Intensive Interaction: At møde mennesker dér, hvor de er

Et menneske sidder på gulvet, rokker frem og tilbage og laver en rytmisk lyd. I stedet for at afbryde eller forsøge at styre situationen sætter en anden person sig ved siden af. Langsomt begynder personen at følge rytmen og stemme sig ind på den andens måde at være til stede på. Efterhånden opstår et samspil.

For en udenforstående kan det måske se enkelt ud. Men for psykolog Ditte Rose Andersen rummer netop disse øjeblikke noget af det mest grundlæggende i menneskelig kommunikation.

Siden 2014 har hun arbejdet for at udbrede Intensive Interaction i Danmark. Tilgangen anvendes blandt andet i arbejdet med mennesker med omfattende kommunikationshandicap, herunder autister, som ikke eller kun i begrænset omfang bruger talesprog.

Målet er ikke først og fremmest at træne bestemte færdigheder. Målet er at skabe adgang til kommunikation, relationer og medbestemmelse for mennesker, som alt for ofte bliver mødt med lave forventninger til netop deres muligheder for det.

"Jeg møder mange mennesker med begrænset eller intet talesprog. Det er en gruppe, som efter min mening har enorme muligheder for at få mere trivsel og flere meningsfulde relationer," siger hun.

Fra Storbritannien til Danmark

Intensive Interaction blev udviklet i Storbritannien i 1980'erne og var oprindeligt rettet mod mennesker med omfattende funktionsnedsættelser og begrænset eller intet talesprog.

Bag tilgangen lå ny viden om tidlig kommunikationsudvikling. Forskningen viste, at selv spædbørn uden talesprog er aktive deltagere i relationer. De tager initiativ, påvirker deres omgivelser og inviterer andre ind i samspil.

Det fik fagfolk til at stille spørgsmål ved den måde, mennesker med omfattende funktionsnedsættelser ofte blev mødt på.

"Hvorfor står vi hele tiden over mennesker og styrer dem? Hvorfor handler det så meget om adfærd, struktur og skemaer? Kunne vi ikke sætte os ned, skrue lidt ned for kontrollen og være mere optagede af samspillet?" fortæller Ditte Rose Andersen.

Da hun første gang stødte på Intensive Interaction, oplevede hun, at tilgangen satte ord på noget, hun selv havde savnet i arbejdet med mennesker med omfattende kommunikationshandicap.

"Jeg tænkte: Det her må vi have udbredt."

Derfor bragte hun i 2014 Intensive Interaction til Danmark. Siden har hun arbejdet målrettet for at udbrede tilgangen gennem undervisning, kurser og uddannelse af fagpersoner.

Fakta:

Hvad er Intensive Interaction?

• Intensive Interaction er en tilgang, der fremmer kommunikation, samspil og relationer hos mennesker med omfattende kommunikative funktionsnedsættelser, herunder autisme, intellektuelt handicap, multihandicap, hjerneskade og demens.
  
  
• Tilgangen blev udviklet i Storbritannien i 1980'erne og bygger blandt andet på viden om tidlig kommunikationsudvikling og samspillet mellem spædbørn og omsorgspersoner.
  
  
• Udgangspunktet er personens egne initiativer. Den voksne følger, responderer og tilpasser sig den andens måde at kommunikere på.
  
  
• Formålet er at skabe adgang til det helt basale grundlag for kommunikation: at nyde og føle sig godt tilpas med andres nærvær, indgå i meningsfuld dialog, dele de ting, der interesserer én med andre, have fælles opmærksomhed og bruge og forstå stemmer, blikke, berøring og ansigtsudtryk på en måde, der passer én selv godt.
  
  
• Tilgangen tager afsæt i det, der føles rigtigt, interessant og meningsfuldt for det andet menneske; ikke i træning af på forhånd fastsatte færdigheder.
  
  
• Intensive Interaction kan anvendes af både fagpersoner, familiemedlemmer og andre, der ønsker at styrke kommunikationen med autistiske og andre kommunikationshandicappede mennesker.
  
  
• Erfaringer peger på, at tilgangen kan bidrage til øget trivsel, mere meningsfuldt samspil, stærkere relationer og en større forståelse af den enkelte persons ønsker, initiativer og kommunikation.

Kilde: Intensiveinteraction.dk

At følge den andens initiativ

I praksis tager Intensive Interaction udgangspunkt i det, det andet menneske allerede gør og er optaget af.

