Frederik gik 3.600 kilometer for at finde fodfæste: "Jeg anede ikke, hvad jeg skulle med mit liv"

Sveden løber ned ad armene. Det stikker i huden, og benene slæber sig frem, mens ryggen bliver mere krumbøjet. Efter otte timer til fods i 30 graders varme når Frederik Christensen frem til en lille fransk landsby.

Gaderne ligger øde hen. Skodderne er slået for vinduerne, og der er ingen steder at finde hjælp til natten. For første gang på sin 3.600 kilometer lange vandring fra Nivå til Santiago de Compostela ved han ikke, hvor han skal gå hen.

"Det føltes som at være i frit fald."

Frederik er 25 år, da han begiver sig af sted til fods gennem Europa. Tre år tidligere har han fået en autismediagnose, der giver ham en forklaring på en følelse, han har båret på i mange år: at der er noget grundlæggende galt med måden, han er i verden på.

Fire en halv måned senere når han Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien efter 3.600 kilometer til fods.

Drengen, der ikke forstod spillereglerne

I skolen sad han forrest i klassen og rakte ivrigt hånden op. Men omkring udskolingen begyndte det sociale at blive sværere. Han havde en vennegruppe med nogle drenge, som han kørte motocross og lavede drengestreger med. Pludselig begyndte de at holde ham udenfor.

”Jeg blev lige så stille sluset ud af gruppechatten, uden helt at opdage det og uden helt at forstå det. De ghostede mig bare.”

De andre fortsatte med at ses, og Frederik kunne følge med på deres Snapchat Stories. Han forstod ikke, hvad der var sket, eller hvorfor han ikke længere var med.

”Jeg vendte det indad, fordi jeg ikke forstod, hvad der skete. Jeg tænkte bare: Hvad er det, jeg gør forkert?”

Da folkeskolen sluttede, var der stadig fester og venner. Frederik så frem til det, der skulle komme.

”Jeg kan huske, at vi stod og skålede, og jeg havde en følelse af: ’Yes. Nu begynder livet. Nu bliver det fedt.’”

At finde sin plads

I august 2015 stod Frederik i solskinnet foran gymnasiet første skoledag. De ældre elever tog imod de nye med bannere og roser. En ny skole, en ny begyndelse. Her kunne han prøve igen.

”Jeg stod med den der rose i hånden, og jeg kan stadig huske, hvordan min hånd bare rystede hele dagen.”

Mange af drengene i klassen kendte allerede hinanden. Frederik var bevidst om alt, hvad han sagde og gjorde, og ville først og fremmest gerne passe ind. Men han var optimistisk.

Som han plejede, satte han sig på forreste række. Men de andre drenge satte sig bagest, og sådan blev det ved.

”Det var kun pigerne og jeg, der sad forrest. På den måde skilte jeg mig ud fra starten.”

Når Frederik tog ordet i undervisningen, kunne han høre drengene bag sig. Han kunne ikke se deres ansigter, men han vidste, at de reagerede på ham.

”Jeg kunne ikke se dem, fordi de sad bag mig, men jeg kunne høre dem fnise hver gang.”

Han forsøgte at finde ind i gruppen, men jo mere han stræbte efter at blive accepteret, desto tydeligere blev det, at han stod udenfor.

”Jeg ville så gerne accepteres, og jeg ville så gerne ind i den der gruppe. Jeg var en outsider, og de syntes, det var sjovt, at jeg hele tiden var så desperat.”

En dag sad han fordybet i en opgave ude på gangen, da han hørte hurtige skridt nærme sig.

”Jeg sad og var helt hyperfokuseret på en opgave, og så lige pludselig hørte jeg nogen komme løbende med hurtige trin. Næste sekund siger det bare klask, og så er der sådan en stor fed klat skum i ansigtet. Det var enten barberskum eller sådan noget skumsæbe fra badeværelset.”

Men det var ikke kun skumklatten, der gjorde indtryk. Det var også reaktionen fra dem, der så det ske.

”Alle kunne se det ske, men ingen sagde noget. Der var bare helt bumstille.”

Den flittige elev forsvandt

Det, der begyndte som en kamp for at finde sin plads, vendte Frederik efterhånden indad. Tvivlen voksede, selvværdet dalede, og han udviklede social angst og en depression.

”Jeg kunne ikke komme op af sengen om dagen.”

