Josephine tog sit eget liv som 19-årig: ”Vi tænkte ikke på andet end at holde hende i live”

Information om artiklens indhold

 

Denne artikel berører emnerne selvskade og selvmord.

Hvis du, eller en du kender, har brug for støtte, kan du finde gratis og anonym hjælp her:

 

Livslinien: Ring på tlf. 70 20 12 01 (hver dag kl. 11-05) eller skriv på livslinien.dk.

”Jeg lever, men jeg føler mig mere død end levende. Stemmerne har overtaget magten, og de dominerer over mig hver evig eneste dag.”

 

Sådan skrev Josephine A. K. Støvring på sin blog Min.indre.kamp i oktober 2022. Hun var 18 år og indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

 

Hendes liv havde i flere år været præget af alvorlig selvskade, selvmordsforsøg og gentagne indlæggelser. Men længere nede i det samme blogindlæg skrev Josephine:

 

”Jeg vil give livet en chance. Jeg vil leve; ikke bare overleve (…) Jeg kæmper for livet!”

 

Begge dele var Josephine.

 

Mens stemmerne trak hende længere ind i mørket, holdt hun fast i forestillingen om, at der kunne vente et andet liv på den anden side af sygdommen. Et liv, hvor hun fik det bedre, og hvor der igen var plads til drømme. Josephine ville skrive en bog, holde oplæg og uddanne sig til pædagog. Hun ville hjælpe andre unge, der havde mistet håbet.

 

”Det er min mission for livet,” skrev hun.

Sådan gjorde vi

Artiklen bygger på et interview med Josephines mor, Chanette Støvring, og på skrevne tekster om Josephine fra hendes tidligere efterskolelærer, kontaktperson på Josephines bosted og bedste veninde.

 

Derudover har vi fået adgang til at gennemgå Josephines egen Instagram-blog, hvor hun delte tanker og oplevelser fra sin indre kamp.

 

Alle personer, hvis udsagn indgår i artiklen, har givet samtykke til at medvirke. Med tilladelse fra Josephines forældre bringer vi desuden uddrag fra Josephines blog.

Et lys i andres mørke

Hendes varme. Hendes humor. Hendes mod. Hendes enorme hjerte.

 

Det er noget af det, Josephines bedste veninde vil huske hende for. Hun beskriver hende som et ”utroligt omsorgsfuldt, kærligt og stærkt menneske”.

 

Josephines tidligere efterskolelærer kalder hende ”et af de sejeste og mest empatiske unge mennesker, jeg nogensinde har mødt”, mens en tidligere kontaktperson fra det bosted, hvor Josephine boede, husker et menneske med ”en sjælden renhed og følsomhed – næsten som en engel”.

 

Noget går igen i fortællingerne fra de mennesker, der kendte Josephine: Hun havde et særligt blik for andre.

 

Josephine tilbød ofte sin omsorg og empati og ville, fortæller hendes efterskolelærer, gerne ”tænde et lys i deres mørke”. Det genkender hendes bedste veninde. Josephine kom ind i hendes liv på et tidspunkt, hvor veninden selv havde det allersværest, og blev en vigtig støtte.

 

”Hun hjalp mig gennem en kamp, jeg ikke troede, jeg kunne komme igennem. Hun var en stor del af min vej ud af anoreksi, og hun gav mig noget at kæmpe for, også når hun selv havde svært ved at kæmpe.”

 

At række ud selv var dog ikke så let for Josephine. Hun ønskede ikke at være til besvær og bad sjældent om hjælp, medmindre det var et menneske, hun virkelig stolede på.

 

”Jeg kan sagtens klare det selv,” kunne man ofte høre hende sige.

Født uden et filter

Sådan sagde Josephine ofte til sin tidligere efterskolelærer. Sætningen siger noget væsentligt om Josephine. Hun tænkte meget, mærkede meget og stillede store krav til sig selv.

 

Hun var stædig og ærekær og sjældent tilfreds med sin egen indsats. En opgave kunne hun bruge timevis på, for i stedet at slette det hele igen kort før afleveringsfristen.

 

”Uanset om du siger, den er god nok – så duer den ikke,” kunne hun sige.

 

Det, der for andre kunne virke småt eller ubetydeligt, kunne fylde voldsomt hos Josephine. En misforståelse kunne vokse sig stor, og tanken om, hvad andre mon tænkte om hende, kunne bore sig fast. Samtidig brugte hun meget energi på menneskene omkring sig og på, hvordan de havde det.

