24-årige Tobias er faret vild på det neurotypiske arbejdsmarked: ”Jeg skammer mig virkelig over at være ledig” 

Softicemaskinen drillede noget så gevaldigt en sommerdag i Ree Park i 2022. Strålen skulle falde jævnt og fylde vaflen uden luftlommer, ellers knækkede isen, når den blev vendt og dyppet i krymmel. For 24-årige Tobias Pedersen krævede det mere end et par forsøg – måske ti ødelagte is – før teknikken sad i fingerspidserne. Han blev ved, tålmodigt og koncentreret, mens kollegerne stod ved siden af og iagttog. De vidste, at han havde brug for tid til at lære tingene i sit eget tempo. 

For Tobias blev øjeblikket et billede på noget, han sjældent havde oplevet: et arbejdsfællesskab med reel forståelse for ham. Det havde langt fra været tilfældet i hans tidligere jobs, hvor korte ansættelser og en voksende usikkerhed blev et genkendeligt mønster. 

”Jeg føler mig som en taber,” siger han og lader ordene synke ind, inden han fortsætter: ”Jeg vil bare være et normalt menneske, der passer ind. Men det føles som om, jeg ikke passer ind nogen steder, hverken privat eller på arbejdsmarkedet.” 

Alligevel, når man graver lidt ekstra, gemmer der sig en tro på ham selv. Noget uforløst. For han ved, at han er mødestabil, han gør, hvad han bliver bedt om, og så har han ”hovedet skruet godt på,” som han selv siger. 

Lige nu møder vi Tobias uden job, på kontanthjælp og indlagt på en psykiatrisk afdeling i Aalborg. I hans tanker sidder en bekymring fast som en plade, der spiller den samme sang igen og igen: Findes der overhovedet en plads til ham på et arbejdsmarked, bygget til neurotypiske? 

Hverdagen med Aspergers 

På mange måder fremstår Tobias Pedersen som en rolig ung mand, der ligner de fleste andre på hans alder og blandt andet nyder at spille skak. Alligevel betyder de behov, han har som autist, at hverdagen ofte bliver mere kompleks. Han har svært ved at afkode de uskrevne sociale regler, hvilket giver udfordringer i sociale interaktioner og på arbejdspladsen, hvor han ofte kan føle sig udenfor. Derfor trækker han sig ofte fra sociale situationer. 

Hjemme kan han klare almindelige huslige pligter, men han har brug for støtte for at få tingene gjort. Diagnosen er forholdsvis ny – fra begyndelsen af 2025 – og han er også under udredning for ADHD. Ud over autisme har Tobias nogle udfordringer, herunder tilbagevendende depressioner, selvmordstanker og et alkoholmisbrug. Sidstnævnte er han i behandling for. 

I flere år boede Tobias i en fireværelseslejlighed sammen med to andre unge mænd, men efter en pludselig fyring endte han i en presset situation på kontanthjælp. Nu bor han alene i en etværelseslejlighed. I skrivende stund er han dog indlagt på en psykiatrisk afdeling. Et sted, som Tobias må opholde sig, fordi han også tidligere har været til fare for sig selv. 

Her reflekterer Tobias over sin plads i livet og på arbejdsmarkedet. Over hvordan han finder et sted, han passer ind. 

Fra HF til ufaglærte jobs 

For at forstå hvorfor han står her, spoler vi tiden tilbage til 2020, hvor Tobias dimitterede fra HF. Med en lyst til at lære lå det ham naturligt, at han herefter skulle videreuddanne sig og finde et job. Først tog han dog et sabbatår som mange andre unge. 

Året efter begyndte han på lærerstudiet, men tingene gik ikke som håbet. Han kom hurtigt bagud, dumpede flere fag, og den støtte, han havde brug for, udeblev. Til sidst valgte han selv at trække stikket og forlod uddannelsen. Siden har han brugt tiden på at forsøge at finde fodfæste på arbejdsmarkedet gennem ufaglærte jobs – ansættelser, der næsten altid har været korte, fordi han ikke har trivedes. 

”Den længste ansættelse, jeg har haft, har varet et halvt år,” konstaterer han og tilføjer: ”Jeg skammer mig virkelig meget over at være ledig.” 

Trods utallige ansøgninger kom han sjældent til samtaler, og de jobs, han fik, var næsten altid takket være kontakter – folk han kendte, som kendte nogen. Kræsen har han bestemt heller ikke været, forklarer han. Som yngre pakkede han internetordrer i en legetøjsbutik. Senere fulgte opvaskerjobs i forskellige køkkener, lagerarbejde via vikarbureau og under corona målte han temperaturer på personalet, for at nævne nogle eksempler. 

