Når Thor trives, vokser han: “Første gang han selv løb ind i skolen, var kæmpestort for os”

Honninghjerterne hænger i røde bånd under taget på de små træboder på julemarkedet i Dragør. Der dufter af brændte mandler, gran, gløgg og varm kakao.

Om dagen fyldes pladsen af mennesker. Børn løber mellem boderne. Julemusik strømmer ud af højtalerne og blander sig med stemmerne fra mennesker, der står tæt med varme papkrus mellem hænderne i de smalle gader mellem de gamle huse.

For mange familier er julemarkedet ren julehygge. For Thors familie har det været noget, de måtte lære at opleve på en anden måde.

Mens den ene forælder tog storesøster Liva med rundt mellem boderne om dagen, blev den anden hjemme hos Thor. Familien elsker julelys, honninghjerter og stemningen på markedet, men menneskemylderet og de mange sanseindtryk blev hurtigt for meget for ham.

Men sidste december skete der noget uventet.

Sent en aften ville Thor ud at gå en tur. Det var koldt, og byen var næsten stille, da familien gik hånd i hånd gennem Dragørs gamle gader mod julemarkedet. Boderne var lukkede, men lyskæderne hang stadig mellem træhusene, og juletræet oplyste pladsen i mørket.

Thor gik foran.

Ved træet stoppede han op, pegede op mod stjernen og sagde stille: “Se.”

Hans øjne lyste.

For Thors forældre, Martin Lykke og Kristina Jensen, blev natteturene et af mange små øjeblikke, der lærte dem noget vigtigt om deres søn: Trivsel handler ikke om at passe ind i de samme rammer som alle andre. Nogle gange opstår glæden, roen og nysgerrigheden først, når der bliver skabt plads til barnets egen måde at være i verden på.

“Vi fik det bedste af to verdener: hyggelige ture med vores datter om dagen og hyggelige midnatsture med hele familien,” fortæller Martin.

“Det var så stor en succes, at vi tog fire midnatsture.”

I dag er Thor syv år og går i børnehaveklasse på Sofieskolen. Et sted, hvor der er plads til, at han kan lære, udvikle sig og trives som den glade dreng, han er.

At opleve verden anderledes

Inden Thor begyndte på Sofieskolen, var han hjemme det meste af tiden sammen med sin far og havde kun været kortvarigt i både vuggestue og almindelig børnehave.

Allerede tidligt mærkede hans forældre, at deres søn oplevede verden anderledes end mange andre børn. Ikke fordi han virkede ulykkelig. Tværtimod beskriver de ham som en glad dreng med stor ro i sig selv og en tydelig fornemmelse af, hvad han kan lide og ikke kan lide.

Men nye omgivelser, mange mennesker og skift blev hurtigt for overvældende.

“Det var også coronatid, så det hele var svært at gennemskue,” fortæller Martin og Kristina.

I den almindelige børnehave oplevede personalet ofte Thor som en, der gerne ville være for sig selv og i sin egen verden. Hjemme var der energi og interaktion med familien.

En psykolog fra kommunen observerede Thor i børnehaven, men forældrene kunne ikke genkende beskrivelsen af deres søn. Derfor begyndte de at filme ham derhjemme efter børnehave.

“Personalet kunne slet ikke genkende den Thor, de så på videoerne. Der kunne vi mærke, at noget ikke hang sammen, og vi tog ham straks ud af børnehaven, så han var hjemme med mig fuld tid” fortæller Martin.

Thor havde kun gået delvist i børnehave. Ikke hver dag, ikke på fuld tid og med lange pauser imellem. En stor omvæltning var det derfor hverken for far eller Thor.

“Jeg gik stadig hjemme med ham, fordi vi kunne mærke, at det her måske ikke var det rigtige for ham.”

At finde det, der virker

Da familien begyndte udredningen for autisme, faldt flere ting stille og roligt på plads.

Diagnosen kom ikke som et chok. I stedet gav den familien et sprog for det, de længe havde mærket: at Thor havde brug for noget andet end de rammer, han befandt sig i.

“For os var det vigtigste aldrig selve diagnosen. Det vigtigste var: Har vores barn det godt? Og det havde han,” siger Kristina.

Hjemme begyndte familien langsomt at skrue hverdagen mere og mere ind efter det, der gav Thor ro. Færre skift. Mere forudsigelighed. Mere tid.

“Det handler meget om at finde ud af, hvad der fungerer for ham.”

Herefter valgte familien at vente på en specialbørnehave, de følte var den rigtige, også selvom mulighederne var få.

“Vi plejer at sige, at vi hellere vil køre fem kilometer i timen i den rigtige retning end 110 kilometer i timen i den forkerte.”

