Når støtte bliver til stress

Når hjælpesystemet gør skade – en personlig fortælling

Hvordan opleves det, når det system, der skal støtte, i stedet skaber utryghed, stress og afmagt?

I denne personlige beretning deler en borger sine erfaringer med mødet med det kommunale system. 

Undervejs sætter en pædagogisk-psykologisk konsulent ord på de psykologiske og funktionelle konsekvenser, mens en juridisk ekspert belyser lovgivning, retssikkerhed og kommunens ansvar.

En fortælling, der viser, hvorfor systemet betyder noget – og hvad der sker, når det ikke fungerer.

Artiklen giver et ærligt indblik i, hvordan systemet kan påvirke mennesker med autisme, og hvorfor det er afgørende, at hjælpen ikke blot gives – men gives rigtigt.

Magt og afhængighed

Jeg har lært, at det ikke handler om, hvorvidt jeg bliver svigtet. Det handler om hvor.

Jeg har mødt mange mennesker i systemet. Sagsbehandlere, ledere, konsulenter, behandlere. Nogle har været venlige. Nogle har været tavse. Nogle har sagt, de gerne ville hjælpe og har ikke kunnet. Fælles for dem har været, at de har haft magten, og jeg har haft behovet.

Pædagogisk-psykologisk kommentar:
Når et menneske over tid befinder sig i en magtasymmetrisk relation, hvor livsvilkår afhænger af andres vurderinger, opstår en vedvarende stresstilstand. Kroppen går i beredskab, og det påvirker både søvn, kognition, følelsesregulering og funktionsniveau.

Juridisk kommentar:
Ifølge retssikkerhedsloven og servicelovens formålsbestemmelser skal hjælpen tilrettelægges med respekt for borgerens integritet, behov og retssikkerhed. Magtudøvelse skal ske proportionalt og sagligt, ikke som en konsekvens af organisatoriske begrænsninger eller svig.

Ulighed og fragmentering

Man taler ofte som om, vi mødes på lige fod.
Det gør vi ikke.

Når jeg er afhængig af hjælp for at kunne leve et værdigt liv, står vi ikke lige. Den ene part definerer virkeligheden. Den anden må forsøge at overleve den.

Jeg bliver sendt videre. Fra afdeling til afdeling, magistrat til magistrat. Social peger på Beskæftigelse, som peger på Sundhed. Sundhed peger tilbage på Social, som pludselig siger Region. Region siger så kommune, kommune læser regions tydelige nej som et ja, og sådan fortsætter det uendeligt, indtil borgeren opgiver.

Hver instans vurderer en del af mig – ingen tager ansvar for helheden.

Jeg ender konsekvent mellem stole. Det paradoksale er, at jeg som borger har ret til én indgang til systemet. Ret til sammenhæng. Ret til koordination. Ret til, at systemet taler sammen, så jeg ikke selv skal agere forbindelsesled.

I praksis ender jeg med at skulle forholde mig til fire eller fem sagsbehandlere og andre behandlere, samtidig. Hver med deres journal, deres vurdering og krav.

Når der laves fejl eller forvridninger i fortællinger, referater eller journal, for eksempel at sende bolden væk fra eget system, så andre får ansvar eller regning, ændres det ikke tilbage, når det modbevises og dokumenteres. På denne måde begynder systemet at leve sit eget liv, hvor borgeren ikke er nødvendig og heller aldrig får hjælpen. Systemet er blevet til, for systemets skyld.

Dette limbo er uværdig, unødig og uanstændig. Det opleves som psykisk tortur, og en decideret krigsførelse mod mig, som person.

Jeg skal fortælle min historie igen og igen. Forklare mine begrænsninger igen og igen.
Dokumentere min sårbarhed igen og igen. Og hvis jeg høres, kommer den lovede og bevilgede hjælp alligevel ikke.

Pædagogisk-psykologisk kommentar:
Gentagen eksponering for krav om dokumentation af egen sårbarhed kan opleves re-traumatiserende. Fragmentering mellem fagpersoner skaber utryghed og nedbryder tillid. Over tid kan det føre til kognitiv udmattelse. Denne tilstand kan over tid udvikle sig til en kronisk tilstand.

Juridisk kommentar:
Serviceloven forudsætter helhedsorienteret sagsbehandling og koordinering. Kommunen har pligt til at sikre sammenhæng i indsatsen. Når borgeren selv må fungere som koordinator mellem 4-5 instanser, er intentionen om en sammenhængende indsats forsvundet.

Stress og gradvist slid

Jeg sover dårligere før møder. Mit hjerte banker hurtigere, når der kommer en besked i e-Boks. Jeg forbereder mig mentalt på afvisning.

Når nogen fortæller de arbejder i kommunen, skal jeg fysisk kaste op. Det er ikke dramatisk fra den ene dag til den anden. Det er et gradvist og altødelæggende slid, både mentalt og fysisk.

Når jeg får at vide: “Du har jo selv valgt”, selv når der reelt ikke var et valg, flyttes ansvaret fra systemets beslutninger over på mine skuldre.

Når valget står mellem hjemløshed, et dokumenteret, utrygt tilbud/en løsning, der 100 % dokumenterbart IKKE matcher de behov der er – er der så tale om et reelt valg?

