Tale ved Skivekonferencen 2026

Kære alle sammen

 

Man kan godt tale om mangfoldighed uden at give plads til den.

Man kan godt tale om selvbestemmelse uden at respektere den.

Og man kan godt tale om at forstå autistiske mennesker uden faktisk at lytte til dem.

Men kan vi egentlig kalde det mangfoldighed, hvis vi kun giver plads til den forskellighed, vi allerede forstår?

Den forskellighed, der ikke udfordrer vores faglige forståelser, vores vante forestillinger eller måske også vores egne overbevisninger?

 

Det spørgsmål synes jeg er særligt vigtigt at stille i år.

For i år er Skivekonferencen ikke alene samlet om viden om autisme. Konferencen er også blevet centrum for en konflikt, der har gjort det nødvendigt at diskutere, hvilke perspektiver der skal have plads, og hvordan vi møder mennesker, hvis erfaringer udfordrer vores egne forståelser.

Det er en anledning til at være tydelige om Skivekonferencens formål.

Det skal være et sted, hvor vi deler viden, udfordrer vores forståelser og bliver bedre til at skabe liv med muligheder, selvbestemmelse og værdighed.

Det skal ikke være en politisk kampplads, hvor en minoritets ret til at definere og beskrive sine egne erfaringer bliver gjort til genstand for mistænkeliggørelse.

Der skal være plads til faglig uenighed, kritiske spørgsmål og forskellige perspektiver. Men det skal ske med respekt for de mennesker, som konferencen handler om.

Og det begynder med en grundlæggende erkendelse:

Autistiske mennesker er ikke først og fremmest nogen, vi skal forstå. De er mennesker, vi skal forstå sammen med.

 

I mange år har autisme i høj grad været beskrevet udefra af fagpersoner, forskere og andre, der har forsøgt at forstå, forklare og hjælpe. Den viden har fortsat stor betydning.

Men noget er heldigvis ved at forandre sig.

Autistiske mennesker fortæller selv om deres erfaringer. De forsker, skriver, organiserer sig og deltager aktivt i debatten om, hvad autisme er, og hvordan autistiske liv skal forstås.

De nøjes ikke længere med at være genstand for andres beskrivelser. De vil også være med til at forme dem.

Det er ikke en trussel mod fagligheden. Det er en styrkelse af den. For vi kan ikke udvikle den bedst mulige viden om autisme uden at inddrage dem, hvis liv det handler om!

 

Men det forpligter os også. Det er ikke nok at invitere autistiske mennesker ind i samtalen, hvis vi ikke samtidig er villige til at lade os påvirke af det, de fortæller.

Søren Kierkegaard skrev for mere end 150 år siden om det, han kaldte hjælpekunsten. Han beskrev, hvordan man, hvis man i sandhed vil hjælpe et andet menneske, først og fremmest må finde mennesket dér, hvor det er, og begynde dér.

Vi kan have nok så meget viden, nok så mange teorier og nok så gode intentioner. Men hvis vi ikke begynder med det menneske, vi står over for, risikerer vi at handle ud fra vores egne forestillinger frem for menneskets behov.

Det gælder også, når vi taler om kønsidentitet.

Vi må og skal tage autistiske menneskers egne oplevelser alvorligt. Også når det gælder deres oplevelse af køn og identitet.

Det betyder ikke, at fagligheden skal sættes ud af kraft. Tværtimod. Vi skal undersøge, stille spørgsmål og være nysgerrige. Men vi må aldrig på forhånd beslutte, at vi ved bedre end mennesket selv.

Ikke mindst skal vi kunne adskille faglig viden og ideologi fra hinanden.

En videnskonference skal kunne rumme forskellige faglige perspektiver, også dem, der udfordrer den gængse forståelse. Men de skal bidrage til større indsigt, bedre forståelse og bedre muligheder for de mennesker, det hele handler om.

 

Den tyske filosof Hannah Arendt brugte begrebet pluralitet til at beskrive et grundvilkår ved det at være menneske: Vi er både lige og forskellige. Vi deler en verden, men oplever den fra forskellige positioner.

 

Vores forskellighed er ikke et problem, der skal løses, før vi kan være sammen. Den er selve forudsætningen for, at vi kan lære noget af hinanden.

 

Det er også udgangspunktet for indefraperspektiver. Formålet må ikke være at erstatte én autoritativ fortælling med en anden, men at udvide vores forståelse. At give plads til, at autistiske mennesker kan genkende sig selv i forskellige beskrivelser, være uenige med hinanden og have forskellige erfaringer.

 

Det samme gælder os, der arbejder professionelt med autisme, og os, der er nærtstående. Vi bidrager alle med forskellige erfaringer og former for viden. Men ingen af os må forveksle vores eget perspektiv med hele sandheden.

For hvis vi på forhånd har besluttet, hvad et menneskes adfærd betyder, eller hvilken forklaring der passer på dets oplevelser, risikerer vi kun at høre det, vi allerede forventer.

Vi hører ordene, men lytter ikke længere åbent til mennesket.

 

 

Det bliver særligt tydeligt i nogle af de aktuelle diskussioner om autisme og kønsidentitet. Når en autistisk person fortæller om sin oplevelse af køn, kan der være mange relevante faglige spørgsmål at undersøge. Hvordan forstår personen sig selv? Hvilken betydning har autisme for personens erfaringer? Er der sansemæssige, sociale eller andre forhold, der spiller ind?

Det er spørgsmål, der både kan og skal undersøges med faglighed og omsorg.

Men hvis vi allerede har besluttet, at personens oplevelse først og fremmest skyldes autisme, rigiditet, usikkerhed eller påvirkning udefra, risikerer vi at gøre vores egen forklaring vigtigere end menneskets egen forståelse.

 

Og så har vi bevæget os væk fra det, der burde være vores udgangspunkt: at forstå det menneske, vi gerne vil hjælpe.

 

Den tyske sociolog Hartmut Rosa bruger begrebet resonans om den forbindelse, der opstår, når vi møder verden og lader os berøre af den. Når vi ikke blot forsøger at forklare det, vi møder, men også er åbne for selv at blive påvirket og forandret.

 

For hvad er en faglig konference egentlig værd, hvis vi kun kommer for at få bekræftet det, vi allerede ved?

 

 

Jeg vil derfor også opfordre jer til at besøge demonstrationen udenfor, hvis I har mulighed for det. Ikke fordi I skal være enige med demonstranterne, men fordi de mennesker, der engagerer sig i denne debat, også er en del af det fællesskab, vi er samlet om.

At lytte er ikke det samme som at være enig. Men det er en forudsætning for at forstå hinanden.

 

Lad os bruge de kommende dage til at være nysgerrige, også på det, der udfordrer os.
Lad os tage både faglig viden og levede erfaringer alvorligt.

Og lad os huske, at ingen af os kan rumme hele sandheden om et andet menneskes liv.

Tak for ordet.