 

På sin blog forsøgte hun selv at sætte ord på den måde, hun oplevede verden på:

 

”Jeg er født uden et filter, hvilket betyder, at jeg tager ALT ind – også følelser.”

 

For Josephine handlede det ikke kun om lyde, indtryk og stemninger. Andre menneskers følelser kunne også komme helt tæt på, og hun skrev selv, at hun havde svært ved at adskille dem fra sine egne.

 

”Dårlige sindsstemninger er DRÆBENDE og påvirker mig ualmindeligt meget.”

 

Den måde, hendes hjerne arbejdede på, rummede også styrker. Josephine beskrev sig selv som knivskarp til fejlfinding og opgaveløsning.

 

På lange gåture med sin tidligere efterskolelærer oplevede han, hvordan Josephine lettere fik sat ord på det, der foregik inde i hende. Han husker blandt andet, hvordan hun beskrev sine sanseindtryk. Når hun lyttede til musik, lagde hun mærke til alle instrumenterne, stemmerne og de mange detaljer.

 

Og så var der dyrene. Særligt hesten Newton.

 

Josephine elskede at ride, og hesten stod hendes hjerte nær. Hendes tidligere efterskolelærer husker stadig synet af Josephine uden sadel på ryggen af den kåde hest: ”Så tænker man: Det er grounding. Her er et menneske, der i dette øjeblik på lykkeligste vis er til stede i sit eget liv.”

 

Josephine rummede så meget. En pige, der blandt andet elskede at rejse og shoppe tøj. En stor krammer og et menneske med gåpåmod og en stor kærlighed til andre, fortæller hendes mor Chanette Støvring.

 

”Josephine så mennesker og anerkendte dem. Det var en helt særlig gave, hun havde,” siger Chanette.

12-pigen

Josephine voksede op i en familie med sine forældre og tre storesøstre. Da Josephine begyndte i skole, var der ikke meget, der fik alarmklokkerne til at ringe. Hun var social, glad for sin klasse og havde gode lærere. Efter skole fandt man hende til forskellige fritidsaktiviteter gennem årene, blandt andet dans, fodbold og ridning.

 

Men omkring konfirmationsalderen begyndte noget at ændre sig.

 

Fire klasser skulle slås sammen til tre, og eleverne fik mulighed for at ønske, hvem de gerne ville gå i klasse med. Josephine håbede at komme i klasse med to veninder, men de endte i en anden klasse. Selv stod hun uden de piger, hun plejede at være sammen med og fandt tryghed i. Samtidig fik hun en klasselærer, hun ikke ønskede.

 

For Chanette står dagen stadig klart. Det var den dag, Josephine fik beskeden om den nye klasse og klasselæreren, at hun forsøgte at tage sit eget liv for første gang.

 

Efterfølgende begyndte Josephine at trække sig mere og mere i skolen. Hjemme kunne familien dog ikke nødvendigvis genkende det billede, skolen så. Josephine gik stadig til sine fritidsaktiviteter og kunne fungere i mange andre sammenhænge.

 

Men regningen var høj, som hun beskrev på sin blog: ”Jeg har altid været 12-pigen, men for at nå dertil, så måtte jeg igennem 100 nedsmeltninger, fordi presset var for stort og strukturen var for lav.”

 

I 7. klasse blev Josephine udredt og fik diagnosen atypisk autisme. For familien var det ikke umiddelbart let at forstå, hvad diagnosen betød.

 

Senere skiftede Josephine til en specialskole, hvor hun nåede at gå i omkring et år.

 

Under overfladen

Veninderne elskede at få Josephine til at grine, og hun havde, fortæller Chanette, et af de mest smittende grin. Chanette viser en video af sin datter, der ligger på en græsplæne og skraldgriner. Det er også den Josephine, familien og veninderne kendte.

 

Efterhånden blev de gode dage dog færre, mens de negative tanker fyldte mere. Josephine begyndte at selvskade og kæmpede med mad og forholdet til sin krop.

 

Josephine drømte om at færdiggøre 9.klasse og spejdede efter en ny begyndelse. Så da muligheden for at gå på efterskole opstod, greb hun den.

