Nico følte sig fremmedgjort: “Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop”

22-årige Nico Rindom kan stadig huske følelsen, som var det i går. Den opstod, længe før han havde ord for den. En knude i maven. En krop, der ikke føltes som hans egen. Et spejlbillede, der virkede fremmed – som om det forestillede en anden. Den lyse stemme, han hørte på optagelser, lød slet ikke som ham.

Indtil da havde han egentlig ikke følt sig forkert. I hans omgangskreds var der plads til mange måder at udtrykke sig på. Men noget ændrede sig, da puberteten satte ind. Fysiske forandringer tog form, som han ikke kunne stoppe. Jo mere brysterne voksede, menstruationen kom, og de rundere former trådte frem i spejlet, desto mere fremmed følte han sig i sin egen krop.

“Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop,” siger han.

"Hvis jeg havde en virkelig dårlig dag, kunne jeg ikke genkende mit eget ansigt. Det var som et totalt disconnect fra min krop og fra den måde, jeg så ud og var på.”

Det handlede ikke om et ønske om at være “et andet køn”. Det var mere grundlæggende: en oplevelse af, at noget var forkert – uden at han havde et sprog for det. Den gængse måde at forstå krop og køn på, stemte ikke med hans egen oplevelse.

Når køn ikke giver mening

De oplevelser, Nico beskriver, kaldes kønsdysfori – et vedvarende ubehag ved kroppen, når den ikke stemmer overens med ens kønsidentitet. Samtidig fortæller han om perioder med dissociative oplevelser, hvor han følte sig adskilt fra sin egen krop.

I dag er han mere afklaret og tryg i den, han er. Han er et ungt menneske, der nyder at være kreativ.

Når han sidder foran computeren eller med papir og blyant, skriver og tegner han eller spiller videospil. I øjeblikket arbejder han på et omfattende worldbuilding-projekt til en bog, hvor han opbygger sit eget univers – komplet med historie, karakterer og et selvudviklet sprog.

“Jeg er i gang med at skabe et univers, som jeg så skriver historier i, og som jeg gerne vil udgive en bog fra,” fortæller han.

Men Nico har også en autismediagnose, som har haft betydning for hans forståelse af sig selv og køn.

“Jeg har svært ved at forstå regler, hvis de ikke giver mening. Og køn føles for mig som en regel, der bare er sat op, uden at jeg kan se logikken i den.”

De klassiske kønskategorier kan han ikke identificere sig med. Han beskriver sig selv som transmaskulin, nonbinær og agender.

“Jeg har svært ved at forholde mig til selve konceptet køn. Jeg er mere agender, end jeg vil betegne mig som for eksempel en mand eller en kvinde.”

At være agender – også kaldet akønnet – betyder, at man ikke identificerer sig med noget køn eller oplever et fravær af kønsidentitet. I praksis betyder det, at Nico går i det tøj, han har det godt i. Han farver sit hår – lige nu grønt – har piercinger og bruger neglelak eller lægger makeup, når han har lyst.

“Jeg går ikke målrettet efter at se maskulin eller feminin ud – jeg prøver bare at være mig selv.”

I dagligdagen vil han gerne omtales som han/ham eller de/dem.

Kroppen som modstander

Men han har ikke altid forbundet sin krop med ubehag. I både folkeskolen og på efterskolen oplevede Nico miljøer, hvor køn ikke var stramt opdelt, og hvor det at sætte spørgsmålstegn ved sin kønsidentitet ikke var unormalt.

“Jeg tror, jeg var relativt heldig i forhold til det sociale. Da jeg først havde fundet frem til, hvad jeg mente var min kønsidentitet, sagde jeg bare til lærerne: ‘Jeg vil gerne have, at I kalder mig Nico i stedet.’ Og så gjorde de det.”

Men selv om omgivelserne var rummelige, var kroppen det ikke nødvendigvis.

Omkring 12-årsalderen begyndte puberteten for alvor at fylde. Bryster, menstruation og en stemme, han ikke kunne genkende, forstærkede følelsen af fremmedhed.

“Det var meget ubehageligt at være i mig selv. Det med bryster, menstruation og den slags var svært.”

Senere opdagede han også, at han ikke kunne holde ud at høre sin egen stemme på optagelser.

