Prolog: Diagnosen, der reddede mit liv

”Tillykke med din nye diagnose, hvis man kan sige det,” sagde min psykiater, imens han lænede sig mod mig og smilede.

“Tak,” sagde jeg og forsøgte at gengælde hans smil.

Han vendte sig om, kiggede på sin computer og klikkede lidt med sin computermus.
Kontoret var både ret mørkt og stille. Gardinerne var rullet ned, og hans køleskab, der kun var fyldt med 25 centiliter flasker Faxe Kondi, var slukket. Det gjorde han, hver gang jeg kom, fordi han vidste - bedre end mig - hvor sensitiv min hjerne egentlig er over for lyde og lys.

“Jeg ved, at det er et spektrum, men hvor slemt, hvis man overhovedet kan sige det, er det?” spurgte jeg.

Han bevægede computermusen lidt igen, inden han kiggede over på mig.
“Du har det i ret stor grad”, sagde han.
Men det forstod jeg ikke.
Jeg havde venner, en kæreste og gennemført min skolegang uden hjælp. Hvordan kunne jeg have levet i 27 år uden at have vidst det? Det kunne jeg ikke få til at passe.

“Du kan ikke være autist”

Samtidig var det også en lettelse. Autismediagnosen var en forklaring på, hvorfor jeg gang på gang i mit liv har crashet: Jeg har flere gange oplevet at brænde ud, og nu havde jeg endelig fundet årsagen bag.

Men lettelsen blev hurtigt mødt af skepsis.
“Er du virkelig autist?” spurgte flere fra min omgangskreds, imens de havde øjenbrynene helt oppe i panden.

Jeg følte, at de krævede en forklaring, som jeg selv var i gang med finde. Og jeg hørte mig selv stamme gennem forklaringer, jeg næsten ikke selv forstod. Så jeg begyndte at tvivle.
Derfor undersøgte jeg, hvorfra min tvivl kom fra.

Jeg læste bogen Kvinder og Piger på Autismespektrummet af Sarah Hendrix, der er britisk specialist i autisme. Da jeg havde læst de første otte siders forord, var jeg ikke i tvivl længere.

Sarah Hendrix forklarer, hvor snæversynet udredningssystemet har været, siden hun ikke engang selv kunne gennemskue det som fagperson. Hun mener, at det stadig er nyt, at kvinder bliver anerkendt for at have autisme, hvilket kvinder lider under. Derfor tænkte jeg, om det også er sådan i Danmark.

Derfor opsøgte jeg både eksperter, kvinder med autisme og formænd for netværk og foreninger med fokus på autisme for at finde svaret.

Det jeg fandt ud af, var nok ikke chokerende for Sarah Hendrix, men det var overraskende for mig.

Det blev til artikelserien Diagnosen, der reddede mit liv.

En serie i tre afsnit, der giver et indblik i, hvordan det er at være kvinde med autisme, når kønsbias præger udredningen.

Læs 1. afsnit her.