 

Hun faldt hurtigt ind i fællesskabet og knyttede sig både til de andre elever og til de voksne omkring sig. På mange måder fandt hun det, hun havde håbet på: et sted at høre til.

 

Men det, hun kæmpede med, fulgte med.

 

Josephine havde allerede svært ved at spise foran andre, fortæller Chanette, og hun selvskadede også. Efterskolen kendte til vanskelighederne, inden Josephine begyndte.

 

Efterskoleopholdet sluttede før tid som følge af Josephines selvskadende adfærd.

 

Kort forinden havde hun mistet Newton. Hesten var blevet alvorligt skadet i en hændelse med en anden hest og måtte aflives.

 

For Josephine, der knyttede sig dybt til både mennesker og dyr, var tabet enormt. Og da efterskoleopholdet kort efter også sluttede, mistede hun endnu et sted, hvor hun havde håbet at høre til.

HAR DU TANKER OM SELVMORD?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, er det vigtigt, at du taler med nogen.

Du kan kontakte din egen læge, lægevagten eller Livslinien.

 

Livslinien: 70 201 201

 

Du kan også chatte anonymt med en rådgiver på Livsliniens hjemmeside.
Er situationen akut eller livstruende, skal du ringe 112.

Bølgen

Efterhånden som Josephines vanskeligheder tog til, kunne måltiderne udløse en voldsom angst. Hendes kontaktperson oplevede, hvor afgørende ro og nærvær kunne være – både under og efter et måltid. Når hun var hos Josephine, kunne hun ofte hjælpe hende gennem angsten, før den væltede hende omkuld.

Kontaktpersonen oplevede Josephine som et meget visuelt og følende menneske og forsøgte derfor at give hende et konkret billede at holde fast i, når angsten kom.

 

”Jeg talte med Josephine om, at angst kunne være som en bølge. Den kom, kunne føles voldsom og overvældende, men den ville også altid lægge sig igen.”

 

Billedet gav mening for Josephine. Det gjorde så stort indtryk på hende, at hun fik en bølge tatoveret på kroppen.

 

”Hun fortalte mig, at når hun fik angst, kiggede hun på bølgen. På den måde kunne hun minde sig selv om, at angsten var som en bølge: Den kom, steg og føltes voldsom, men den ville også falde igen.”

Angsten omkring maden blev efterhånden en del af et større sygdomsbillede. Senere fik Josephine diagnosen atypisk spiseforstyrrelse. På sin blog beskrev hun selv, hvad sygdommen havde taget fra hende:

 

”Jeg savner ikke alt det, som spiseforstyrrelsen tog fra mig. Jeg havde ingen glimt i øjnene, jeg var svimmel konstant, besvimede flere gange ... Jeg selvskadede hver evig eneste dag – og for ikke også at tale om selvmordsforsøg.”

 

Stemmerne

Efter efterskolen begyndte Josephine i et kommunalt uddannelsesforløb med henblik på at blive uddannelsesparat. Også her mødte hun mennesker, hun holdt af.

 

Mistrivslen havde efterhånden fået så godt fat, at Josephine ofte havde svært ved overhovedet at komme afsted, og forældrene måtte køre hende om morgenen. Senere flyttede hun på bosted.

 

Selvskaden fortsatte, og Josephine sagde selv, at hun havde brug for at komme i psykiatrien. Hun var ofte åben om sine selvmordstanker.

 

Chanette husker en aften, hvor de sad sammen i bilen. Hun ringede til akutmodtagelsen, men fik at vide, at det var sent, og at der ikke var nogen fra børne- og ungdomspsykiatrien, som kunne tage imod dem. De kunne prøve igen en anden dag, lød beskeden.

 

”Men jeg sagde: 'Jeg sidder med mit barn herude i bilen. Nu kommer vi ind.' Jeg kunne tydeligt mærke, at det ikke kunne vente,” siger Chanette.

 

Josephine blev indlagt i børne- og ungepsykiatrien.

 

Her begyndte Josephine for alvor at sætte ord på noget af det, der foregik inde i hende. Hun fortalte om selvmordstanker og om stemmer inde i hovedet. På sin blog beskrev hun dem som ”kommanderende” og ”truende”. De kom med nedladende kommentarer om hende og hendes krop, fortalte hende, at hun skulle tabe sig, og var der hver dag, flere gange om dagen.

 

Stemmerne opfordrede også til selvskade og selvmord.

