforstyrrelse og behov for døgnbehandling. En vurdering, hun ikke kunne genkende.

”Vi anbringer ham bare alligevel”

Han blev derefter tvangsanbragt til døgnbehandling på den skole for børn med tilknytningsforstyrrelser, der ikke virkede.

Det undrer hende, fordi han allerede havde gået der i et dagsskoletilbud uden at passe ind.

“Min søn blev anbragt på baggrund af en vurdering, der i virkeligheden ikke var en rigtig udredning.”

En formulering fra kommunen har siden bidt sig fast: “De sagde direkte: ‘Vi kan godt se, at der ikke ligger en udredning, men vi anbringer ham bare alligevel.’”

Opholdet blev slet ikke, som hun havde håbet.

“Jeg kunne mærke med det samme, at det ikke var det rigtige sted. Han ændrede sig, og der kom mange magtanvendelser.”

Samtidig ventede familien fortsat på en egentlig afklaring af autisme. I mellemtiden blev han mødt som et barn med tilknytningsforstyrrelse.

Tilbagegang

Efter anbringelsen begyndte hun at se en forandring.

Legetøj, han var vokset fra, blev taget frem igen. Han trak sig mere ind i sig selv og isolerede sig i stigende grad på sit værelse med en iPad.

“Han blev mere irritabel og mere vred, fordi de ikke forstod ham,” siger hun.

Han mistede færdigheder og blev generelt mere lukket og frustreret.

“Han havde brug for den nærhed fra mig, jeg kunne give ham som hjemmeboende. På anbringelsesstedet lukkede han sig inde i sig selv.”

I 19 måneder gentog han det samme: Han ville hjem.

Under anbringelsen blev han udredt. Denne gang lød konklusionen en anden, nemlig på infantil autisme. Noget Amalie længe havde haft en mistanke om.

Fra Næstved til Struer

Ved flere møder i sagen var forventningen, ifølge Amalie, at hendes søn skulle hjem igen.

“Både min advokat, min søns advokat og andre sagde, at det lignede en hjemgivelse.”

Men sådan gik det ikke. For få måneder siden blev han i stedet flyttet til Struer – omkring 300 kilometer fra familien.

“Han er blevet flyttet langt væk fra sine relationer, selvom det er dem, han har brug for,” siger hun.

Samtidig blev samværet reduceret markant. Hvor hun først så ham hver anden weekend og i ferier, er det nu nede på fire timer hver tredje uge.

Afstanden rammer ikke blot hende, men hele hans netværk.

“Han har to gode venner i Næstved, som han ikke længere kan se.”

Hans mormor er 77 år, gangbesværet og kan ikke rejse de 300 km med tog for at besøge ham.

Tvivl om beslutningen

Flytningen har efterladt hende med spørgsmål.

“Jeg har været ude med vores historie i pressen, og kort tid efter blev min søn flyttet de 300 km væk og samværet sat ned.”

Hun ved ikke, om der er en sammenhæng, men tanken er svær at slippe.

Samtidig er hun i tvivl om, hvorvidt tilbuddet i Struer matcher hans behov.

“Det fremgår ikke, at de har børn med autisme som målgruppe. Det bekymrer mig.”

Autismeforeningen har været i løbende dialog med Næstved Kommune med henblik på at indhente kommentarer til sagen. Det har ikke været muligt at få svar inden deadline.

Lav tiltro til systemet

Kunne det hele være undgået?

For Amalie er svaret ikke svært.

“Hvis man fra starten havde set på hans behov i stedet for at holde min søn fast i et skoletilbud han ikke trivedes i. Hvis bare man havde givet min søn et passede skoletilbud, så han kom til at trives med skolen, var han aldrig blevet anbragt,” siger hun og tilføjer:

"Min søn siger desuden hele tiden efter han blev anbragt, at han ikke vil lære skoleting, før han kommer hjem at bo igen".

Sagen ligger nu hos Ankestyrelsen, og hun har ikke store forventninger.

"Kommunen drejer alt over på mig og på hans udadreagerende adfærd, som de vil behandle. Det duer ikke, at de kigger på mig, og det duer ikke, at de vil behandle min søn. Det er prøvet i 5 1/2 år. Min søn har brug for, at de kigger på min søns behov for at få et af de skoletilbud for børn med autisme, som faktisk er i og omkring Næstved, hvor vi bor og hans behov for at bo hjemme samtidig. Kommunen lytter ikke til andre end dem selv, og Ankestyrelsen og Byretten lytter kun til kommunen, så min søns liv er bestemt på forhånd af kommunen til at ende galt".

Tilbage står ét ønske: “Min søn har brug for at komme hjem. Han trives, når han bor hjemme og også bliver mødt som den, han er, i et passende dagskoletilbud i Næstved Kommune.”