Alle steder dukkede de samme udfordringer op igen og igen: især det sociale. Sensoriske påvirkninger som larm, en stærk følelse af usikkerhed i sociale situationer og en tendens til hård selvkritik gjorde arbejdet vanskeligt og til tider overvældende. 

Et sjældent godt match 

Alligevel fandt han et sted, hvor tingene pludselig fungerede. Et sæsonjob, eller et ”klassejob” som Tobias selv kalder det, i Ree Park i sommeren 2022. Her blev hans styrker, præcision, struktur og koncentration, ikke bare anerkendt, men også sat i spil på en måde, der gav ham selvtillid og oplevelsen af at høre til. 

Han arbejdede primært i madboderne og opvasken, og nogle dage fik han også lov at fodre dyr. Næsten fra første dag blev det tydeligt, hvor godt jobbet matchede hans arbejdsstil. 

I opvasken fandt Tobias hurtigt sit flow. Arbejdet kørte næsten på autopilot: mens maskinen bearbejdede én bakke, gjorde han næste klar, så der hele tiden var et system. Det var konkret, forudsigeligt og overskueligt – perfekt til hans behov for struktur. Her kunne han sjældent gøre noget “forkert”, og i det hele taget oplevede han det som et nemt arbejde. 

I madboden stod ingredienserne på række i den rækkefølge, de skulle i burgeren: først brødet, så kød, ost og bacon, videre til grøntsagerne, og til sidst samlingsstationen, hvor burgere blev lagt sammen. 

Opgaverne var konkrete, huskesedler hang på væggen, og kollegerne guidede ham tålmodigt. Én af dem, der lærte ham op i ishuset, var selv autist, hvilket gjorde kommunikationen og forståelsen langt lettere. 

Når forudsigeligheden brydes 

Selvom det overordnet fungerede på jobbet i Ree Park med struktur og tryghed, kunne brud på forudsigeligheden ryste ham. Instrukser, der ikke var konkrete nok, kunne skabe usikkerhed og forvirring. 

I ishuset kunne en simpel instruktion som “Hent is i frysecontaineren” skabe problemer – uden angivelse af typer eller antal. Tobias kunne godt regne ud, at han ikke skulle hente 20 bøtter vaniljeis, men manglede de præcise detaljer for hvilke is og hvor mange. Derfor måtte han ringe til chefen over walkie-talkien. 

En anden gang klagede en kunde over, at isen var for kold. Tobias tænkte, at han kunne forsøge at skrue ned for fryseren, men det kunne han ikke. Som en anden løsning tilbød han oprigtigt at varme den i mikroovnen. Kunden blev vred, og Tobias stod tilbage, fortvivlet, men stadig velmenende. 

Alligevel viste jobbet, at Tobias kan fungere godt på en arbejdsplads, så længe der skabes de rette rammer. Men da sommeren gik på hæld, sluttede jobbet også. 

”Jeg måtte tit flygte ud af rummet” 

Tiden gik, og han prøvede forskellige jobs af. En dag havnede han hos en virksomhed, der arbejder med lys- og lydudstyr. Her blev han ansat i løntilskud fra april til august 2025.  

Det var et fysisk krævende arbejde, fortæller Tobias som det første, når han tænker tilbage: ”Jeg løftede omkring et halvt ton om dagen og gik cirka 20.000 skridt, så jeg var helt færdig, når jeg kom hjem. Jeg stod konkret for at teste, rengøre og sætte lyd- og lysudstyr på plads på lageret, når det kom retur,” siger han. 

Men det var ikke de fysiske krav, der udfordrede ham mest. Det, som for mange er småting – en støjende frokoststue, uklare instruktioner eller uformel smalltalk – blev for Tobias nogle af de største barrierer i hverdagen. 

Især frokostpausen var svær. I rummet sad typisk 20–30 mennesker samlet, og når snakken gik på kryds og tværs, blev lydene, menneskemængden og de mange indtryk hurtigt for overvældende. 

”Det gjorde mig irrationelt vred, og jeg måtte tit flygte ud af rummet. Til sidst sprang jeg frokosten over, fordi jeg ikke kunne holde det ud,” fortæller han. 

At skulle sige noget ”rart og normalt” under frokosten føltes som en umulig opgave: ”Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle sige.

