Ableisme og internaliseret ableisme.

Ableisme er en betegnelse for de holdninger, normer og strukturer, der tager udgangspunkt i, at der findes én rigtig eller ønskværdig måde at fungere på. Begrebet bruges især om situationer, hvor mennesker med handicap eller funktionsnedsættelser mødes med lavere forventninger, manglende forståelse eller krav om at tilpasse sig omgivelser, som ikke er indrettet til dem.

I forbindelse med autisme kan ableisme vise sig på mange forskellige måder. Det kan være, når autisters behov afvises som urimelige eller unødvendige, når autistiske kommunikationsformer vurderes som mindre værdifulde end neurotypiske, eller når det forventes, at autistiske mennesker skal skjule deres autistiske træk for at blive accepteret.

Ableisme handler ikke nødvendigvis om bevidst diskrimination eller negative intentioner. Ofte opstår den som følge af normer og antagelser om, hvad der er normalt. For eksempel kan det virke naturligt at forvente øjenkontakt, hurtigt socialt samspil eller evnen til at håndtere mange sanseindtryk. Men når disse forventninger bliver udgangspunktet for, hvordan mennesker vurderes, kan autister blive opfattet som uhøflige, uinteresserede eller vanskelige, selv om de blot fungerer på en anden måde.

For mange autister er ableisme tæt knyttet til oplevelsen af at blive misforstået. Det kan være følelsen af konstant at blive målt op imod normer, som ikke tager højde for ens måde at tænke, sanse eller kommunikere på. Nogle beskriver det som et pres for at fremstå mere neurotypisk, end de er, mens andre oplever, at deres behov først bliver taget alvorligt, når de er blevet så belastede, at de ikke længere kan skjule dem.

Ableisme kan også komme til udtryk i sproget. Når autister beskrives som dovne, sarte, uopdragne eller egoistiske, kan det være eksempler på, at autistiske reaktioner forklares som personlige fejl frem for som udtryk for belastning, kommunikationsforskelle eller anderledes neurologiske forudsætninger. Mange autister vokser op med gentagne gange at få at vide, at de er for følsomme, tænker for meget, er for stille, for intense, for besværlige eller for meget. Dermed risikerer forskelle at blive forstået som fejl, der skal korrigeres, frem for som udtryk for en anden måde at opleve og være i verden på.

Ableisme påvirker ikke kun relationen mellem autistiske mennesker og omgivelserne. Mange oplever også det, der kaldes internaliseret ableisme. Det opstår, når samfundets normer og forestillinger om, hvordan man bør fungere, gradvist bliver en del af ens eget selvbillede.

For autister kan det for eksempel komme til udtryk ved, at man skammer sig over sine behov, forsøger at skjule autistiske træk eller vurderer sig selv ud fra neurotypiske standarder. Nogle oplever, at de har lært at se deres behov for pauser, struktur eller tilpasninger som svagheder frem for som naturlige konsekvenser af den måde, deres hjerne fungerer på.

Internaliseret ableisme kan gøre det vanskeligt at bede om hjælp, sætte grænser eller acceptere sig selv. For mange bliver det derfor en vigtig del af selvforståelsen at adskille egne behov og værdier fra de normer, de gennem livet har lært, at de burde leve op til.

Et neuroaffirmativt perspektiv udfordrer ableisme ved at tage udgangspunkt i, at mennesker fungerer forskelligt. Her flyttes fokus fra at få den enkelte til at passe ind i eksisterende normer til også at undersøge, hvordan omgivelserne kan blive mere tilgængelige, fleksible og inkluderende.

For mange autister handler arbejdet mod ableisme derfor ikke om særbehandling, men om ligeværd. Det handler om at blive mødt med respekt, blive troet på egne erfaringer og have mulighed for at deltage i fællesskaber uden at skulle skjule eller undskylde for den måde, man er på.