Nedlukning

Nedlukning (engelsk: shutdown) er en tilstand, som mange autistiske mennesker kan opleve i forbindelse med overbelastning. Hvor nogle reagerer på overbelastning med en nedsmeltning, reagerer andre ved at trække sig tilbage eller miste evnen til at håndtere omgivelsernes krav og indtryk.

En nedlukning kan blandt andet indebære, at det bliver svært at tale, tænke klart eller tage initiativ. Nogle oplever et stærkt behov for at være alene, mens andre beskriver en følelse af at "gå i stå", miste energi eller have svært ved at bearbejde information. For nogle påvirker nedlukningen primært kommunikationen, mens den for andre også kan påvirke bevægelse, koncentration eller evnen til at gennemføre selv enkle opgaver.

Nedlukninger opstår ofte som følge af en ophobning af belastninger. Det kan for eksempel være sensoriske indtryk, sociale krav, stress, uforudsete ændringer eller længere perioder med maskering og tilpasning til omgivelsernes forventninger. Nedlukningen kan ses som en måde, hvorpå nervesystemet forsøger at reducere belastningen, når grænsen for, hvad der kan bearbejdes og reguleres, er nået.

For omgivelserne kan en nedlukning være svær at få øje på. En person i nedlukning kan virke stille, fraværende eller uinteresseret, selvom der i virkeligheden er tale om en tilstand af overbelastning. Derfor bliver nedlukninger ikke altid genkendt eller forstået som det, de er.

Mange autister beskriver, at adgang til pauser, restitution og omgivelser med færre krav kan hjælpe dem med at komme sig efter en nedlukning. Kendskab til egne tegn på overbelastning kan også gøre det lettere at forebygge, at belastningen når et niveau, hvor en nedlukning bliver nødvendig.

Nedlukning omtales ofte sammen med nedsmeltning (meltdown). Begge dele kan være reaktioner på overbelastning, men hvor en nedlukning typisk er kendetegnet ved tilbagetrækning og reduceret energi, kommer en nedsmeltning ofte mere synligt til udtryk.