Spring navigationen over og gå direkte til indhold

AKUTPLAN: Autismeforeningen sender pressemeddelelse

Ida Auken sender alle mand på dæk, men smider redningskransene overbord.

25. september 2026

Ida Auken fremlagde i dag akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien med disse ord: "Det er ikke sikkert det hjælper alle at få en diagnose. Måske skal man bare have anden hjælp, hvis man har mild ADHD eller mild autisme".

 

Autismeforeningen mener, at akutplanen sætter et vigtigt fokus på de store problemer i børne- og ungdomspsykiatrien, men planen er gennemsyret af en misforstået ide om, hvad autisme er. Derfor risikerer akutplanen at løse et akut problem med den ene hånd, mens den skaber et permanent problem med den anden:

 

”Hvis dem ministeren kalder for børn med ’mild autisme’ er de autistiske børn, der ikke viser tydelige autistiske træk for omgivelserne, så tager hun fejl. Det er netop de børn, som kan være svære at spotte fordi de er gode til at maskere sig, der tit udredes alt for sent. Man kan ikke stille det sådan op, at mild autisme, hvad det så end er, kalder på mild udredning. Hvis der er mistanke om autisme, så er en psykiatrisk udredning helt afgørende for at vurdere, hvordan barnet støttes bedst. Hvis vi skal blive i skibsmetaforen, så bliver udredningen for mange autistiske børn deres redningskrans.”, udtaler Autismeforeningens formand, Karina Bundgaard, og fortsætter:

 

”Jeg er bekymret for, om akutplanen med den ene hånd løser et akut problem og med den anden hånd skaber et permanent problem. De lettilgængelige tilbud er tænkt som redningsbådene, men vi risikerer, at barnet her får den forkerte støtte, fordi der ikke er kompetence til at udrede for autisme. Akutplanen risikerer at erstatte ingen støtte pga. ventetiderne med forkert støtte pga. manglende psykiatriske kompetencer.”

 

Autismeforeningen mener, at akutplanen i højere grad burde have fokus på at sikre den rigtige rækkefølge, når børn og unge møder systemet pga. mistrivsel. Reelle udredningskompetencer skal rykkes så langt frem i processen som muligt. Dette øger kvaliteten i den støtte der så kommer bagefter. Akutplanen bytter rundt på rækkefølgen:

 

”Tanken om ’alle mand på dæk’ er jo god – og nødvendig her og nu. Men det her lyder lidt mere som ’alle mand til gummibådene’. Og så kan de ligesom ro derud af i hver deres retning. Vi bør stræbe efter at vores børn og unge både får rettidig støtte og rigtig støtte. Forkert støtte vil skabe et endnu større pres på psykiatrien på sigt.” siger Karina Bundgaard.

 

I Autismeforeningen står vi som altid klar til at bidrage.

Se også Karina Bundgaard i TV2 News

- klippet er delt og vises via Autismeforeningens Facebook kanal

”I somatikken ville man aldrig begynde at lægge gips på en arm, der måske er brækket. Man undersøger først, om armen er brækket, og så behandler man.”


Sådan sagde Autismeforeningens formand, Karina Bundgaard, til TV 2 News i fredags efter sundhedsministerens fremlæggelse af akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien.

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2026 i forgrunden

Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026