Til sidst søgte Dragør Kommune om en plads til Thor på Sofieskolen, der både rummer en specialbørnehave og skole. Et sted, Martin og Kristina er meget taknemmelige for.

Plads til at lande

Thor gik først i specialbørnehaven på Sofieskolen, hvor han trivedes godt, og senere rykkede han over i skoleafdelingen. Derfor gik hans forældre optimistisk ind til overgangen til børnehaveklassen. Her blev han en del af en lille klasse med tre børn, som alle har forskellige behov.

Selvom Thor kendte området fra børnehaven, blev overgangen til skolen alligevel overvældende.

“Det særlige ved Thor var, at han havde det meget svært med overhovedet at skulle komme et nyt sted hen fysisk. Han lagde sig bare ned på gulvet og ville ikke ind i klassen,” fortæller hans lærer Lise og peger ned mod gangen foran klasselokalet.

“Jeg kunne godt se, at det sansemæssigt var enormt stort for ham at skulle rykke til et nyt sted. Mange børn kommer bare ind og tager rummet, hvis strukturen er der. Men Thor havde brug for noget andet.”

For Lise handlede den første tid derfor ikke om at presse Thor ind i nye rutiner, men om at skabe tryghed.

Hun satte sig ofte ved siden af ham i gangen udenfor klasselokalet, mens de sammen ventede på, at han var klar til at nærme sig døren.

“Langsomt fik vi ham lusket ind i klassen,” siger hun med et smil.

I begyndelsen tilbragte Thor meget tid i sit pausehjørne. Når han blev utryg, trak han sig helt ind i sig selv og blev meget stille.

Behovet for ro, tryghed og forudsigelighed genkender hans forældre tydeligt hjemmefra.

“Hvis solen er for skarp, eller der er for meget støj, kan det hurtigt blive for meget for ham,” fortæller Kristina.

“Overgange mellem steder og aktiviteter har været noget af det sværeste for Thor.”

Derfor forsøger familien også at skabe så faste og genkendelige rammer som muligt. De vender ofte tilbage til de samme steder og rutiner, som giver Thor ro.

“Vi har et fast sted i Sverige og et fast sted i Spanien, som vi vender tilbage til igen og igen,” fortæller Kristina.

“Han har det virkelig godt på de ferier. Om dagen er han ofte meget indenfor på grund af solen, men når det bliver mørkt, elsker han at komme ud.”

Tryghed først

I begyndelsen handlede skoledagene ikke om store faglige mål eller lange dage i klasseværelset. De handlede om tryghed.

Thor havde lange pauser, sad meget i sit pausehjørne og blev hurtigt overvældet af nye rum, lyde og skift mellem aktiviteter. Pausehjørnet blev hans faste holdepunkt i klassen. Samtidig fandt han sin tryghed i læreren Lise, der spiste med ham, hjalp ham og fulgte ham gennem dagens mange små overgange.

“Jeg blev hans primære tryghedsperson,” fortæller hun.

Langsomt begyndte Thor at tage flere skridt i sit eget tempo.

Først handlede det om at kunne være i klassen. Senere begyndte lysten til at lære og nysgerrigheden på skoleopgaverne stille og roligt at pible frem.

“Det var helt almindelige opgaver med ord, billeder og bogstaver. Alt sådan noget sad jeg og lavede ved siden af ham,” fortæller Lise.

“Og lige så snart jeg kunne mærke, at nu kunne han ikke mere, så fik han pause. Han havde virkelig lange pauser i starten.”

I begyndelsen havde Lise og pædagogen også svært ved at få lov til at hjælpe ham med at skifte tøj, og han havde heller ikke lyst til at være ude i skolegården.

Thor var samtidig meget motiveret for at komme hjem om eftermiddagen og for sin computer, og det blev noget, Lise aktivt brugte som støtte i hverdagen.

“Jeg viste ham et skema med, at når han havde været ude i skolegården, så skulle han hjem bagefter. Og så tog jeg computeren med ud. Først handlede det bare om at få ham til at gå ned ad trappen.”

Hvis der var mange børn i skolegården, blev det stadig for overvældende. Så holdt Thor sig for ørerne og bankede på døren for at komme ind igen. Derfor begyndte de at gå udenfor, når skolegården var tom.

Det gjorde en stor forskel.

I dag er Thor også ude på skolens legeplads.

“Han kan kun lære noget, når han er i trivsel,” siger Lise.

For familien er det netop den tilgang, der har gjort den største forskel.

“Mange af de store skridt, Thor har taget, hænger sammen med den tryghed, Lise har givet ham,” fortæller hans forældre.

“Når man oplever, at ens barn kan komme et sted som Sofieskolen og møde mennesker som Lise, så får man også en tro på, at der findes gode steder.”