Den skoleglade dreng, der tidligere havde siddet forrest i klassen og ivrigt rakt hånden op, begyndte at blive væk. Hans ellers næsten fraværende fravær voksede markant.

I den sidste tredjedel af 2.g kom han næsten slet ikke i skole. Lærerne sendte beskeder om manglende lektier, og siden blev rektor også involveret. Skolens psykolog kunne se, hvor dårligt han havde det.

Rektoren forsøgte at hjælpe Frederik med at gennemføre gymnasiet og lavede en særlig aftale, så han kunne færdiggøre nogle fag og tage resten i 3.g.

Samtidig havde Frederik fundet en måde at få tankerne til at falde til ro på. Han begyndte at ryge hash sammen med andre elever. I starten var det et par gange om måneden, men forbruget steg hurtigt.

”Det var sådan noget, der slukkede tankerne lidt og fik mit nervesystem til at falde til ro. Det var rart.”

Til sidst røg han hver dag, også alene. Hashen var ikke længere bare noget, han gjorde sammen med andre, men hans egen måde at få ro på.

”Det blev ligesom min eneste måde at få mit nervesystem til at falde til ro på. En slags selvmedicinering.”

Mod slutningen af gymnasiet var Frederik kun i skole et par timer om ugen. Resten af tiden var han hjemme eller skæv. Nogle dage kunne han knap nok få sig selv til at bevæge sig.

”Jeg kan huske, at jeg lå i sofaen hjemme hos mig. Det var helt grønt udenfor. Jeg lå på ryggen og kiggede op i loftet, og jeg kunne bare ikke. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det var bare hoved og krop, der ikke ville arbejde sammen.”

Flugt forklædt som eventyr

Frederik blev trods sine udfordringer færdig med gymnasiet med et flot gennemsnit. Men eksamensbeviset i hånden gjorde ham ikke mere sikker på sig selv. Han vidste kun, at han måtte væk.

"Jeg anede ikke, hvad jeg skulle med mit liv.”

Han hoppede på et tog, der kørte gennem Rusland og sov i en togvogn med en masse fremmede mennesker.

Senere rejste han videre til Japan, underviste i engelsk i Hanoi og blaffede gennem Vietnam og Cambodja, inden han endte i Thailand, hvor han opsøgte buddhismen.

”Det der med at kigge ud på landskabet, der bevæger sig forbi, var rart. Bevægelsen. Jeg kunne ikke holde ud at være det samme sted, tror jeg.”

Han blev sjældent længe det samme sted. Efter et par dage begyndte det at trække i ham igen. Nye steder, nye mennesker, nye indtryk. Efterhånden begyndte han at se et mønster i sin trang til hele tiden at komme videre. 

”Det gik langsomt op for mig, at det godt kan være, jeg havde lagt hashen på hylden derhjemme, men nu havde jeg fundet et andet drug. Rejsen. Bevægelsen. De nye indtryk.”

I buddhismen fandt han nye måder at håndtere uroen på. Han øvede sig i at spise langsomt og rette opmærksomheden mod det, der var lige foran ham, i stedet for tankerne, der kørte rundt i hovedet. Rutinerne gav ham ro og struktur.

Men da han efter otte måneder rejste hjem, faldt de hurtigt fra hinanden. Han tog endnu et sabbatår, gik på højskole og cyklede rundt i Danmark under corona. Senere begyndte han at læse filosofi i Aarhus i håb om at finde svar på spørgsmålene om, hvem han var, og hvilken plads han havde i verden.

Efter to semestre droppede han ud og flyttede hjem til sine forældre. Igen vidste han ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.

Et spejl i børnene

Så mødte Frederik Marianne. Hun så helt ind i ham og bag det maskerede ansigt.

”Et år senere kommer hun hen til mig på vejen, kigger på mig og siger: ’Hvem har slukket dit lys?’”

Marianne blev hans kæreste og holdt fast i et billede af ham, som han havde svært ved selv at få øje på.

”Du er mega awesome. Du har bare ikke selv opdaget det endnu,” sagde hun igen og igen.

Gennem Marianne fik Frederik arbejde som specialpædagogisk medhjælper i klubber for børn med autisme og ADHD. Her mødte han børn, han følte en særlig forbindelse til, uden helt at forstå hvorfor.

”Jeg begyndte at spejle mig selv i de her børn, som jeg nu tog mig af, og som jeg af en eller anden grund havde en speciel connection med.”