Hvis en person eksempelvis sidder og banker rytmisk for sig selv, kan et andet menneske sætte sig ved siden af og følge rytmen. Langsomt kan der opstå et samspil.

"Personen opdager måske, at vedkommende kan sætte noget i gang hos et andet menneske. Hvad der så kan udvikle sig derfra, ved vi ikke på forhånd. Men det er netop dét, der interesserer mig."

Ifølge Ditte Rose Andersen bygger tilgangen på den måde, mennesker helt intuitivt kommunikerer med spædbørn på. Når en baby laver en lyd eller søger kontakt, svarer de voksne. De tilpasser stemme, tempo og kropssprog og forsøger at følge barnets initiativer frem for at styre dem.

"Vi venter ikke på et initiativ, der passer ind i vores system. Vi tager alt alvorligt som et udtryk for, at barnet ved noget om sig selv og ønsker noget vigtigt."

"Hvis man tager en to måneder gammel baby, så ville ingen sige: 'Hun laver kun lyde. Vi må hellere fikse hende.' Tværtimod svarer vi på lydene. Vi viser med vores ansigt, vores hænder og vores stemme, at vi er optaget af barnet. På den måde fortæller vi barnet: 'Hvor er det dejligt at høre på dig.' Det skaber trivsel. Det giver en oplevelse af: 'Jeg er, som jeg skal være. Jeg bliver hørt.'"

Det samme grundprincip gælder i Intensive Interaction.

I stedet for at tage udgangspunkt i krav, mål og træning tager tilgangen udgangspunkt i det menneske, man sidder over for, og den måde, personen allerede kommunikerer på.

"Det handler ikke om passivt at vente på, at den anden gør noget. Det handler om en grundlæggende forventning om, at den anden har noget at komme med."

Gennem samspillet får personen mulighed for at udvikle grundlæggende kommunikative færdigheder som fælles opmærksomhed, mimik, turtagning og kontakt med andre mennesker.

Når mennesker får lov til at blomstre

Gennem de seneste 12 år har Ditte Rose Andersen set mennesker udvikle relationer og nye måder at kommunikere på, både i sin egen praksis og gennem de fagpersoner, hun underviser.

"Når de kommer med videoklip fra deres praksis, ser man nogle gange mennesker, som har været isolerede i mange år, begynde at søge samspil."

Hun fortæller om børn og voksne, hvor samspillet måske begynder med en lyd, et blik eller en bevægelse. Små initiativer, som over tid kan udvikle sig til kontakt, relationer og lysten til at være sammen med andre.

"Noget af det stærkeste for mig er at komme hjem til familier og møde børn, som stråler på en helt anden måde end tidligere."

For hende handler det ikke om at forandre mennesker, men om at skabe bedre muligheder for, at deres initiativer bliver mødt.

"Jeg har set mennesker på 40 eller 50 år, som nærmest bliver levende på en ny måde. Ikke fordi de bliver til nogen andre, men fordi de får mulighed for at være mere til stede i relationer og få lyst til samspil med andre mennesker."

Forståelse er afgørende

Erfaringerne har også fået Ditte Rose Andersen til at udfordre nogle af de forestillinger, der fortsat præger synet på autistiske mennesker og mennesker med omfattende kommunikationshandicap.

Hun oplever, at mange gennem livet mødes af lave forventninger og faste antagelser om, hvem de er, hvad de kan og har brug for.

"Der er forskel på ikke at forstå og på at tro, at et menneske grundlæggende ikke kan forstås."

Vi må gerne erkende, når vi ikke forstår et andet menneske, understreger hun. Men vi må ikke gøre manglende forståelse til en egenskab ved personen.

"Hvis vi på forhånd siger, at nogle mennesker aldrig kan forstås, risikerer vi at give dem et ensomt liv, hvor de bliver håndteret gennem data, registreringer og vurderinger i stedet for reelle relationer. Det er ikke et menneskeliv."

Ditte er ikke i tvivl om, at mennesker trives bedre, når de ikke konstant får signaleret, at der er noget galt med deres måde at kommunikere på.

"Det handler ikke om at ændre den anden. Det handler om at følge den anden."

Og netop dér begynder forståelsen, mener hun.

"Hvis vi viser mennesker, at vi nyder samværet med dem, og at vi oprigtigt forsøger at forstå dem, skaber det trivsel."