Allistisk

Begrebet allistisk bruges om personer, der ikke er autistiske. Det er en betegnelse, som især anvendes i sammenhænge, hvor man ønsker et mere neutralt og præcist sprog end for eksempel “normal” eller “ikke-autistisk”. Ordet kommer fra engelsk (allistic) og anvendes i stigende grad inden for både forskning, faglige miljøer og blandt autister.

At beskrive nogen som allistisk betyder ikke, at personen ikke har udfordringer eller særlige behov – men blot, at de ikke er en del af autismespektret. Begrebet bruges ofte for at tydeliggøre, at forskelle i kommunikation, sanseoplevelser og sociale forventninger opstår i mødet mellem autistiske og allistiske måder at være i verden på, snarere end at problemer alene ligger hos den ene part.

I praksis kan der være forskelle på, hvordan autistiske og allistiske personer:

• forstår og bruger sociale signaler
• oplever og reagerer på sanseindtryk
• kommunikerer behov og følelser
• håndterer forandringer og uforudsigelighed

Begrebet allistisk gør det muligt at tale om disse forskelle uden at tage udgangspunkt i en norm, hvor det allistiske automatisk ses som det “rigtige”. I stedet peger det på, at der findes flere ligeværdige måder at fungere på.

Ordet bruges ofte i forbindelse med et neurodiversitetsperspektiv, hvor både autistiske og allistiske mennesker forstås som en del af den menneskelige variation. Her er fokus på gensidig forståelse og tilpasning, frem for at én gruppe skal tilpasse sig den anden.

At anvende betegnelsen allistisk kan derfor være med til at skabe et mere nuanceret og respektfuldt sprog om forskellighed. Det understøtter en tilgang, hvor forskelle ses som noget, der opstår i relationer og omgivelser – og hvor alle parter har en rolle i at skabe gode rammer for samspil og kommunikation.