Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Sommerferie på Vigsø: Her er der plads til at være sig selv

Tre gæster fortæller med deres egne ord om en ferie, hvor fællesskab, forståelse og små hverdagssejre gjorde en stor forskel.

Af Lærke Møller Hansen, 5. august 2026

Privatfoto

Sommeren går på hæld, og mange er vendt hjem fra ferie med minder, de vil bære med sig længe. For deltagerne på Autismeforeningens sommerferier i Vigsø handler de minder ikke kun om udflugter og oplevelser, men også om følelsen af at blive mødt med forståelse, finde ro og være en del af et fællesskab.

Hvert år samler Autismeforeningens sommerferier i Vigsø deltagere fra hele landet. Her er der plads til at være sig selv. Det er også et sted, hvor de små øjeblikke kan vokse sig store, og hvor nye relationer og fælles oplevelser gør en forskel. Herunder deler tre gæster deres personlige fortællinger om deres ferie i Vigsø.

Skrevet af Nanna, deltager på Vigsø uge 27

Kun på 2. dagen her i Vigsø sidder jeg og putter børn med en kæmpe taknemmelighed og en helt særlig lykkefølelse.

Ja, børnene er trætte. Der har været et par nedsmeltninger i løbet af dagen. Og mor her er også en smule overstimuleret og godt brugt. Men midt i det hele bliver jeg ramt af, hvor meget lykke, udvikling, hjælpsomhed og fællesskab vi faktisk er omgivet af.

Prøv at se jer omkring og læg mærke til de små øjeblikke.

Teenageren, der ikke har forladt huset det sidste døgn, spæner pludselig rundt og spiller fodbold.

En familie strander på grund af et aflyst tog og bliver hentet på stationen.

Et barn tør for første gang få hovedet under vand i svømmehallen.

Et andet smider skoene ved stranden og mærker sandet under fødderne for første gang.

Nogen mangler mel til pandekagerne – ikke mange minutter går, før der er meldt ind, at en anden familie har ekstra.

En taber en tand, men tandfeen mangler en guldmønt, og selvfølgelig finder fællesskabet også en løsning sammen.

Det er de små ting, der bliver til noget stort.

Jeg bliver rørt over den samhørighed, der så hurtigt opstår. Den hjælpsomhed og det fællesskab, der vokser dag for dag og år for år. Her er der plads til at være præcis den, man er, og altid nogen, der rækker en hånd ud, når man har brug for det.

En kæmpe tak til de frivillige, som bruger deres dyrebare tid på at give os andre en uge fyldt med tryghed, oplevelser og fællesskab. I gør en kæmpe forskel.

Privatfoto

Skrevet af Mette, deltager på Vigsø uge 27

At finde et billede til en så fantastisk ferie er fuldstændig umuligt.

Ligesom ét enkelt ord som "tak" virkelig ikke dækker nok.

Vi takker for en helt igennem fantastisk ferie sammen med de skønneste familier.

Tusind tak for en masse gode snakke og en hel del hjertevarme.

Vi håber inderligt, at muligheden for at komme på ferie en anden god gang igen bliver mulig.

For ferien med Autismeforeningen er helt igennem særlig og speciel, fordi der er forståelse, accept og hjertevarme, og man kan være social i det omfang, som man selv føler for.

Sidst, men ikke mindst, et sammenhold på kryds og tværs, som består. For selvom der går et år imellem, at man ses, så husker man hinanden, og børnene trives sammen.

Vi har hjerter fyldt med taknemmelighed med os hjem.

Henriette fra Autismeforeningen – af hjertet tak for din varme, latter og hjertevarme.

Du er en fantastisk kvinde, og vi er så taknemmelige for at have lært dig at kende.

Privatfoto

Skrevet af Helle, deltager på Vigsø uge 27

Hjertelig tak for en virkelig skøn ferie, fri til at være, som vi alle er – heldigvis forskellige.

Særligt som mor har det været en stor følelse at få mit store barn med på ferie … what … og så lige SÅ dejlig en ferie, som denne har været.

Det er mange år siden, at vi har kunnet være afsted af flere årsager.

Tak til jer søde mennesker, vi nåede at hilse på!

I denne verden, med os, der er ud over "normen", kan noget helt særligt.

… Ærgerligt, at mange slet ikke får kendskab til alt det smukke, mennesker på spektret også kan, fordi de er så særligt dejlige.

Ikke mindst tak til jer frivillige, foreningen og særligt dig, Henriette – bare tak for hjerterummet og jeres måde at være på.

Kh og god sommer.

Privatfoto

Fakta om sommerferierne i Vigsø og Helsingør

  • Hvert år tilbyder Autismeforeningen fondsbetalte sommerferier i både Vigsø Feriecenter og Helsingør Ferieby. Ferierne planlægges af Autismeforeningen og gennemføres af engagerede frivillige.
  • Sommerferierne er gratis for medlemmer, der opfylder Arbejdsmarkedets Feriefonds kriterier, da opholdene er finansieret af Arbejdsmarkedets Feriefond.
  • Deltagerne bestemmer selv, om de vil invitere andre end husstanden med. Det kan være ledsagere, familie, bedsteforældre, venner eller andre nære relationer. En feriegruppe består af 2-6 personer.
  • Formålet er at skabe et trygt ferieophold med fællesskab, nærvær og aktiviteter tilrettelagt med særlige hensyn til autisme. Mange familier vender tilbage år efter år og opbygger relationer, der rækker langt ud over ferieopholdet.
  • I 2026 deltog 56 familier – omkring 650 personer – fordelt på fire ferieuger.
Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2026 i forgrunden

Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026