Kommunen kaldte Christina en fare for sin egen søn – nu vil de pludselig sende ham hjem

Den besked Christina fik fra kommunen i januar 2026, var svær at forstå.

Samværet med hendes søn blev begrænset, og hun fik at vide, at hun ikke måtte aflevere ham efter samvær alligevel. Kommunen vurderede, at hun udgjorde en risiko for ham.

”Sagsbehandler forslog på et tidspunkt, at jeg kunne køre ham i skole efter samvær. Til trods for, at forslaget kom fra kommunes sagsbehandler valgte kommunen ikke at lade mig gøre det alligevel,” fortæller hun.

For de fleste forældre ville sådan en besked være svær at ryste af sig. Men det er ikke den beslutning, der i dag undrer Christina mest.

For få uger senere sker der noget uventet: Efter halvandet år i anbringelse vil kommunen pludselig sende hendes niårige søn hjem igen.

Meldingen kommer kort efter, at Christina står frem med sin historie på en konference om retssikkerhed i blandt andet kommunale børnesager på Christiansborg i begyndelsen af februar.

Spørgsmålet er derfor: Hvad har ændret sig?

 

En svær start

Christina husker især én periode tydeligt. Telefonen fra skolen kunne ringe flere gange om dagen. Nogle gange blev hun bedt om at hente sin søn efter få timer. Andre gange midt i et sammenbrud.

”Han kunne få tre til fire nedsmeltninger om dagen. Det var helt ude af kontrol,” siger hun.

Men udfordringerne begyndte flere år tidligere.

Christinas søn er i dag ni år. Ifølge hende er han en kærlig, omsorgsfuld og humoristisk dreng. Men allerede i de tidlige barneår viste der sig tegn på, at noget var svært for ham.

I vuggestuen havde han svært ved at afkode de sociale spilleregler og indgå i samspil med andre børn. I dag ved hun, at han er autist.

”Han havde svært ved berøring, råbte og skreg meget og havde svært ved at være med i leg,” fortæller Christina.

Familien modtog i en periode familiebehandling. I børnehaven voksede udfordringerne. Han reagerede ofte voldsomt, og nogle af de andre børn blev bange for ham. Samtidig søgte han ofte mod yngre børn.

En psykolog tilknyttet børnehaven vurderede, at der kunne være tegn på ADHD, men forklarede, at børn normalt først udredes efter skolestart.

På det tidspunkt boede Christina og hendes søn i Slagelse Kommune. Senere foreslog kommunen et ophold på et mor-barn-hjem, hvor fagpersoner kunne observere dem tættere.

Men allerede to uger efter indflytningen begyndte kommunen ifølge Christina at tale om en mulig anbringelse.

”Det var ikke det, jeg havde forestillet mig, da jeg sagde ja til at flytte ind.”

“Vi var henvist til Birkelund. Hjemmet hvor ’Nødråb fra børnehjemmet’ har sit ophav, og vi var der mens de optog med droner flyvende over stedet.”

 

Skoleskift og nedsmeltninger

I de følgende år skiftede drengen skole flere gange.

Efter en flytning til Sorø begyndte han først på en autismelinje. Men efter to måneder vurderede skolen, at tilbuddet ikke passede til ham. Han startede derefter på en anden skole, hvor han i begyndelsen trivedes, og hvor Christina igen kunne passe sit fuldtidsarbejde.

Efter sommerferien ændrede situationen sig. Der opstod konflikter med ældre elever, og hans adfærd blev mere udadreagerende. Til sidst vurderede skolen, at han ikke længere kunne være der.

Han blev derefter indskrevet i et specialtilbud for børn med komplekse socio-emotionelle udfordringer, autisme og ADHD. Her eskalerede problemerne ifølge Christina.

”Der blev lavet underretninger på underretninger. Og der var også magtanvendelser – jeg tror omkring 13 på tre måneder.”

I samme periode begyndte hendes søn at få flere daglige nedsmeltninger. Også derhjemme kunne situationerne blive alvorlige.

”Han smadrede ting, truede mig med knive og sagde nogle gange, at han ville slå mig ihjel.”

For Christina blev det et tegn på, hvor dårligt han havde det.

”Jeg kunne mærke, at det her var farligt, og at der skulle ske noget.”

 

Psykiatrisk udredning

Christina forsøgte samtidig at få hjælp gennem psykiatrien, men ventetiden på en vurdering var flere måneder.

Ved udredningen fik drengen diagnosen svær belastningsreaktion og blev samtidig diagnosticeret med Tourette. Kort tid efter begyndte han i medicinsk behandling for ADHD.

”Allerede der begyndte mange af problemerne faktisk at stoppe,” fortæller Christina.

