Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Mellem metal, gysere og damplokomotiver fandt David ro

Metalmusik, gyserfilm og veterantog er ikke bare hobbyer for 22-årige David. På bostedet BOAS Frederiksberg har interesserne banet vej for både trivsel, fællesskab og mennesker, der forstår ham.

Af Lærke Møller Hansen, 21. september 2026

David fotograferet nedefra mens han spiller på sin guitar
Privatfoto

Der hænger sorte bandplakater ved siden af gamle togbrochurer på væggene i Davids lejlighed. To elguitarer er monteret på den hvide væg, mens modeltog står sirligt linet op på hylderne. I den ene vindueskarm står billeder af veterantog og damplokomotiver, mens DSB-bamserne Harry og Solvej sidder i den anden og spejder ud over byen.


David sidder på sengen over for mig med skuldrene let foroverbøjede. Hans øjne lyser op, og begejstringen får ordene til næsten at løbe af sted — om tog, bands og lokomotiver.


Han peger mod et lokomotiv nederst på reolen.


“Den der har jeg faktisk selv kørt med,” siger han.
David er 22 år og har boet på bostedet BOAS på Frederiksberg, siden han var 18. Her har han skabt et hjem fyldt med de ting, der giver ham ro og livsglæde: musik, tog, film og faste, trygge rammer.


“Der er jo en grund til, at jeg har været her så længe. Jeg havde nok ikke valgt at blive her, hvis ikke jeg trivedes.”


Et hjem på egne vilkår


BOAS Frederiksberg er et specialiseret behandlings- og botilbud for normaltbegavede unge mellem 18 og 35 år med autisme og svære følgetilstande. Her får beboerne støtte til blandt andet dagligdag, social træning og botræning.


Da jeg spørger David, hvad det er, der gør, at han har trivedes så godt, vender han flere gange tilbage til betydningen af både at have sit eget hjem og den støtte, der følger med.


“Det er for eksempel sådan noget med at holde lejligheden. Selvfølgelig vil jeg gerne det, men nogle gange handler det også bare om at få det gjort.”


Han fortæller, at personalet blandt andet hjælper med rengøring en gang om ugen, og at det gør tingene mere overskuelige. Struktur og forudsigelighed fylder generelt meget på BOAS. Beboerne får blandt andet menuen til fællesspisningen på forhånd.


“Så ved man, hvad der kommer. Det gør, at man kan være forberedt.”


Også de små praktiske ting betyder noget. Det meste af hans tøj er samme farve.


“Jeg har ikke meget tøj, som ikke er sort,” siger han grinende. Det gør det også lettere at sortere vasketøjet.


Nogle dage spiser han sammen med de andre beboere. Andre dage køber han mad ude i byen eller laver noget selv.


“Det kommer meget an på humøret.”


Beboerne har også ugentlige samtaler og læringsmål, hvor der er mulighed for at tale om det, der fylder. David beskriver det som rart at have et fast rum, hvor man kan tjekke ind og tale om tingene.


Fællesskabet på bostedet betyder også meget for ham.

Det, der er fedt her, er både, at der er andre på ens egen alder, men også at man kan lære noget af hinanden.

Når han ikke er fordybet i sine interesser, bruger han tid i fællesområderne på bostedet, alt efter hvad han har energi til. Her ser han blandt andet film med de andre beboere.


Der bliver også arrangeret aktiviteter som wellnessaftener med massage og afslapning.


“Jeg plejer ikke selv at få massage, men jeg sidder nogle gange bare og drikker lidt te sammen med de andre,” siger han.

Tøjdukkerne Harry Og Solvej siddende i en vindueskarm
Harry og Solvej i Davids lejlighed. Fotograf: Lærke Møller Hansen

Svære teenageår


David kan ikke huske et liv uden diagnoser. Han fik konstateret autisme som treårig og senere ADHD som otteårig.
Men en tidlig diagnose gør ikke nødvendigvis livet lettere i hans øjne.


“Mange tror, at jo tidligere man får diagnosen, jo nemmere bliver livet. Men sådan er virkeligheden ikke nødvendigvis.”


Gennem årene har han stadig mødt mennesker, som ikke kunne — eller ville — forstå ham.


“Det største problem er den manglende forståelse i samfundet,” siger han. “Nogle mennesker vil simpelthen ikke forstå én.”


Særligt teenageårene husker han som svære.


“Da jeg var 12-14 år, havde jeg det ret dårligt psykisk. Dengang fyldte angsten meget mere.”


I dag oplever han, at det er anderledes. Ikke fordi udfordringerne er forsvundet, men fordi han med tiden har lært sig selv bedre at kende.


“Nu kommer det stort set aldrig længere, fordi jeg har lært at genkende det og håndtere det, når det kommer.”


Han tror også, at alderen har gjort en forskel. At nogle ting fylder mindre med tiden. At man langsomt bliver mere tryg i sig selv.


Guitar riffs, metal og gyserfilm


Kigger man rundt i Davids lejlighed, er der ingen tvivl om, at musikken fylder meget i hans liv. På væggene hænger plakater af heavy metal-bands og ikoniske albumcovers, og på den modsatte væg hænger to elguitarer.


Da samtalen falder på musik, bliver stemmen hurtigere, mens han fortæller om Iron Maiden, Metallica og Black Sabbath — om guitarister, albumhistorik og riffs, han kan forklare ned til mindste detalje.