I deres måde at være i verden på genkendte han noget af sig selv. Måske var der en forklaring på, hvorfor det sociale altid havde været så svært, tænkte han.

Som 22-årig besluttede Frederik sig for at blive udredt. Psykiateren kaldte det en ”klokkeklar Asperger-diagnose” og forklarede, at den først var blevet opdaget så sent, fordi Frederik havde kunnet klare sig gennem skolelivet.

Diagnosen gav ham en ny forståelse af sig selv. I årevis havde han båret på en ubehagelig følelse.

”Jeg havde følt, at der var noget grundlæggende galt med måden, jeg var i verden på. Den følelse blev ligesom opløst.”

Kort efter rejste han til Nordspanien for at gå Caminoen, en vandrerute på omkring 800 kilometer. På vejen fandt han igen noget af den ro og retning, han så længe havde søgt.

3.600 kilometer fra hoveddøren

På Caminoen blev Frederik opmærksom på en side af sig selv, som han havde svært ved at stå ved. Når han mødte andre pilgrimme, der måtte opgive vandringen, mærkede han en skadefryd over selv at kunne fortsætte. Følelsen brød han sig ikke om, og han ringede til Marianne for at tale med hende om den.

”Kan det virkelig passe, at jeg skal stå og juble sammen med alle de her mennesker, som ikke engang er rigtige pilgrimme?”

Marianne mindede ham om, at han selv var fløjet til Frankrig for at begynde sin vandring, og at han heller ikke havde fulgt den rute, de gamle pilgrimme gik. Måske skulle han i stedet koncentrere sig om sin egen rejse.

”Der fik jeg idéen,” fortæller Frederik.

Han begyndte at undersøge de gamle pilgrimsruter gennem Europa. På sin computer tegnede han en linje fra Nivå til Santiago de Compostela. Han var begyndt at læse et nyt studie, antropologi, og trivedes langt bedre, end han havde gjort på sit tidligere studie. Alligevel voksede lysten til at prøve vandringen igen, denne gang med et helt andet mål for øje. Han besluttede at tage et halvt år fri.

Denne gang ville han gå hele vejen hjemmefra.

Hele 3.600 kilometer.

At tage imod hjælp og passe på sig selv

De første dage gik godt, men da Frederik nåede Lolland, slog vejret om. Regnen og blæsten tog til, og kulden gjorde det stadig vanskeligere at finde et sted at overnatte.

Han skrev derfor i en lokal Facebook-gruppe og spurgte, om nogen havde en overdækket terrasse eller en have, hvor han kunne slå sig ned for natten. Flere meldte sig hurtigt og tilbød ham deres hjælp.

”Jeg tænkte: Wow, tænk at så mange fremmede vil hjælpe mig.”

En mand skrev også privat og tilbød ham en overnatning. Men efterhånden som manden spurgte ind til, hvor Frederik befandt sig, og tilbød at komme og hente ham, begyndte Frederik at blive utryg.

”Nu kan jeg mærke: Okay, han vil mig ikke godt.”

Frederik blokerede manden. Han havde ofte taget andre menneskers ord bogstaveligt og stolet på det, de sagde, men denne gang var han nødt til at tage sin egen fornemmelse alvorligt.

”Jeg er nødt til at styrke den der mavefornemmelse, fordi det er den, der kommer til at holde mig sikker, ikke mit hoved.”

Vandringen fortsatte gennem Tyskland, Luxembourg og Frankrig, hvor Frederik stadig brugte Facebook-grupper til at finde steder at overnatte. Men det krævede energi at skulle række ud til fremmede igen og igen, og oveni kom søvnmanglen, trafikstøjen og det omskiftelige vejr. Han holdt fast i sine rutiner og forsøgte at dele dagene op i overskuelige intervaller, men indimellem blev indtrykkene for mange, og så måtte han trække sig tilbage.

”Jeg gik med faste rutiner og to-timers intervaller, sov i min nylon-puppe af et telt og havde dage, hvor jeg var så overstimuleret, at jeg måtte trække mig tilbage til et hotelværelse og binge Netflix for at blive et menneske igen.”

Spøgelsesbyen

Turen fortsatte gennem de franske land- og vindistrikter. Efter otte timer på vejen i 30 graders varme nåede Frederik frem til en lille landsby, hvor han som så mange gange før fandt telefonen frem for at lede efter hjælp til natten. 

Men denne gang dukkede der ingen lokal Facebook-gruppe op, da han søgte på byens navn.