 

Josephine beskrev, at hun ikke kun hørte stemmer, men også så og mærkede ting, som andre ikke gjorde. Nogle gange så hun personerne, der talte til hende.

 

”Kvinden og manden, som jeg ser og mærker, vækker mig midt om natten for at skræmme mig og holde mig vågen, så jeg er SÅ smaddertræt dagen efter, at jeg næsten ikke kan kæmpe imod.”

En kamp for at holde hende i live

Men indlæggelsen blev også begyndelsen på en lang periode, hvor Josephines tilstand forværredes.

 

Da Josephine første gang kom på afdelingen, var hun ikke blandt de dårligste. Men hendes tilstand forværredes gennem de mange indlæggelser. Josephine havde allerede selvskadet, men ifølge Chanette tog den selvskadende adfærd til i takt med de mange indlæggelser. Samtidig begyndte hun at kopiere de andre patienter.

 

”Hun lærte rigtig meget af dem,” siger hun.

 

Selvmordsforsøgene blev hyppigere. Igen og igen kom Josephine alvorligt til skade, og over 30 gange endte hun i narkose.

 

På sin blog beskrev hun senere, hvor alvorligt det var blevet. På et tidspunkt havde hun fast vagt døgnet rundt, fordi hun var til fare for sig selv.

 

Der var også tvang. Fastholdelser, tvangsindlæggelser, tvangsmedicinering og behandling mod hendes vilje.
”Det er grænseoverskridende at få taget kontrollen,” skrev hun.

 

Samtidig reflekterede hun over det dilemma, hun selv stod midt i: ”Det kan helt klart være omsorgssvigt at udøve tvang, men det kan også være omsorgssvigt at lade være.”

 

Senere sagde Josephines behandlingsansvarlige psykolog ifølge Chanette, at der var unge, som ikke havde gavn af at være indlagt på den måde. Når Chanette ser tilbage, tænker hun på, hvad det kan have betydet for hendes datter at befinde sig i et miljø præget af uro og andre unge, der selv havde det meget svært.

 

”Når man er autistisk og befinder sig i et miljø med meget uro, skrig, mange mennesker og andre unge, der har det ekstremt svært, så kan det være meget belastende.”

 

Dengang havde familien imidlertid ikke overskud til at analysere, hvad der skete.

Og alligevel forsvandt Josephine ikke helt ind i mørket. Midt i indlæggelserne og de alvorlige perioder var der stadig øjeblikke, hvor de kunne genkende Josephine. Hvor hun grinede, var kreativ og viste omsorg for andre. Øjeblikke, hvor familien genkendte Josephine. Med alt det, hun var.

Hvor passer jeg så ind?

Josephines kamp handlede ikke kun om det, der foregik inde i hende. Den handlede også om at finde en måde at leve på, hvor hun ikke hele tiden blev overbelastet. Hun havde brug for tryghed, stabilitet og kontinuitet.

 

Chanette husker flere episoder fra tiden på den psykiatriske afdeling, som hun stadig har svært ved at forstå. Magtanvendelser og udskrivelser. Situationer, hvor familien oplevede, at alvoren i Josephines tilstand ikke blev mødt med den hjælp, hun havde brug for.

 

En episode fandt sted, efter Josephine havde selvskadet på afdelingen. Ifølge det, Josephine selv og senere personalet fortalte familien, kom en medarbejder ind og spurgte hende noget i retning af:

 

”Selvskader du, fordi du bare vil have opmærksomhed?”

 

Medarbejderen kom derefter med en spand og nogle klude og sagde, at Josephine selv kunne rydde op, fortæller Chanette. Først næste morgen, da en anden sygeplejerske kom på arbejde, blev der reageret, og Josephine kom på sygehuset.

 

”Det er sådan nogle ting, man sidder tilbage og har svært ved at forstå,” siger Chanette.

 

Men ét møde har sat sig særligt fast. Chanette sad ved siden af Josephine, mens beskeden kom fra to sider. Fra bostedet lød det, at Josephine ikke længere kunne være der. Fra psykiatrien lød det samme til trods for, at hun fortsat selvskadede og var selvmordstruet.

 

”Der sad to mennesker og sagde til hende: 'Du kan ikke være her. Du kan heller ikke være her.'”

 

Chanette husker sin datter være fortvivlet endnu en gang med følelsen af at være til besvær. Så stillede Josephine et spørgsmål, hendes mor aldrig har glemt:

 

”Hvor passer jeg så ind?”