Dansk lovgivning er tydelig - det er et klart, NEJ. Alligevel sker det kontinuerligt og opleves som en decideret strategi i kommunerne. Når jeg vælger hjemløsheden, fordi der er mere tryghed i naturen end i at blive re-traumatiseret i et åbenlyst fejl tilbud, fastholder systemet konsekvent deres egne og åbenlyse forkerte vurderinger, mens jeg får at vide jeg ikke samarbejder, at der ikke findes et sted der kan rumme een som mig, fordi jeg er så kompleks.

Pædagogisk-psykologisk kommentar:
Oplevelsen af pseudo-valg, hvor alternativerne reelt er uacceptable, skaber afmagt og tab af kontrol. Mennesker med funktionsnedsættelser er særligt sårbare over for denne form for strukturelt pres, da deres handlemuligheder i forvejen er begrænsede.

Juridisk kommentar:
Selvbestemmelse forudsætter reelle valgmuligheder. Hvis borgeren presses til at acceptere en løsning af økonomiske eller organisatoriske hensyn, kan der være tale om usaglig forvaltning.

Kommunen er forpligtet til at træffe individuelle og fagligt begrundede afgørelser.

I følge dansk lov skal en borger kunne tage imod den tilbudte hjælp, og kommunen har det fulde ansvar for at sikre brobygning til indsats, samt at tilbud og borger er et godt match.

Hvis kommunen ikke har et tilbud der kan rumme en borger, skal tilbuddet skabes. Der må ikke være ventetid til dette, hvorfor en midlertidig indsats, på niveau med det bevilgede, er en borgerret.

Belastning og isolation

Der opkræves egenbetaling for ydelser, jeg ikke reelt kan fravælge. Der trækkes beløb fra min pension, selv når jeg ikke har samtykket.

Jeg modtager mellem 8 og 15 breve fra kommunen om ugen.

Indkaldelser. Afgørelser. Opfølgninger. Nye krav.

Møderne og svarene kræver forberedelse. Dokumentation. Energi.

Jeg kan ikke længere åbne for e Boks. Jeg tømmer ikke postkassen. Jeg åbner ikke døren hvis nogen banker på, og jeg tager aldrig telefonen. Alt socialt lukker ned, og jeg kan ikke være med andre.

Det system, der skal støtte mig, tager mere energi end det tilfører, og skader mig, mens hjælpen fortsat aldrig kommer.

Pædagogisk-psykologisk kommentar:

Når belastningen fra systemet overstiger den støtte, der gives, risikerer borgerens funktionsniveau at dykke yderligere. Det kan føre til forværring af eksisterende vanskeligheder, ensomhed og øget afhængighed – stik mod indsatsens formål.

Juridisk kommentar:
Forvaltningen skal arbejde proportionalt og økonomisk forsvarligt. Hvis administrativt bureaukrati og manglende koordinering medfører unødige møder, gentagen dokumentation og økonomisk belastning, kan det rejse spørgsmål om hvorvidt der er er hensigtsmæssig forvaltning af midlerne på handicapområdet?

God forvaltningsskik forudsætter at borgmestre skal gribe ind i fastlåste sager.

I praksis sker det ikke.

Økonomi og systemets ineffektivitet

Der tales ofte om økonomisk pres på handicapområdet. Jeg spørger om økonomien kan forvaltes bedre? Hvor mange ressourcer bruges der på intern koordinering, revisitering, genvurderinger, jurister og møder, som kunne være undgået via én samlet plan og én fast kontaktperson og hvor hjælpen kommer i tide og i sync med lovgivningen?

Hvor mange menneskelige omkostninger overses, når systemet slider borgeren ned?

Pædagogisk-psykologisk kommentar:
Langvarig systemisk belastning kan føre til sekundær psykisk skade, ikke som følge af funktionsnedsættelsen i sig selv, men som følge af mødet med systemet.

Juridisk kommentar:
Lovgivningens formål er at kompensere for nedsat funktionsevne – ikke at forværre den. Hvis systemets praksis reelt forringer borgerens funktionsevne, har man bevæget man sig væk fra lovens intention.

Konklusion

Jeg passer ikke ind i systemets egne, opbyggede kasser.

Jeg er IKKE problemet, men bliver gjort til et kommunalt, regionalt og statsligt problem.

Problemet opstår, når systemet beskytter sin struktur mere end det beskytter mennesket. Og når systemet lever sit eget liv, hvor ressourcer aldrig når dem det omhandler, men blot holder systemet i gang.

Når hjælpen gives fragmenteret.
Når ansvaret skubbes videre.
Når lovens intentioner fortolkes snævert eller vrides modsat.
Når økonomi prioriteres over helhed.

Når mennesket konsekvent får kastet i ansigtet, at ens ord, beskrivelser, behov og oplevelser er fejl og ikke har værdi og er usande.

Når de kompetente fagpersoners ord forsvinder i sagen, og ikke har værdi, så snart de understøtter borgerens ord, beskrivelser og oplevelser. Når fokus fra systemets side konsekvent er på at smide grus i maskineriet, gøre borgeren usikker og undergrave de dokumenterede fakta, i stedet for at holde øjnene på bolden og gøre det arbejde man er ansat til at sikre.

Det mest ødelæggende er ikke afslaget. Det er oplevelsen af ikke at blive hørt, og blive oplevet som værende en belastning. At systemet hellere vil fælde mig fatalt, og ikke tage ansvaret, end det vil leve op til gældende dansk lov.

Det er uværdigt, altødelæggende og utilstedeligt.