Når små skridt bliver store

Afleveringerne ved skolen var længe noget af det sværeste for Thor. Lydene, bevægelserne og de mange børn omkring indgangen blev hurtigt for overvældende.

“I starten kunne det tage 50 minutter bare at få ham ud af bilen,” fortæller Kristina.

“Hvis der er mange børn ude, holder han sig for ørerne og banker på døren for at komme ind igen.”

Langsomt begyndte noget dog at ændre sig. I dag hopper Thor hurtigt ud af bilen om morgenen, går glad ind i klassen og laver sine opgaver.

“Første gang han selv løb ind i skolen, var kæmpestort for os.”

Også i sociale situationer har Thor flyttet sig. Kristina fortæller om skolens fredagscafé, hvor børnene kan købe kage og chips med mønter. I begyndelsen sad Thor med hørebøffer på og trak sig ofte ind i computeren.

“Nu sidder han uden hørebøffer og uden computer. Det er sådan nogle ting, hvor vi nogle gange kniber os selv i armen,” siger Kristina.

”Han er utrolig groundet”

I hverdagen leger han meget med sin søster Liva.

Sprogligt er de meget forskellige. Hvor Liva tidligt havde et meget avanceret sprog, har Thor haft større udfordringer med talesproget. Selvom Thor ikke altid siger så meget, oplever familien tydeligt, hvor meget han forstår og opfatter omkring sig.

“Det afgørende ved Thor er, at det, han siger, giver mening i den rigtige sammenhæng,” fortæller Kristina.

“Det viser jo, at han forstår langt mere, end man måske lige tror.”

Kristina mærker også tydeligt, at Thor hviler meget i sig selv og sine behov.

“Han er utrolig groundet. Han ved virkelig godt, hvad han vil, og hvad han ikke vil.”

I hverdagen tænker familien ikke altid over udviklingen, fordi den sker lidt efter lidt. Men nogle øjeblikke brænder sig fast.

“Thor sad sammen med sin storesøster, og pludselig havde han skrevet sit eget navn. Det var helt fantastisk.”

Læring gennem gaming

I bilen sætter Thor ofte den samme sang på fra et af sine yndlingsspil. Den spiller igen og igen.

Gaming fylder meget hjemme hos familien og er blevet en vigtig måde både at være sammen og lære på.

“Vi gamer rigtig meget sammen,” fortæller Martin med tydelig begejstring.

Computerspillene er nemlig blevet meget mere end underholdning. Ofte opstår læringen helt naturligt undervejs.

“Nogle gange finder vi tastaturet frem i spillene, og så står vi faktisk helt uplanlagt og øver bogstaver og navne, uden at det føles som undervisning.”

Ifølge Martin lærer Thor bedst, når det tager udgangspunkt i noget, han selv interesserer sig for, og når det kommer naturligt.

Især spil som Plants vs. Zombies er han helt vild med, og han er så glad for det univers, at han også har en masse bamser og figurer fra spillene. Dem leger Thor og hans far med i den fysiske verden, ligesom de også bliver fragtet mellem hjem og skole.

Og spillene har også givet familien et særligt indblik i hans måde at tænke på.

“Hans storesøster kunne engang ikke komme videre i et spil. Hun og jeg sad begge to og blev mere og mere frustrerede,” fortæller Martin.

“Så kommer Thor hen og hjælper. Han prøver et par gange, går meget mere nysgerrigt til værks og prøver metoder af, som vi slet ikke havde tænkt på.”

Kort efter løste han problemet. For Martin er det noget af det, han beundrer mest ved sin søn.

“Han bliver faktisk overraskende sjældent frustreret. Han bliver ved med at undersøge og prøve nye løsninger i stedet for bare at give op.”

En glad familie

For Kristina og Martin har livet med Thor også ændret deres blik på, hvordan et familieliv kan se ud.

“Man lærer jo altid sine børn at kende undervejs. Men med Thor har vi også fået øjnene op for mange ting på et menneskeligt plan,” fortæller Kristina.

I dag forsøger de at tage udgangspunkt i det, der giver Thor ro, glæde og lyst til at være med. Og samtidig sørger de også for, at storesøster Liva får lov at opleve nogle af de ting, hun ønsker, som for eksempel de årlige storbyweekend-ture med en af forældrene. Ture, som Thor på ingen måde ville få gavn af.

Mødet med Sofieskolen har også givet familien håb for fremtiden:

“Når vi oplever steder som Sofieskolen og mennesker som Lise, så giver det håb. Det giver os en tro på, at der findes steder og mennesker, som kan hjælpe vores søn med at trives,” siger Martin.

Kristina bliver stille et øjeblik, inden hun ser over på sin søn.

“Thors autisme tog ikke noget fra os som familie. Det gav os noget ekstra.”