Så kom jeg til at spørge om noget helt mærkeligt, som ‘har du en mikroovn derhjemme?’ – og jeg ved jo godt, at det ikke er sådan noget, folk snakker om. Men jeg kunne ikke finde på andet.” 

Også i selve arbejdet var rammerne uklare. Tobias kunne udføre de konkrete opgaver – løfte, teste og rengøre udstyr – men han vidste sjældent, hvad der kom næste gang. I disse momenter kunne han blive ramt af en forkerthedsfølelse: 

”Jeg kunne ikke selv regne ud, hvad jeg skulle lave bagefter. Så jeg gik hele tiden over til min chef og spurgte: ‘Nu er jeg færdig – hvad skal jeg lave nu?’ Det føltes som om, jeg forstyrrede hele tiden." 

Når overblikket forsvandt midt i en opgave, begyndte han ofte at overkomplicere tingene. Tankerne snurrede, frustrationen voksede, og nogle gange kom han til at skælde sig selv ud – højt nok til, at kollegerne kunne høre det. 

”Det er ikke rart for nogen. Og når først jeg starter sådan, påvirker det hele dagen. Så havner jeg i en negativ spiral,” konstaterer han. 

Fyringen 

Tobias holdt sine personlige udfordringer tæt ind til kroppen over for kollegerne, men valgte at være åben over for sine chefer i håb om forståelse. 

”Jeg begyndte at mærke, at tingene gik ned ad bakke, lige inden jeg blev indlagt,” fortæller han. 

Efter to ugers indlæggelse vendte han tilbage på arbejde, men kun tre dage senere blev han fyret. 

”Det kom bag på mig. Jeg havde aldrig fået en advarsel. Tværtimod havde cheferne sagt, at det gik godt,” siger han. 

Begrundelserne undrede ham også meget. Én af forklaringerne var ”for meget fravær”, selvom alt hans fravær havde været legitimt. Ingen pjæk, som han selv formulerer det: møder hos kommunen, behandlingsmøder for hans misbrug og til sidst en to uger lang indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Aftalen med chefen havde desuden været fleksibel, så han kunne komme og gå, som det passede ham. Alligevel arbejdede han omkring 30 timer om ugen. 

De øvrige forklaringer – at der var ”ting, han burde arbejde med” – var lige så uklare og svære at forstå.  

Selve fyresedlen kom som en mail, mens Tobias sad til et statusmøde hos kommunen, og det overrumplede ham fuldstændig: ”Jeg synes, det var helt uacceptabelt og under al kritik. Ja, jeg blev indlagt, men i mine øjne burde det bare betyde, at jeg ikke fik løn for de to uger. Ikke at jeg mistede mit arbejde.” 

Drømmen om at være ”normal” 

Her ramte Tobias Pedersen et lavpunkt. Fra tidligere at have boet tre sammen i en fireværelseslejlighed, var de nu kun to tilbage, samtidig med at han mistede omkring 25 procent af sin indkomst, da han kom på kontanthjælp. Han havde ingen anden mulighed end at søge indskudslån og flytte ind i en etværelseslejlighed for sig selv i en anden del af byen.  

Problemerne var dog ikke kun økonomiske. Alkoholforbruget tog til, og de negative tanker begyndte at larme højere og højere. 

”Jeg føler, jeg har brugt de sidste par år på febrilsk at lede efter min plads i verden, men jo mere jeg prøver, jo mere går det op for mig, at den plads måske ikke findes,” siger han. 

Alligevel insisterer Tobias på at se fremad. Han vil stadig kæmpe for at finde et sted, hvor han kan trives, og hans eneste krav er enkelt: at arbejdsgivere og kolleger tager hensyn til hans usynlige handicap. Måske bliver det et kontorjob, hvor han stadig kan være lidt aktiv. 

”Der er intet, jeg hellere vil, end at være en del af ‘gruppen’ – altså samfundet og arbejdsmarkedet. Jeg skammer mig virkelig over at være ledig. Mange ved ikke, at autisme er et reelt handicap. Udefra ser det bare ud som dovenskab,” siger han og tilføjer med eftertanke:  

”Jeg vil bare gerne være en normal person. Men jeg passer ikke ind i samme kasse som dem, der arbejder 40 timer om ugen. Og det ved jeg nu.”

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan anonymt kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-05.00. Det er også muligt at skrive eller chatte med Livsliniens rådgivere.