Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nyt dansk studie finder ingen sammenhæng mellem paracetamol under graviditet og autisme

- Et stort dansk studie med mere end 1,5 millioner børn finder ingen sammenhæng mellem brug af paracetamol under graviditet og autisme. Dermed føjer endnu en stor undersøgelse sig til rækken af studier, der afviser påstanden om en sammenhæng.

18. maj 2026

Formand Karina Bundgaard

Kan gravide kvinder risikere, at deres børn udvikler autisme, hvis de tager paracetamol under graviditeten?

Det spørgsmål har siden efteråret 2025 skabt debat internationalt – ikke mindst efter udmeldinger fra USA’s præsident Donald Trump. Men nu afviser et nyt stort dansk studie, at der er en sammenhæng, skriver Rigshopitalet i en pressemeddelelse.

Studiet omfatter mere end 1,5 millioner børn født i Danmark fra 1997 til 2022 og er offentliggjort i det internationale tidsskrift JAMA Pediatrics.

”Vi finder ikke nogen øget risiko for autisme hos børn, hvis mødre har taget paracetamol under graviditeten,” udtaler speciallæge Kira Philipsen Prahm fra Obstetrisk Klinik på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.

Blandt de cirka 31.000 børn, der var eksponeret for paracetamol i fosterlivet, fik 1,8 procent en autismediagnose. Til sammenligning gjaldt det 3,0 procent blandt de ikke-eksponerede børn.

Forskerne understreger samtidig, at der heller ikke er nogen statistisk signifikant sammenhæng, når der tages højde for faktorer som sygdom, medicinforbrug og sociale forhold.

Påstand uden videnskabelig dokumentation

Debatten om paracetamol og autisme fik stor international opmærksomhed efter udmeldinger fra USA’s præsident Donald Trump i efteråret 2025.

På et pressemøde sagde han blandt andet, at den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse FDA ville begynde at informere læger om, at brug af paracetamol under graviditet “kan være forbundet med en øget risiko for autisme”. Trump fremlagde dog ikke videnskabelig dokumentation for påstanden.

Udmeldingerne blev efterfølgende omtalt i både amerikanske og internationale medier, herunder CNN, Reuters, The Guardian og ABC News.

I Autismeforeningen har vi tidligere taget afstand fra påstanden og understreget, at der ikke findes dokumentation for en sammenhæng mellem paracetamol og autisme.

Et svensk studie fra 2024 med næsten 2,5 millioner børn fandt ligeledes ingen tegn på, at paracetamol forårsager autisme. Forskerne pegede blandt andet på, at genetiske faktorer og underliggende forhold hos forældrene kan spille en rolle i tidligere observationer.

Risiko for unødig bekymring

Paracetamol er Danmarks mest solgte smertestillende middel og kendes blandt andet under produktnavne som Panodil og Pamol.

Ifølge Kira Philipsen Prahm kan udmeldinger uden videnskabeligt grundlag skabe unødig bekymring hos gravide og i værste fald føre til, at nogle undgår nødvendig behandling.

Paracetamol er fortsat den mest anbefalede smertestillende medicin under graviditet og bruges blandt andet ved feber og smerter.

”Paracetamol er et mildt og velafprøvet lægemiddel og udgør fortsat en vigtig mulighed for behandling af feber og smerter under graviditet, når der er behov,” siger hun i pressemeddelelsen.

Derfor er det ifølge forskerne vigtigt, at rådgivning til gravide bygger på robust forskning og evidens.

I Autismeforeningen bakker vi op om, at debatten om autisme og sundhed bygger på fakta og videnskabelige dokumentation frem for misinformation og frygt.

Læs mere

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2026 i forgrunden

Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026