 

Det spørgsmål har klistret sig fast hos Chanette.

"Nu er hun et sted, hvor der bliver passet på hende"

Familien stod nu i en uafklaret situation. Mens der blev forsøgt at finde en mere langsigtet løsning, var planen, at Josephine skulle være indlagt fast to døgn om ugen. Resten af tiden var hun hjemme hos sine forældre.

 

Men for Chanette var to døgn ikke nok.

 

”Josephine havde det så dårligt. Hun kunne godt sidde og hygge sig og virke helt almindelig og samtidig have det helt forfærdeligt indeni.”

 

Den 7. marts 2023 var Josephine hjemme hos sine forældre.

 

De spiste aftensmad sammen og spillede kort som så mange aftener før. Josephine elskede at spille og var, fortæller Chanette, et stort konkurrencemenneske.

 

I løbet af aftenen ændrede noget sig. Chanette kunne se det i sin datters øjne.

 

De blev mørke.

 

Josephines far kørte hende tilbage til psykiatrien og gjorde personalet opmærksom på, hvor dårligt hun havde det. Kort efter ringede han til Chanette.
Josephine var blevet indlagt.

 

”Jeg tænkte: Nu er hun et sted, hvor der bliver passet på hende.”

 

Men lidt senere ringede en pige, der var en bekendt. Hun fortalte, at Josephine havde skrevet på sociale medier, at hun var blevet udskrevet.

Chanette kunne næsten ikke forstå det. Familien havde netop fået at vide, at Josephine var blevet indlagt, og de havde gjort det tydeligt, hvor dårligt hun havde det. Alligevel havde ingen fortalt dem, at hun var blevet udskrevet.

 

Josephines far satte sig i bilen og kørte tilbage mod afdelingen, mens Chanette ringede til medarbejderne.

 

”Jeg begyndte at blive mere og mere bange. Jeg spurgte: Hvor er Josephine?” husker Chanette.

 

Hun fik at vide, at Josephine var gået ud for at gå en tur, og at planen var, at hun skulle komme tilbage kort efter.

 

Tiden gik.

 

Så ringede telefonen igen.

 

Det var Chanettes mand.

 

Josephine var fundet.

 

”Det er den værste besked, et menneske kan få.”

 

Josephine tog sit eget liv den dag.

 

Hun blev 19 år.

 

Som mor modtog Chanette ofte beskeder fra sin datter, nogle gange flere gange om dagen. Tre ord gik igen: Jeg elsker dig.

 

Det gjorde hun også den 7. marts.

 

At det skulle blive sidste gang, Chanette læste ordene fra sin datter, kunne intet forberede hende på.

 

Senere fandt familien ud af, at Josephine i sine sidste minutter havde ringet til bostedet og talt med en medarbejder. I samtalen satte Josephine selv ord på noget, der havde fyldt længe: Hun kunne ikke holde til de mange skift.

 

Men hvad der førte til hendes død, kan ikke forklares med én enkelt ting. Josephines kamp havde været lang og kompleks.

 

En kastebold i systemet

Når Chanette ser tilbage på Josephines forløb, er det vigtigt for hende at understrege, at fortællingen ikke kun er mørk. Familien mødte også mange dygtige og omsorgsfulde mennesker. Mennesker, der lyttede, tog sig tid og gjorde en forskel.

 

Men ser hun på Josephines samlede forløb, er det en anden oplevelse, der står tilbage: at hjælpen aldrig for alvor hang sammen, og at Josephine ikke fik den hjælp, familien oplevede, at hun havde brug for.

 

Josephine kæmpede med selvskade, en spiseforstyrrelse og psykotiske symptomer. Men familien oplevede ikke, at der blev skabt en samlet forståelse af de forskellige vanskeligheder og af, hvordan de påvirkede hinanden.

 

De gentagne selvmordsforsøg, den alvorlige selvskade og de mere end 30 behandlinger i narkose står for Chanette som et vidnesbyrd om, hvor alvorlig Josephines situation var.

 

”Jeg synes ikke, man kan behandle et menneske ved kun at se på én del. Hun havde flere diagnoser og udfordringer samtidig. Man er nødt til at se på hele mennesket.”

 

Josephine skiftede meget mellem bostedet, hjemmet og psykiatrien. Selv satte hun ord på følelsen: ”Jeg føler mig som et skilsmissebarn.”

