Spring navigationen over og gå direkte til indhold

RSD (Rejection Sensitive Dysphoria)

RSD og autisme

RSD (Rejection Sensitive Dysphoria) er en betegnelse for en intens følelsesmæssig reaktion på oplevet afvisning, kritik eller følelsen af ikke at være god nok. RSD er ikke en officiel diagnose, men et begreb, som mange bruger til at beskrive erfaringer, der især forbindes med autisme og ADHD.


For den, der oplever RSD, kan følelsen af afvisning ramme med stor styrke. Det kan opleves som en pludselig bølge af skam, sorg, frustration eller selvkritik, som er vanskelig at regulere eller tænke sig ud af. Reaktionen kan opstå, selv når der ikke var nogen hensigt om at afvise eller kritisere. Det afgørende er ofte ikke, hvad der faktisk blev sagt eller gjort, men hvordan situationen opleves og tolkes i øjeblikket.


Nogle autister beskriver, at tidligere erfaringer med misforståelser, social udstødelse, mobning eller følelsen af at være forkert kan gøre oplevelser af kritik og afvisning særligt smertefulde. Samtidig oplever nogle at være meget opmærksomme på små ændringer i tonefald, ansigtsudtryk eller stemninger hos andre. Oplevelsen af afvisning handler derfor ikke nødvendigvis om, at der slet ikke er et signal, men også om hvordan signalet forstås og fortolkes. Forventningen om at blive misforstået eller afvist kan i sig selv fylde meget og påvirke både relationer, selvforståelse og trivsel.


RSD opleves forskelligt fra person til person. For nogle handler det om en stærk følelsesmæssig smerte i situationen. For andre kan det føre til længere perioder med grublerier, selvbebrejdelser eller tvivl på egne relationer og kompetencer.


Der findes ikke én bestemt måde at håndtere RSD på. Mange oplever, at det hjælper at lære egne mønstre og triggere at kende, så det bliver lettere at skelne mellem den umiddelbare følelsesmæssige reaktion og det, der objektivt er sket. Nogle har også gavn af strategier til følelsesregulering, refleksion eller støtte fra mennesker, de har tillid til. For mange er det en proces, hvor øget selvforståelse kan gøre de følelsesmæssige reaktioner lettere at navigere i over tid.

 

Læs evt. også denne artikel: RSD og autisme - når afvisning gør ekstra ondt

En bog med autisme stavet ovenover i brikker fra spillet scrabble, samt et par briller

Autismeordbog

Sprog former vores forståelse af verden og af hinanden. I denne autismeordbog finder du forklaringer på ord og begreber, der bruges i og omkring autismefællesskabet.

En gruppe af mennesker

Bliv medlem

Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.