Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen
Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026
- Hjælp os med at skabe viden, der gør en forskel
15. maj 2026
Autismeforeningens årlige inklusionsundersøgelse sætter igen fokus på, hvordan det reelt står til med inklusionen – og med autistiske børn og unge i grundskolen. Vi håber, at alle forældre til børn og unge med autisme vil tage sig tid til at deltage.
I mange år har Autismeforeningen gennem inklusionsundersøgelsen indsamlet vigtig viden fra forældre om hverdagen i skolen. Jeres besvarelser giver et unikt indblik i, hvordan autistiske børn og unge oplever deres skolegang – på tværs af tilbud og kommuner.
Får børnene den støtte, de har behov for?
Er rammerne de rigtige?
Og trives de i deres skolehverdag?
Det er spørgsmål, vi kun kan besvare med jeres hjælp.
Årets undersøgelse er klar, og også i 2026 har vi særligt fokus på ufrivilligt skolefravær og kvaliteten af støtten i skolen.
Alle forældre til autistiske børn og unge kan deltage.
Undersøgelsen dækker bredt – både børn i folkeskolen, specialklasser, specialskoler, behandlingsskoler samt børn og unge uden et aktuelt skoletilbud.
Der er også mulighed for at uddybe dine svar undervejs. Vi læser alle kommentarer grundigt – de er med til at nuancere billedet og styrke vores arbejde.
-> Deltag i inklusionsundersøgelsen 2026 her
Jo flere, der deltager, desto stærkere står vi. Derfor opfordrer vi dig til både at besvare undersøgelsen og dele den med andre relevante netværk.
Resultaterne bruger vi aktivt i vores politiske arbejde for bedre skoleforløb for autistiske børn og unge – over for både kommuner, myndigheder og Christiansborg. Din stemme er vigtig.
Hvis du har flere børn med autisme, vil vi meget gerne have en besvarelse for hvert barn. Du kan besvare undersøgelsen igen ved at slette din browsers historik og cookies mellem hver besvarelse.