Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ditte Rose Andersen vinder Autismeprisen 2026

6. maj 2026

Psykolog og oplægsholder Ditte Rose Andersen er modtager af Autismeprisen 2026 for sin markante indsats for at sætte den autistiske stemme i centrum.

 

Prisen blev overrakt af formand Karina Bundgaard fra Autismeforeningen under SIKON-konferencen i Odense den 27.–28. april.


“Ditte Rose Andersen har udfordret vores måde at tænke på og flyttet fokus fra at få autister til at passe ind til at få omgivelserne til at forstå. Hun minder os om, at kommunikation ikke handler om at forme mennesker, men om at mødes og at trivsel ikke opstår, når man lærer at skjule sig selv, men når man får lov til at være sig selv,” siger Karina Bundgaard.


Autismeprisen gives til personer, der yder en særlig indsats for autismesagen. Med sit arbejde har Ditte Rose Andersen sat et tydeligt aftryk på både fagfolk, familier og autister selv.


Psykolog og oplægsholder Ditte Rose Andersen har arbejdet inden for specialområdet siden 2001 med særligt fokus på autisme, handicap og udvikling af kommunikation. I 2014 introducerede hun tilgangen Intensive Interaction i Danmark – en metode, der styrker kommunikation og samspil hos mennesker med kommunikationshandicap.


Som psykolog arbejder hun for en tilgang, hvor autistisk autenticitet og kommunikation på den enkeltes præmisser er i centrum. Hun flytter dermed fokus fra at få autister til at tilpasse sig omgivelserne – til at få omgivelserne til at forstå autister.


Hun bidrager til øget forståelse, bedre relationer og styrket deltagelse for autister og har allerede haft markant betydning for både fagpersoner og autister i Danmark. For fagpersoner, der får et nyt blik på deres arbejde, for familier, der oplever mindre konflikt og mere ro, og for autister, der bliver mødt med respekt frem for krav om at passe ind.


Autismeprisen 2026 bestod af en glasstatuette, et diplom og 10.000 kroner. Dengang som nu består Autismeprisen af et kunstværk skabt af en eller flere personer på spektret. Årets glasstatuette har motiv fra en akvarel inspireret af udsigten til Bøgeskoven fra Helsingør Ferieby – et velkendt sted for mange af Autismeforeningens medlemmer.


De øvrige nominerede var Høje Taastrup Parasport – Dream Team og Maja Toudal.


Siden 2002 har Autismeforeningen uddelt Autismeprisen til en eller flere personer, der har ydet en betydningsfuld indsats for autismesagen.

 

-> I kan læse mere om Autismeprisen og tidligere vindere her.

Autismeprisen overrækkes til Ditte Rose på Autismeforeningens Sikon konference 2026.

Formand for Autismeforeningen, Karina Bundgaards tale til Ditto Rose.

Kære Ditte

Du har gjort noget, som ikke er let.
Du har udfordret vores måde at tænke på – og du har flyttet fokus fra at få autister til at passe ind og til at få omgivelserne til at forstå.

Det er ikke bare en faglig pointe. Det er et menneskesyn.

Du har en særlig evne til at se de små nuancer, der gør den store forskel.
Til at opdage, hvornår det, vi kalder udvikling, i virkeligheden handler om at tilpasse sig andres forventninger.

Du beskriver det selv så præcist:
At tage den anden alvorligt kan betyde, at vi afstemmer os til et andet tempo, en anden rytme, andre interesser.
At vi fordyber os i det, der giver mening for den enkelte – også når det ikke ligner det, vi havde planlagt.



Samtidig insisterer du på, at autistiske mennesker selv skal have en stemme i forståelsen af autisme.
At vi ikke kan forstå et menneske uden at lytte til det menneske.

Og du minder os om noget afgørende:
At ønsket om relationer er fælles – men ansvaret for, at de kan opstå, er det også.
Derfor må forandringen begynde hos os, i de rammer vi skaber, og i den måde vi møder mennesker på.

Du minder os om, at kommunikation ikke handler om at forme mennesker, men om at mødes.
At relationer ikke skabes gennem krav, men gennem forståelse.
Og at trivsel ikke opstår, når man lærer at skjule sig selv – men når man får lov til at være sig selv.

Det lyder enkelt. Men det kræver mod.
For det udfordrer vaner, systemer – og os selv.

Det, du gør, har betydning.
For fagpersoner, der får et nyt blik på deres arbejde.
For familier, der oplever mindre konflikt og mere ro.
Og for autister, der bliver mødt med respekt frem for krav om at passe ind.

Hvis vi kun skal tage én ting med, så er det måske dette:
At vi først for alvor gør en forskel, når vi stopper med at ville ændre mennesker –
og i stedet begynder at forstå dem.

Kære Ditte
På vegne af Autismeforeningen er det mig en stor ære at overrække dig
Autismeprisen 2026
Stort tillykke – og tak for det arbejde, du gør.

 

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2026 i forgrunden

Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026