 

For Chanette blev de mange skift et billede på et større problem. Når Josephines situation blev mere alvorlig, oplevede hun, at ansvaret blev sendt frem og tilbage, uden at nogen for alvor tog ansvar for helheden.

 

”Kommunen sagde: 'Det er psykiatriens ansvar.' Psykiatrien sagde: 'Det er kommunens ansvar.' Og Josephine stod midt imellem.”

 

Som forælder stod Chanette derfor tilbage med følelsen af, at der ikke fandtes ét sted at gå hen.

 

”Hvis Josephine havde haft en alvorlig fysisk sygdom, kunne jeg have kørt hende på hospitalet. Men her oplevede jeg ikke, at der fandtes et sted, hvor jeg bare kunne køre hen og sige: Mit barn har brug for hjælp.”

 

Når Josephine kom i kontakt med somatikken, oplevede familien ofte noget andet. Her blev der spurgt, lyttet og forsøgt at forstå, hvad der kunne hjælpe. For Chanette er det netop den tilgang, hun savner. Spørgsmålet burde hele tiden have været: Hvad har Josephine brug for?

 

Noget af det sidste, Chanette fik at vide om sin datters forløb, var en sætning, hun aldrig har kunnet slippe: ”Vi kom for sent i gang.”

 

”Det er en sætning, jeg aldrig glemmer. For min datter døde. Hun blev 19 år. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis nogen var kommet tidligere i gang.”

 

Josephine ville leve

For Josephines bedste veninde er der én ting, der er vigtigt at sige:

 

”Jeg oplevede Jose som et menneske, der kæmpede helt til det sidste. Jeg ved, at hun ønskede at få det godt igen, og jeg ved, at hun gjorde alt, hvad hun kunne. Hendes dæmoner blev bare til sidst stærkere, end hun selv kunne være.”

 

Josephine ville leve.

 

Midt i alt det svære holdt hun fast i håbet om, at livet kunne blive anderledes. At sygdommen og stemmerne en dag ikke længere skulle bestemme det hele.

 

Der var også planer for fremtiden.

 

Josephine skrev på sin blog og var samtidig i gang med en roman. Hun ville gerne færdiggøre 9. klasse, uddanne sig og arbejde med mennesker. De pædagoger, hun selv havde mødt og knyttet sig til, havde gjort indtryk på hende.
En dag ville hun selv gøre en forskel for andre.

 

På sin blog skrev hun:

 

”Jeg skal ikke herfra. Jeg skal skrive en bog, holde oplæg og læse til pædagog til sommer. Jeg skal ud at hjælpe andre unge, som har mistet håbet for en fremtid. Det er min mission for livet.”

 

En dag spurgte hun sin mor: ”Mor, når jeg får det bedre, vil du så være med til at holde oplæg sammen med mig om, hvordan det er at være i den her situation?”

 

”Ja, selvfølgelig. Der er ikke noget, jeg hellere vil,” svarede Chanette.

 

Når Chanette i dag bliver spurgt, om Josephine ønskede at dø, har hun svært ved at give et enkelt svar.

 

”Jeg oplevede ikke, at Josephine ønskede livet væk. Jeg oplevede, at hun ønskede sygdommen og stemmerne væk. Det er to forskellige ting.”

 

Derfor fortæller Chanette nu sin datters historie.

 

”Jeg vil hjælpe alle de andre 'Josephiner' derude. Der er et stort behov for det, og det var også hendes ønske.”

 

Josephine nåede aldrig at stå på den scene.

 

Men hendes ord står tilbage:

 

”Så stod jeg der i mørket
med favnen fuld af håb
håbet om bedring
håbet om indre ro
håbet om at finde mig
i mørket står jeg stadig
kigger på stjernerne
håber på et stjerneskud
et der kan få mig helt derud
hvor jeg ikke længere er prøveklud
Men hvor jeg er mig
og hvor roen i mig føles let som en leg.”

- Josephine A.K. Støvring

HAR DU TANKER OM SELVMORD?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, er det vigtigt, at du taler med nogen.

Du kan kontakte din egen læge, lægevagten eller Livslinien.

 

Livslinien: 70 201 201

 

Du kan også chatte anonymt med en rådgiver på Livsliniens hjemmeside.

 

Er situationen akut eller livstruende, skal du ringe 112.