Skærmen er blevet syndebuk – men for nogle autister er den en livline til fællesskaber

Skærmen er blevet syndebuk for børns mistrivsel og faldende læring. Men hvad nu, hvis den også kan være en del af løsningen?

På få årtier er skærmen gået fra at være et teknologisk hjælpemiddel til at blive en uundværlig del af hverdagen. Vi arbejder, kommunikerer, lærer og finder fællesskaber gennem digitale medier. Samtidig er bekymringen for børn og unges skærmforbrug vokset, og skærmen er blevet genstand for en stadig mere intens politisk debat.

Efter de seneste PISA-resultater foreslog regeringen den 10. september et totalforbud mod mobiltelefoner og andre private skærme i folkeskoler og frie grundskoler – både i undervisningen og i skolegården. På pressemødet fremhævede statsminister Mette Frederiksen blandt andet faldende faglige resultater og koncentrationsbesvær som alvorlige udfordringer og pegede på skærmene som syndebuk.

Men når skærmen bliver gjort til en væsentlig del af forklaringen på børn og unges mistrivsel og læringsvanskeligheder, risikerer vi så at overse, at den for nogle børn også kan være en vej til læring, tryghed og sociale fællesskaber?

Det er netop dette perspektiv, der ofte mangler i debatten, mener Autismeforeningens formand, Karina Bundgaard. For autistiske mennesker kan digitale medier og onlinefællesskaber være langt mere end underholdning. De kan give adgang til særinteresser, fordybelse, selvbestemmelse og sociale relationer – og til fællesskaber, hvor man oplever at høre til og blive accepteret.

For Karina Bundgaard handler det derfor om at se på, hvad skærmen giver det enkelte barn, før man beslutter at begrænse adgangen til den.

”Når vi taler om skærmens potentielle omkostninger, er vi også nødt til at spørge, hvad alternativet er. For mange af de områder, vi frygter at skade ved for meget skærm, er allerede udfordrede ved autisme. Hvis et menneske lever med konstant stress, ensomhed, skam eller udmattelse, så er nysgerrighed, leg, socialt overskud og motivation ofte allerede sat ud af spil,” siger hun.

Digitale fællesskaber kan give autister mulighed for at høre til

Hvad er det, der gør digitale fællesskaber værdifulde for nogle autistiske mennesker? Et internationalt studie fra 2026, publiceret i ACM Transactions on Accessible Computing, giver et indblik i, hvordan computerspil og onlinefællesskaber kan danne ramme om personlig udfoldelse og sociale relationer.

Studiet bygger på en analyse af 160 spilrelaterede opslag og 7.989 tilhørende kommentarer i et autismespecifikt Reddit-forum samt en spørgeskemaundersøgelse blandt 145 autistiske voksne. Forskerne undersøgte blandt andet, hvilke spil deltagerne foretrak, og hvordan spillenes udformning og fællesskaberne omkring dem påvirkede deres oplevelser.

Resultaterne viser en særlig interesse for spil, der giver mulighed for frihed, selvbestemmelse, kreativitet og fordybelse. Især spil med åbne verdener, hvor spillerne selv kan udforske, træffe valg og bestemme tempo og retning, fylder i undersøgelsen. Spillene giver mulighed for at fordybe sig i egne interesser og forme oplevelser på egne præmisser.

Studiet peger også på, at spil kan danne ramme om sociale relationer. I virtuelle verdener kan autistiske mennesker møde andre med fælles interesser og skabe forbindelser på andre præmisser end i fysiske fællesskaber. Her kan presset for at kommunikere mundtligt eller mødes ansigt til ansigt være mindre, og fællesskaberne kan give mulighed for støtte, venskaber og en oplevelse af at høre til.

Samhørighed og relationer

Mulighederne rækker dog langt ud over computerspil. Digitale medier kan også give adgang til interessefællesskaber, kreativ udfoldelse, viden og kontakt med mennesker, man måske ikke ville have mødt i sin hverdag.

Hvordan kan det se ud i praksis? Forestil dig en autistisk dreng, som vi kalder Frederik. Gennem et onlinespil møder han andre spillere fra forskellige lande. I begyndelsen er de blot medspillere, men efterhånden udvikler de et venskab. De deler oplevelser, taler sammen og støtter hinanden, når noget er svært. Måske mødes de også uden for spillet, og venskabet fortsætter i den fysiske verden.

Frederik er et fiktivt eksempel, men det illustrerer, hvordan en aktivitet på skærmen kan blive udgangspunkt for venskaber, der også rækker ud over det digitale. For nogle autistiske børn og unge kan digitale fællesskaber give mulighed for at møde andre med samme interesser og opleve at høre til, måske på måder, der kan være svære at finde andre steder.

Trygge og inkluderende digitale fællesskaber

Det betyder ikke, at alt, hvad der foregår på skærmen, er positivt, eller at digitale fællesskaber altid er trygge og inkluderende. Studiet peger også på en række udfordringer.

Lyd og visuelle effekter kan være overvældende, og sociale krav i onlinespil kan udgøre en barriere. Nogle fællesskaber er desuden præget af diskrimination, hån eller udelukkelse af mennesker med handicap. Forskerne fremhæver derfor behovet for spil, der tager højde for forskellige sansemæssige og sociale præferencer, og for fællesskaber, hvor autistiske spillere mødes med respekt og forståelse.

Forskerne peger blandt andet på, at autistiske spillere bør inddrages i udviklingen af spil og fællesskaber. Der bør være forskellige måder at kommunikere på, og spillerne skal selv kunne bestemme, hvornår og hvordan de ønsker at deltage socialt. Det handler ikke blot om adgang til digitale aktiviteter, men også om at skabe rammer, hvor forskellige mennesker kan deltage på egne præmisser.

Hvad mister vi, hvis vi fjerner skærmen?

Når vi ser på denne og tidligere forskning i onlinefællesskabers betydning for autister og andre sårbare grupper, er det værd at huske, at autistiske børn og unge – ligesom alle andre børn – har behov for at høre til, være en del af fællesskaber og danne relationer. Men for nogle kan det være svært at finde fodfæste i fysiske fællesskaber, hvor sociale krav og samspil kan være udfordrende. Ensomhed er desværre en følgesvend for alt for mange. Det hører vi om igen og igen i Autismeforeningen.

Derfor mener Karina Bundgaard, at debatten om skærme også må handle om, hvad børnene får ud af dem – og hvad de risikerer at miste, hvis adgangen begrænses.

”Vi er nødt til at spørge, hvad skærmen betyder for det enkelte barn. For nogle er den ikke bare underholdning, men en vigtig adgang til fællesskaber, interesser og en pause fra en verden, der kan være svær at navigere i. Hvis vi fjerner den mulighed uden at tilbyde noget andet, risikerer vi at gøre børnene endnu mere isolerede,” siger Karina Bundgaard.

Det afgørende er derfor ikke alene, hvor meget tid børn bruger foran en skærm, men også hvad de bruger den til, hvad den giver dem, og hvilke muligheder de har uden den. En eventuel begrænsning bør tage højde for det enkelte barns behov og følges af adgang til meningsfulde fællesskaber – både digitalt og fysisk.