SIKON
SIKON er Autismeforeningens store årlige forårskonference
Har du et spændende oplæg til SIKON-konferencen 2027?
- Eller har du et godt forslag til en anden oplægsholder?
SIKON Konference 2027 afholdes i ODEON, Odense, mandag den 26. og tirsdag den 27. april 2027.
Det overordnede tema er ”Autisme & Tryghed”.
Har du spændende, nye forskningsresultater eller projekter, du gerne vil dele med andre? Eller måske et indefra-perspektiv? Har du erfaringer fra dit liv og virke eller er der særlige emner, du gerne vil videregive/have respons på?
En, du selv har hørt på et møde, et oplæg eller en anden konference? En, der har skrevet en artikel eller en bog? Eller en, du bare virkelig godt kunne tænke dig at opleve på SIKON konferencen 2027?
Vi ønsker at sætte fokus på retten til at blive set, hørt og forstået – som autist og som menneske i en relation til autister.
Tryghed er ikke et individuelt anliggende alene, men et fælles samfundsansvar, der opstår i mødet mellem mennesker, systemer og strukturer.
Når tryghed mangler, risikerer vi marginalisering, mistrivsel samt tab af livsmuligheder og duelighed.
Når tryghed er til stede, skaber den grobund for udvikling, deltagelse og gode liv.
Et vigtigt punkt under dette tema handler om retssikkerhed og forudsigelighed i mødet med myndigheder og systemer.
Det handler også om socialpædagogiske kompetencer og faglig forståelse, der rækker ud over diagnosekendskab og ind i relationel praksis, kommunikation og magtforståelse.
Med afsæt i både forskning, praksiserfaringer og levede liv efterspørger vi analyser af samt bud på konkrete veje til at skabe sikre og trygge livsbetingelser for autister og deres netværk.
Derved forventer vi at styrke forståelsen af, at tryghed ikke er en særforanstaltning, men en forudsætning for ligeværd, deltagelse og livskvalitet for autister og for os alle.
Konferences primære målgruppe er fagfolk fra det kommunale/regionale og private regi. Derudover deltager en del autister/personer med autisme, familier/plejefamilier og netværkspersoner. Konferencen har et max antal på 850 deltagere.
Som oplægsholder får man betalt sine opholdsudgifter såsom hotelovernatning og fuld forplejning - samt refunderet sine transportudgifter ved indsendelse af dokumentation herfor og udfyldt "SIKON Kørsel & Udlægs Skema", efter at konferencen er afholdt. Der udbetales ikke honorar.
Der vil blive refunderet transport- og opholdsudgifter for maximalt 2 oplægsholdere pr. oplæg.
De fleste oplæg på SIKON Konferencerne er sat til en varighed på 50 minutter, som ikke må overskrides tidsmæssigt, da dette medfører en forkortelse af deltagernes pausetid og ofte forsinket fremmøde til efterfølgende oplæg.
Via vores evalueringer af SIKON Konferencerne har vi dog modtaget en stigende efterspørgsel fra både deltagernes og oplægsholdernes side om mere tid til opfølgende spørgsmål til/ erfaringsudveksling om oplæggenes indhold.
Vi har derfor til SIKON 2027 planlagt, at oplægsholderne - udover at holde selve oplægget - også ved indsendelse af Call for Papers forpligter sig til at stille sig til rådighed til en 30 minutters ’Mød oplægsholderen session’ i et andet lokale lige efter, at oplægget er afholdt.
Som noget nyt ønsker vi kun jeres stillingtagen til oplæggets målgruppe - og ikke til oplæggets spor og undertema. I er forsat velkommen til at komme med forslag til andre temaer end hovedtemaet. Hovedtemaet vil dog være den oplægskategori, som kommer til at fylde mest i SIKON programmet 2027.
For at komme i betragtning som oplægsholder, ønsker vi, at du anvender vores digitale skema, som kan tilgås via dette link:
-> Call for Papers SKEMA - SIKON 2027
Begrundede forslag til oplægsholdere/oplæg sendes via almindelig mail med indsenders kontaktinfo til Maria Frostholm Wallbridge på mail: mariaf@autismeforening.dk
Fredag den 28. august 2026. (Hård deadline, da oplæg indsendt efter denne dato som udgangspunkt ikke vil blive medtaget!)
Svar på ansøgningerne til oplægsholderne forventes udsendt i slutningen af september 2026.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Maria Frostholm Wallbridge på tlf.: 6131 3199 eller mail: mariaf@autismeforening.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!