“Jeg var som Bambi på glatis, da jeg begyndte at spille guitar,” siger han med et grin. “Men nu kan jeg spille Metallica-soloer.”


Han begyndte selv at spille guitar for omkring fire år siden, og siden har musikken fyldt mere og mere.


Det var blandt andet serien Stranger Things, der gav ham endnu mere lyst til selv at spille guitar. Især én scene nævner han med det samme: da karakteren Eddie Munson spiller Metallicas “Master of Puppets” i seriens fjerde sæson.


“Det nummer er ret svært,” konstaterer han.


Musikken er langt fra den eneste interesse, der får ham til at lyse op.
Film fylder også meget i hans hverdag, særligt gyserfilm.


“Gyserfilm gør mig på en mærkelig måde mere afslappet.”


Selvom filmene er bygget op omkring chok og spænding, oplever han sjældent forskrækkelserne som skræmmende.


“Jeg er god til at forudse, hvornår de kommer.”


Men interessen stopper ikke ved gysergenren. Han nævner titler som Pulp Fiction, Jurassic Park og Ternet Ninja, men da samtalen falder på The Shining, lyser øjnene ekstra op, og han glider hurtigt over i detaljerede beskrivelser af filmens plot og karakterer.


Damplokomotiver, DSB og veterantog


Hvis der er én interesse, David ved endnu mere om end musik, så er det tog.


Rundt omkring i rummet står modeltog side om side med gamle togbrochurer og billeder af damplokomotiver. I vindueskarmen sidder Harry og Solvej — de velkendte DSB-bamser fra reklamefilmene Harry og Bahnsen — og mellem plakater og fotografier hænger billeder af veterantog og gamle lokomotiver.


Da samtalen falder på DSB og damplokomotiver, begynder David næsten automatisk at pege rundt i rummet. Han fortæller detaljeret om lokomotivtyper, gamle jernbanestrækninger og veterantogskørsel i Nordsjælland.


Han peger mod modellen nederst på reolen.


“Den nederste model derovre er faktisk et lokomotiv, jeg selv har kørt med,” siger han. “Der er også et billede af det i rammen ved vinduet.”


Billedet er fra september 2019, hvor lokomotivet kørte på Kystbanen.


David er selv frivillig i foreningen Nordsjællands Veterantog, hvor han har været tilknyttet i flere år. Her er han med til veterantogsture, blandt andet på Kystbanen til Helsingør.


“Jeg synes, det er rigtig spændende,” siger han.


Musikken som fælles sprog


Når David ikke fordyber sig i musik, film eller veterantog, går han ofte ture rundt i området omkring bostedet. Turene ender tit på den samme café med en americano foran sig. Nogle gange alene. Andre gange sammen med en nær veninde.


De deler blandt andet interessen for musik, og venskabet betyder meget for ham.


“Vi kan fortælle hinanden stort set alting, og jeg ved altid, at jeg kommer til at grine, når jeg er sammen med hende. Hun er virkelig sjov.”


Efter undervisning mødes de ofte til kaffe og taler om musik, film og hverdagen.


“Hun er virkelig glad for musik,” fortæller han. “Hun er faktisk blandt de 20 personer i verden, der bruger Spotify mest.”


Gennem deres venskab har hun blandt andet lært flere af hans yndlingsbands at kende.


Mange gode mennesker


Et andet sted, hvor David bruger meget af sin hverdag, er hos Center for Autisme, hvor han er i beskyttet beskæftigelse. Fire dage om ugen møder han ind for at skrive artikler til fagbladet, ofte om kultur, musik eller andre emner, der optager ham.


Han har blandt andet skrevet en artikel om Ozzy Osbourne i forbindelse med Black Sabbaths sidste koncert.


“Jeg kan godt lide at skrive og synes, det er sjovt at lære.”


På Center for Autisme har han også fundet andre, der deler interessen for heavy metal og musik generelt. Her er både øvelokale og lydstudie, og indimellem mødes de og spiller sammen.


Særligt én musiklærer betyder meget for David.


“Han er den bedste, der findes,” siger han og tilføjer: “Han er bare et godt menneske.”


Da jeg spørger, om menneskene omkring ham har haft betydning for hans trivsel, svarer han uden tøven: “Ja. Både her på BOAS, på Center for Autisme og i veteranklubben. Der er mange gode mennesker.”


I sit eget tempo


David læner sig tilbage på sengen og lader blikket glide mellem guitarerne på væggen, modeltogene i vinduet og plakaterne omkring ham.


Han ved godt, at fremtiden kan ændre sig. At der er forventninger om at komme videre. Stemmen bliver mere stille, da han taler om frygten for at blive presset videre fra det sted, hvor han trives.


“Jeg vil ikke blive presset. Jeg vil gøre det i mit eget tempo,” siger han.


Kort efter glider samtalen tilbage til musikken, guitaren og de sange, han stadig drømmer om at lære.


Inden interviewet slutter, ender vi igen ved The Shining. David fortæller engageret om filmens symbolik, den psykologiske stemning og Jack Nicholsons rolle, mens han endnu en gang forsøger at overbevise mig om, at jeg burde se den.


“Den er pissegod,” siger han grinende.

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2026 i forgrunden

Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026