“Jeg kunne ikke genkende den. Det ændrede sig først, da jeg startede på testosteron. Der begyndte jeg at kunne genkende min stemme.”

Et bagland, der gør en forskel

Langsomt begynder Nico at eksperimentere med sit udtryk. Han farver sit hår, får piercinger og begynder at drømme om et andet navn – et navn, der passer bedre til den, han er.

På sin 17-års fødselsdag går ønsket i opfyldelse. Hans mor giver ham navnet Nico i gave. Fra den dag bliver det hans.

Især hans mor har været en afgørende støtte i processen.

“Hun forstod det ikke helt til at starte med, men hun gjorde virkelig en indsats for at prøve at forstå og tog mig seriøst. Det hjalp rigtig meget at have hende ved min side,” fortæller han.

Hun bliver også et naturligt bindeled til resten af familien. Hvor det i vennekredsen var relativt ukompliceret at blive mødt med forståelse, krævede det flere samtaler i familien, ofte formidlet gennem hans mor.

“Langt de fleste af mine venner er helt cool med det. Der er noget familie, som har haft svært ved at forstå det, men min mor har taget mange af de samtaler.”

I dag føler Nico sig grundlæggende mødt med accept. Noget, han ved, ikke er alle forundt.

Når systemet tvivler

Selvom det har været forholdsvis ukompliceret at blive accepteret af sine nære omgivelser, har det ydre system været noget lidt andet.

For eksempel husker han en oplevelse med en skolepsykolog, der blev afgørende for, at han trak sig fra at tale med fagpersoner.

“Jeg fortalte, at jeg var kommet ud til min mor, men hun misforstod det og gjorde det til noget meget dramatisk – som om det havde været en stor, traumatisk begivenhed. I virkeligheden havde jeg bare haft brug for at sige det.”

For Nico blev det et mønster, at hans identitet blev tolket som et problem, der skulle forklares væk, i stedet for at blive taget for pålydende. Da han søgte hormoner, oplevede han, at der fandtes en forestilling om, hvordan man er trans “på den rigtige måde”.

“Der har for eksempel været en opfattelse af, at hvis man er autist, så er man trans på grund af sin autisme – og derfor kan man ikke tage stilling til, om man skal have hormoner.”

Mistænkeliggørelsen fik konkrete konsekvenser, da Nico søgte hormonbehandling. Som 18-årig fik han afslag i København.

“Jeg blev vurderet som ikke stabil nok. Så jeg måtte selv finde en psykolog og starte forfra.”

Han peger på et paradoks: “Jeg oplever, at det at have det dårligt bliver brugt som argument for, at man ikke må få den hjælp, der faktisk kunne gøre en mere stabil.”

Først efter henvisning til Center for Kønsidentitet i Aalborg ændrede forløbet karakter.

“I Aalborg fløj jeg igennem. Der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om jeg var ‘trans nok’. De spurgte, om jeg vidste, hvad testosteron gør, hvilke bivirkninger der er, og vurderede at jeg havde taget en informeret beslutning. Da jeg sagde ja, var det nok.”

Som 19-årig startede Nico på hormonbehandling. I dag har han været på testosteron i tre år.

Bare et menneske

Når Nico ser tilbage, tænker han på sig selv som heldig. Heldig, fordi han har mødt støtte og forståelse – og fordi han i dag føler sig tilpas i at være den, han er. Faktisk tænker han sjældent over, at han er transmaskulin nonbinær.

“Jeg er bare et menneske.”

For Nico hænger autisme og kønsidentitet sammen på den måde, at begge dele er spektra, som ser forskellige ud fra person til person.

“Vi er helt almindelige mennesker. Vi lever måske et lidt anderledes liv, men vi er ikke farlige, mærkelige eller uforståelige.”

Ifølge ham bliver både autisme og kønsidentitet ofte blæst op til noget, det ikke er.

“I virkeligheden er det ikke superspændende eller dramatisk. Jeg har valgt et andet navn, bruger nogle andre pronominer og går i noget andet tøj. For omverdenen er det faktisk det eneste, de behøver at forholde sig til.”

Du kan læse mere om Social- og Boligstyrelsens nye materialer her