Ifølge hendes bisidder og folketingskandidat Mette Friis peger psykiatrien flere steder i journalerne på, at drengens vanskeligheder hænger tæt sammen med hans skoleforløb: ”Psykiatrien har flere gange forsøgt at forklare kommunen, at det her ikke handler om Christina. Det handler om, at drengen ikke havde det rigtige skoletilbud og var i massiv mistrivsel.”

Men underretningerne fra skolen fortsatte alligevel, påpeger Christina.

 

Indstilling om langvarig anbringelse

Efter en periode med stigende konflikter og flere underretninger begyndte kommunen at arbejde frem mod en anbringelse.

Ifølge Christina blev beslutningen om anbringelse truffet, før den børnefaglige undersøgelse var afsluttet – og før drengen var startet på ADHD-medicin.

”Kommunen vil ikke tage med i vurderingen, at medicinen faktisk dæmper mange af de problemer, de bruger som argument,” siger hun.

Kommunen henviste blandt andet til drengens udadreagerende adfærd og til bekymring for hans trivsel i hjemmet. Samtidig blev der rejst tvivl om Christinas forældreevner.

Ved det første møde i Børn og Unge-udvalget besluttede udvalget, at drengen foreløbig ikke skulle anbringes. Udvalget ønskede blandt andet at se effekten af medicinen og få undersøgt Christinas forældrekompetencer.

Kort efter sendte sagsbehandleren dog sagen videre til Ankestyrelsen, som traf beslutning om anbringelse, fortæller Christina.

I oktober indstillede kommunen, at anbringelsen skulle fortsætte frem til drengen fylder 18 år. Begrundelsen var blandt andet mistanke om vold i hjemmet. I dag har han været anbragt i omkring halvandet år.

 

En uventet kovending

I januar 2026 begyndte kommunen at begrænse samværet mellem mor og søn. I en ny samværsplan foreslog sagsbehandler, at Christina kunne køre ham i skole efter samvær. Det afviste kommunen efter kommunale myndighedspersoner kom med deres vurderinger.

”De skrev direkte, at jeg var en fare for hans trivsel og sikkerhed,” fortæller hun.

Kort efter beslutter hun sig for at stå frem med sin historie. I februar deltager Christina i en konference på Christiansborg om retssikkerhed. Blandt deltagerne er professor i forvaltningsret Frederik Waage, flere politikere og formanden for Autismeforeningen.

Konferencen blev livestreamet, og Christinas historie blev efterfølgende delt på sociale medier.

Omkring tre uger senere – den 5. marts – deltager hun og hendes bisidder i et møde med kommunen.

Her sker der noget uventet.

Kommunen meddeler, at de nu vil hjemgive drengen, fordi de vurderer, at der ikke længere er grundlag for anbringelsen.

”Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg havde fået nogle mærkelige breve fra kommunen inden mødet, som jeg ikke forstod,” siger Christina. Hun viste brevene til sin familiebehandler, som sagde, at hun aldrig før havde set sådan nogle breve.

”Det kan selvfølgelig være tilfældigt, men timingen er bemærkelsesværdig,” siger Mette Friis om kommunens kovending.

Christina stemmer i: ”I januar fik jeg at vide, at jeg var en fare for min søns trivsel og sikkerhed. Kort tid efter jeg står frem offentligt, vurderer kommunen pludselig, at der ikke længere er grundlag for anbringelsen.”

Sorø Kommune er blevet forelagt kritikken i sagen og har fået mulighed for at kommentere historien.
Centerchef for Børn og Familier, Morten Mygind Jensen, afviser kritikken og skriver i et svar:

”Vi udtaler os ikke om konkrete sager af hensyn til de involverede. Vores sagsbehandlere vurderer altid hver enkelt sag med udgangspunkt i, hvad der bedst understøtter barnets trivsel og udvikling. Alle beslutninger bliver løbende vurderet og justeret efter behov for at sikre barnets tarv. Omtale i pressen påvirker ikke vores faglige vurderinger, som udelukkende baserer sig på barnets bedste.”

 

Mellem håb og usikkerhed

For nu venter Christina på næste møde med kommunen, hvor en hjemgivelsesplan skal lægges. Først derefter bliver det afgjort, hvornår hendes søn kan flytte hjem.

”Selvom min søn er anbragt, så er det nok det bedste sted, han kunne være havnet når det ikke kan være anderledes. Men han hører stadig hjemme hos mig.”

Hun er i dialog med fagpersoner om, hvordan hjemgivelsen kan ske så skånsomt som muligt, så hendes søn kan opbygge stabile rutiner.

Indtil da forsøger hun at holde forventningerne nede.

”Jeg tør ikke håbe for meget endnu. Jeg er bange for, at kommunen pludselig finder på noget nyt.”

Christina har valgt at stå frem med sin historie, fordi hun mener, at systemet modarbejder for mange familier.

”Jeg har mærket på min egen krop – og på min søn – hvad det her system kan gøre. Hvis min historie kan hjælpe andre familier, er det det hele værd.”