Pica

Pica er en tilstand, hvor en person spiser ting, som normalt ikke betragtes som mad, for eksempel papir, jord, kridt, hår eller små genstande.

Pica forekommer hos både autistiske og ikke-autistiske mennesker, men forskning tyder på, at det er mere udbredt blandt autister end i befolkningen generelt. Forskere mener, at dette blandt andet kan hænge sammen med sensoriske behov, selvregulering, stresshåndtering eller andre individuelle faktorer.

Der findes dog ikke én enkelt forklaring, og oplevelsen af pica varierer fra person til person.

Udefra kan adfærden virke mærkelig eller bekymrende, men for personen kan den have en tydelig funktion. Nogle oplever en stærk tiltrækning til bestemte sanseindtryk, som konsistens, smag, temperatur eller følelsen af at tygge på noget. For andre kan det handle om regulering af stress, overstimulering eller uro. Pica er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for manglende forståelse af, hvad der er spiseligt, men kan være tæt knyttet til kroppens behov for sansning eller selvregulering.

Mange autister beskriver, at omverdenen ofte fokuserer på at stoppe adfærden, mens der bliver spurgt for lidt til, hvad behovet bag den er. En forstående tilgang tager udgangspunkt i nysgerrighed: Hvad giver denne handling personen? Er der bestemte situationer, følelser eller sanseoplevelser, der udløser behovet?

Pica kan indebære sundhedsrisici, hvis der indtages skadelige eller giftige materialer, eller hvis genstande sætter sig fast i mave eller tarmsystem. Derfor er det vigtigt både at tage risikoen alvorligt og samtidig søge at forstå den enkeltes oplevelse. For mange handler god støtte om at finde tryggere alternativer til sansesøgning og at arbejde med de belastninger, som adfærden kan være en måde at håndtere på.

Som med mange andre autistiske erfaringer giver pica bedst mening, når man ser bag adfærden og undersøger, hvad personen forsøger at opnå, udtrykke eller regulere. Også her er den enkeltes egen forståelse af oplevelsen ofte den vigtigste kilde til viden.