Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Autismeforeningens sommerferie blev den familieferie, Maria og Daniel havde længtes efter

Maria Brask Mainz var med sin mand og parrets to børn på Autismeforeningens sommerferie på Malta. Her oplevede parret, hvordan en ferie i autismevenlige rammer kan gøre det langt lettere at tage på ferie i udlandet med et autistisk barn.

30. januar 2025

Det kan virke dybt uoverskueligt at rejse på ferie med et autistisk barn – særligt når der også skal indtænkes en flyvetur og eventuel bustur fra lufthavnen til hotellet. Netop bekymringer om hvordan sådan en ferie ville spænde an, havde i noget tid afholdt Maria Brask Mainz og hendes mand, Daniel Brask Mainz, fra at tage på ferie med deres børn, Asta på 2 og Louie på 5, der er autist.


”Vi vidste ikke, hvordan det ville gå, og jeg var bange for, at det skulle blive en dårlig oplevelse for Louie, og at det så ville betyde, at det ville blive endnu sværere at tage på ferie en anden gang,” siger Maria.


Men hun og Daniel ville så gerne opleve at rejse sammen med Louie og Asta, og da de blev klar over, at det var muligt at tage af sted på sommerferie med Autismeforeningen, valgte de at give det et forsøg.


Autismeforeningens årlige sommerferie på Malta er en ferie i autismevenlige rammer, hvor Autismeforeningen sørger for personale med stort kendskab til autisme, som faciliterer aktiviteter for hele familien i løbet af ugen.
”Jeg tænkte, at hvis man skulle rejse med nogen, så skulle man gøre det med nogle, der forstår, hvad det bunder i, hvis ens barn er ked af det, og hvor rammerne er lavet til børn som Louie,” siger Maria.

 

 

En god base


Maria og Daniel gik i gang med at forberede Louie på rejsen og viste ham billeder af en flyvemaskine og billeder af hotellet og poolen, som de vidste, at Louie ville blive glad for, eftersom han elsker at bade.


På trods af forberedelserne var flyveturen svær for Louie, men Maria fortæller, at de blev mødt at stor forståelse fra de andre rejsende.
”Normalt ville jeg stresse over, om det ville være til irritation for de andre i flyet, at Louie var ked af det, men jeg oplevede, at folk var virkelig forstående. Nogle vendte sig om og sagde ’bare rolig, det var os for to år siden, I skal ikke tænke på os.’”

 

Billede af Maria Mainz, hendes mand og to børn.
Foto: ByBoserup

Da familien først var ankommet til deres feriebolig på Malta, faldt der en ro over Louie.
”Louie elskede poolen, og det var rart, at vi havde vores eget hus og ikke skulle bo på et hotelværelse. Her var der virkelig plads til, at Louie kunne have sin egen base uden andre mennesker. Vi havde en virkelig god ferie,” fortæller Maria.


Louie havde løbende brug for en del pauser i løbet af dagen, og her fungerede det fint, at han kunne trække sig tilbage til huset. Louies mormor var også med på ferien, og indimellem gik hun med Louie tilbage til huset, så Maria og Daniel kunne blive ved poolen sammen med Asta i lidt længere tid.


”Vi kunne mærke, at det gav ham en ro, at han vidste, vi lyttede til ham, når han havde brug for at trække sig,” siger Maria.

 

 

Har fået nye bekendtskaber


Noget, der har gjort et stort, positivt indtryk på Maria og Daniel har været muligheden for at møde og tale med nogle af de 27 andre familier, der deltog på Autismeforeningens ferie.


”Det var hyggeligt at møde nogle, der forstår en på en anden måde. Det er noget af det, der har været fedt ved at tage af sted, for vi kender ikke særlig mange forældre til børn med autisme, og på ferien mødte vi blandt andre nogle, der bor 25 minutters kørsel fra os. Vi har da også en kaffeaftale i kalenderen,” siger Maria glad og tilføjer, at det ikke er sidste gang, de tager med på Autismeforeningens sommerferie.


”Det var fedt at kunne rejse sammen som en familie. Og de gange noget var svært for Louie, blev vi mødt af stor forståelse fra de andre rejsende,” slutter hun.

Det var hyggeligt at møde nogle, der forstår en på en anden måde.

Maria Brask Mainz

Grafik: En avis i  baggrunden og årstallet 2025 i forgrunden

Aktuelt i 2025

Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2025

Parasol Kuffert og sol

Ferie med Autismeforeningen

Kom med Autismeforeningen på autismevenlige ferier