”Jeg hæver blikket og kigger ud, og der er ingen mennesker på gaderne. Skodderne er slået for vinduerne. Butikkerne er lukkede. Kirken er lukket. Totalt spøgelsesby.”

Frederik kendte fornemmelsen. Et angstanfald var på vej, og for første gang på turen stod han i en situation, hvor den hjælp, han hidtil havde kunnet finde gennem Facebook, ikke var inden for rækkevidde.

Han talte ikke fransk og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. Han havde hørt, at det var ulovligt at overnatte i skoven, og uden et sted at sove begyndte mulighederne at synes stadig færre. Han vidste, at han måtte finde en måde at komme videre på, før angsten tog over.

”Det er katastrofetanker, og jeg ved, at hvis jeg lader det her angstanfald tage over, så er min rejse slut.”

I stedet for at følge tankerne ind i alt det, der kunne gå galt, forsøgte Frederik at forestille sig det bedst tænkelige udfald. Han lukkede øjnene og så for sig, hvordan det kunne gå, hvis han bankede på en dør.

”Jeg forestiller mig, at jeg går op til det første hus og banker på, og et forældrepar åbner døren. Der står en række børn, måske ti børn, i deres fineste tøj og inviterer mig ind. De er glade for at se mig. De har lavet mad, og når vi er færdige med at spise, får jeg mit eget værelse med min egen seng.”

Da han åbnede øjnene igen, var angsten der stadig, men den havde sluppet noget af sit greb. Frederik begyndte at gå fra hus til hus og banke på. Dør efter dør blev han afvist, eller også var der ikke nogen hjemme. Der var omkring 45 til 50 huse i landsbyen, og han fortsatte.

Til sidst mødte han en lokal, der viste ham hen til en stor villa lidt uden for landsbyen. Her fik han lov til at slå teltet op på en mark. Insekterne summede omkring ham, varmen bed i ham, og hverken rindende vand eller et toilet var inden for rækkevidde.

”Jeg er umenneskeligt træt, fysisk og psykisk. Men jeg har aldrig været mere tilfreds, fordi jeg gjorde det.”

At finde fodfæste

På vandringen opdagede Frederik, at det, han længe havde opfattet som en svaghed, også kunne være en styrke. Han havde altid været optaget af menneskelige fællesskaber, og som pilgrim kom han tæt på dem. Han blev inviteret ind i hjem og baghaver, hvor mennesker delte deres historier med ham. Her kom hans evne til at lytte længe og koncentreret ham til gode.

”Jeg lærte, at det hyperfokus, jeg har, når jeg lytter til folks historier, faktisk var en styrke her. Især fordi folk gerne vil fortælle.”

Også hans egne tanker begyndte at ændre sig. De mange timer til fods gav dem plads, og den indre kritiker, der i årevis havde fortalt ham, hvad han gjorde forkert, mistede gradvist sin magt.

”Jeg lærte at se min indre kritiker som en stemme, men ikke som sandheden.”

Da Frederik vendte hjem til Nivå, genoptog han studiet efter et halvt år på vandring. Men kontrasten til hverdagen meldte sig hurtigt. I toget på vej ind til universitetet gled landskabet forbi uden for vinduet. Han kendte bevægelsen, men nu sad han stille, og tankerne begyndte igen at løbe.

Alligevel havde han noget med sig hjem. På vandringen havde han vænnet sig til at være sig selv uden hele tiden at spekulere på, hvordan andre opfattede ham.

”Det gik op for mig, at det jo er ligegyldigt, om nogen ikke kan lide mig.”

I dag læser Frederik på kandidaten i antropologi og undersøger, hvordan børnefamilier med autisme og ADHD oplever udredningsforløbet. Hans egne erfaringer med autisme spiller også en rolle i mødet med familierne.

”Jeg oplever, at det at have Aspergers faktisk er blevet en gateway ind i de her familier. De har haft så mange uheldige møder fyldt med misforståelser med alle mulige mennesker. Men hvis jeg siger: Jeg har også Asperger selv, så kan de bedre sænke paraderne,” fortæller han.

Frederik har fået en større tillid til, at han kan finde vej, også uden at kende alle svarene på forhånd. Når han skal sætte ord på, hvad vandringen har givet ham, vender han tilbage til ét ord: fodfæste.

”Jeg har nu et sikkert grundlag. Jeg har en retning, jeg kan gå, og jeg har et fodfæste i mig selv.”