Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen
Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026
Psykiatrien skal kunne gribe mennesker, når man har brug for hjælp. Men alt for mange autister bliver ikke grebet i tide. Det har alvorlige konsekvenser for både trivsel og helbred, og i værste fald koster det liv. Autismeforeningen kræver handling og peger her på fire konkrete forslag til områder, hvor der skal sættes ind, hvis psykiatrien skal kunne gøre det, den er sat i verden for.
Af Lærke Møller Hansen, 16. november 2026
En autismediagnose må ikke være endestationen. I dag er det for tilfældigt, hvad der sker, når udredningen er afsluttet, og psykiatrien er i for høj grad bygget op omkring en sygdomslogik, hvor en diagnose peger på en sygdom, der skal behandles, så patienten kan blive rask og udskrives. Dén logik kan ikke overføres til autisme. Derfor er der behov for et opgør med den måde, vi forstår sygdom, diagnose og det at være rask på i psykiatrien.
Autisme er ikke en sygdom, der skal kureres, men en medfødt neurologisk anderledeshed. Autister kan samtidig – ligesom alle andre – udvikle psykiske lidelser og mistrives, blandt andet når omgivelsernes krav og rammer ikke passer til deres behov. Derfor skal psykiatrien kunne skelne mellem autisme og den psykiske mistrivsel eller sygdom, der kan opstå oveni. Ellers risikerer vi at behandle autismen som problemet i stedet for at behandle den psykiske lidelse, som den enkelte har brug for hjælp til.
En diagnose er vigtig for mange. Den kan forklare egne erfaringer, give større selvforståelse og åbne døren til den rigtige hjælp. Men det må ikke være sådan, at man får en diagnosekode i hånden, siger farvel til psykiatrien og bliver sendt ud ad døren. I dag er det alt for tilfældigt, hvad der sker, efter man har fået en diagnose.
Når mennesker venter i årevis på at få afklaret, hvorfor hverdagen ikke hænger sammen, vokser problemerne sig ofte større. Derfor skal der være en klar grænse for, hvor længe man kan vente på en autismeudredning.
Lange ventetider har en høj pris. Uden en forklaring på egne vanskeligheder og adgang til støtte risikerer flere at udvikle alvorlig mistrivsel og psykiske følgelidelser. Samtidig lever vi i et samfund med højt tempo, mange omskiftelige krav og få pauser. Når rammerne ikke tager højde for autistiske menneskers behov, kan belastningen blive så stor, at det får alvorlige konsekvenser for både trivsel og helbred.
Hurtigere udredning handler derfor ikke bare om at få en diagnose hurtigere. Det handler om at få afklaret, hvad der er på spil, så man kan få den nødvendige forståelse, tilpasning og støtte, før problemerne vokser sig alvorlige.
Samtidig er der grupper, som har større risiko for at blive overset. Piger og kvinder diagnosticeres eksempelvis gennemsnitligt senere end drenge og mænd. Det betyder, at nogle kan gå i årevis uden at få den forklaring og støtte, de har brug for. Det samme gælder mennesker, hvis autisme kommer til udtryk på måder, som fagprofessionelle ikke er tilstrækkeligt rustet til at genkende.
Vi skal derfor både forkorte ventetiden og blive langt bedre til at identificere dem, der i dag bliver overset. Jo tidligere autisme identificeres, desto tidligere kan den enkelte få den forståelse, tilpasning og støtte, der kan forebygge alvorlig mistrivsel.
Derfor foreslår Autismeforeningen:
Din adresse må ikke afgøre, om du får den rette hjælp. Men adgangen til autismespecifik viden og behandling har udviklet sig til lidt af et kommunelotteri. På tværs af landet er der store forskelle på kompetencer og behandlingskapacitet. Det betyder, at to autister med samme behov, i deres møde med sundhedssystemet kan opleve vidt forskellige niveauer af kvalitet og autismespecifik indsigt.
Den ene kan få adgang til specialiserede fagpersoner og et relevant behandlingstilbud, mens den anden må vente, kæmpe for at blive forstået eller helt mangler et tilbud, der passer til behovet.
Det er ikke bare et spørgsmål om kvalitet. Det er et spørgsmål om retssikkerhed, for alle borgere har ret til kvalificeret behandling – uanset postnummer. Manglende eller begrænset autismespecifik viden kan samtidig betyde, at psykiske lidelser bliver overset eller misforstået. Så risikerer problemerne at vokse sig større, mens behandling udebliver eller forsinkes. For den enkelte kan det betyde længerevarende mistrivsel og et mere alvorligt sygdomsforløb.
Adgangen til psykiatrisk behandling med høj faglig kvalitet må ikke kun være forbeholdt nogle autister. Derudover skal der være krav til standarder, ligesom det er gældende på sundhedsområdet.
Derfor foreslår Autismeforeningen:
Risikoen for at dø ved selvmord er omkring fem gange højere blandt autister end i den øvrige befolkning. Det er en alvorlig forskel, som kræver politisk handling.
Selvmordsrisiko blandt autister kan ikke reduceres til et spørgsmål om autisme. Problemet opstår ikke, fordi mennesker er autistiske, men fordi de over tid kan blive belastet og overvældet af krav, omgivelser og systemer, der ikke tager højde for deres behov. Ensomhed, isolation, eksklusion, manglende forståelse, afslag på hjælp og utilstrækkelig støtte kan øge belastningen.
Samtidig kan alvorlig mistrivsel være svær at opdage. Nogle har svært ved at beskrive, hvordan de har det, mens andre maskerer deres vanskeligheder for at kunne fungere i en hverdag, der for dem handler om ren overlevelse – om at samle kræfter nok til at komme gennem dagen. Udefra kan de se ud til at fungere. Indeni kan de kæmpe en kamp, som ingen ser.
Derfor er der behov for et bredt løft af specialister og fagprofessionelles evner til at forstå den enkeltes faktiske hverdag og belastning. Det kræver et særligt fokus på kommunikation, tilpassede udrednings- og behandlingsforløb og et systematisk fokus på trivsel, belastning og helbred. Og det kræver, at ansvaret ikke falder mellem to stole, når mennesker har brug for hjælp på tværs af psykiatri, kommune og andre tilbud.
Generelle selvmordsforebyggende indsatser er ikke nok. Hvis vi som samfund vil forebygge selvmord blandt autister, er der brug for forskning om autistiske menneskers belastninger og selvmordsrisiko, som bør formidles til alle relevante dele af sundhedssektoren.
Derfor foreslår Autismeforeningen: