Karina Bundgaards åbningstale til SIKON 2026 - om trivsel

Mit navn er Karina Bundgaard, og jeg er formand i Autismeforeningen.

Det er en stor glæde at stå her i dag.

 

Jeg vil gerne begynde lidt anderledes.

 

Om et øjeblik vil I se en video på skærmen, som varer et par minutter.

Jeg vil bede jer rette blikket derop.
Jeg håber, I vil give jer selv lov til bare at se med og tage det ind.

Lagde I mærke til kvinden med mariehønen?
Hun stod der og nærstuderede den, mens den kravlede hen over hendes hånd.
Alt andet forsvandt et øjeblik.

 

Og drengene, der løb ned ad stien med hunden.
I gadedrengehop, med store smil, der ikke blev holdt tilbage.
Ikke fordi de skulle noget bestemt, men fordi kroppen bare ville afsted.

 

Og drengen, der ikke kunne vente med at komme ud og mærke vinterens første sne.
Som smed sig ned med arme og ben ud til siden og lavede sneengle.

 

Det er øjeblikke som dem, vi lige har set.
Små øjeblikke, men ikke små for dem, der oplever dem.
Det er trivsel.
Og måske lagde I også mærke til noget andet.

 

Ikke kun det, der var i gang, men det blik, vi ser med.
For hvornår bliver noget for meget? For mærkeligt? For forkert?
Og hvornår er det bare et menneske, der er i gang med at være i nuet?

 

Autistiske mennesker, finder – som alle andre – mening, ro og glæde på forskellige måder.
Og derfor kan trivsel ikke sættes på en formel.

 

For nogle er det sneengle i årets første sne.
For andre det første spring i havet en sommerdag.
Eller timer fordybet i et computerspil.

 

Og for nogle er det fart. Intensitet. Gentagelse.
Musik, der fylder det hele.
Eller en krop, der ikke kan lade være med at bevæge sig.

 

Som barn lavede jeg selv vejrmøller gennem stuen derhjemme.
Det irriterede ind i mellem min mor, men for mig var det ren livsglæde.
Jeg lover jer, jeg ikke laver dem heroppe i dag … selvom jeg har overvejet det.

 

Trivsel er noget, alle mennesker fortjener. Hvis vi vil forstå den, kræver det noget af os:
Tid, nysgerrighed, tryghed og ofte stabile relationer.
Forskning peger også på, at vi mennesker har nogle helt grundlæggende behov.
Behovet for at føle os kompetente, for at høre til og for at have indflydelse på vores eget liv.
Når de behov får plads, er der også grobund for trivsel.

 

Alt for ofte stiller vi skarpt på det, der ikke fungerer.
På det, der falder udenfor.
Ikke nødvendigvis fordi det er et problem, men fordi det ikke ligner det, vi forventer.
Men det må ikke betyde, at vi overser det, der faktisk virker.
Det, der skaber ro.
Det, der giver mening.
Det, der får mennesker til at trives.
Derhjemme.
På bostedet.
I skolen.
På arbejdspladsen.
Eller når man er i sit eget selskab.

 

For trivsel er ikke noget, der nødvendigvis varer i måneder ad gangen.
Nogle gange findes den i glimt.
Og de glimt tæller.
Så lad os få den store lup frem og få øje på det, der virker.

 

Når vi taler om trivsel, taler vi også om ro i nervesystemet.
Hvordan man finder ind til roen i kroppen, er dog vidt forskelligt.
For nogle er det stilhed. For andre er det bevægelse.
For andre er det det intense, det gentagende, det der mærkes i hele kroppen.

 

Nogle finder roen i noget så enkelt som en lavalampe.
I de langsomme bobler, der hæver sig, folder sig ud og synker igen.
En rytme, der gentager sig uden at være helt den samme.
Andre bliver urolige af netop det og har brug for noget mere forudsigeligt.
Og det er her, vi ofte overser noget vigtigt.

 

For mange autistiske mennesker handler det ikke om, at de ikke vil.
Men om, at de ikke ved, hvornår det er godt nok.

 

Autistiske mennesker søger efter mønstre og sammenhæng.
Noget, der giver mening.
Noget, der går op.

 

Og når det ikke gør, kan det være svært at slippe.
Som en bog på en hylde, der bryder mønstret.
Man ser den med det samme.
Og det bliver ved med at forstyrre, indtil den passer i systemet.

 

Perfektionismen er ikke bare et valg.
Den er en måde at skabe ro på.
Og nogle gange er det eneste, der mangler, en stemme tæt på, der siger:
“Det er godt nok.”
“Du er på rette vej.”
“Du må gerne gå videre nu.”

 

 

Jeg vil gerne fortælle jer om Thomas.
Thomas tilbragte en del af sin barndom i Singapore og fik tidligt en autismediagnose.
Han havde svært ved det sociale.
Men han havde også noget andet: en stærk interesse for IT.
Han lærte sig selv at programmere.

 

Når Thomas sidder ved computeren, falder der en naturlig ro over ham.
Der er logik. Der er system. Der er mening.
Han ved, hvad der forventes, og hvornår det er godt nok.

 

Men ved frokostbordet med kollegerne er det en helt anden situation.
Her bliver han urolig. Kigger rundt. Forsøger at aflæse stemningen, mens forvirringen om, hvad han skal sige, overdøver hans tanker.

 

Så hvad er trivsel egentlig?
For Thomas er det ikke én ting eller ét sted.
Det opstår forskelligt afhængigt af, hvor han er, og hvad der møder ham.
Da han fik de rette rammer på en specialskole og senere en erhvervsrettet IT-uddannelse, skete der noget.
Han oplevede igen og igen, at lærere, pædagoger og andre fagpersoner forstod ham og ville ham det bedste.
Og dér kom hans styrker for alvor i spil.
Det, der før var svært, fik plads ved siden af det, han var god til.
Og i dag er han en af landets dygtigste inden for IT og stortrives med det.

 

Jeg fortæller ikke det her, fordi alle skal blive som Thomas.
Men fordi hans historie viser os noget vigtigt: Når vi tager det enkelte menneske alvorligt, er nysgerrige og tør stille ind på både behov og kompetencer, så kan der ske gode ting.

 

Alligevel er det ikke altid den virkelighed, autistiske mennesker møder.
For den verden, vi har skabt, kan i sig selv stå i vejen for trivsel.

 

Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver vores samfund som et accelerationssamfund.
Et samfund præget af tempo.
Vi haster fra det ene til det næste.
Fra opgave til opgave.
Fra krav til krav.

 

Men det er ikke tempo i sig selv, der er problemet.
Det er tempo uden mulighed for at vælge.
Tempo uden pauser.
Tempo uden plads til forskellighed.
Og måske er det ikke kun noget, vi skal tage hensyn til.
Måske er det også noget, vi har brug for at lytte til og handle på.

 

For i et samfund, der bevæger sig hurtigt, har vi brug for mennesker, der stopper op.
Som ser det, andre overser.
Som insisterer på sammenhæng.
Som ikke slipper det, der ikke giver mening.
Et blik, der går i dybden.
Som undersøger, sorterer og forstår.

 

Og undervejs har vi måske glemt noget:
At dvæle.
At være i det.
At fundere.

 

Jeg kom til at tænke på en oplevelse fra min ungdom.
Jeg var til havnefest med en veninde, og vi gik forbi en mand, der sad helt stille med lukkede øjne på en bænk. Midt i mylderet og festlighederne sad han dér - stille, alene og fordybet i sit eget.

 

Vi blev lidt bekymrede og spurgte, om han var okay.
Og han svarede:
“Ja, jeg funderer.”
Det svar har jeg tænkt på mange gange siden.
For hvornår gør vi egentlig det i dag?
Hvornår giver vi os selv – og hinanden – lov til bare at være i noget, uden at skulle haste videre?

 

Når jeg tænker på autisme, tænker jeg:
Måske er det ikke den autistiske person, der har svært ved at følge med.
Måske er det verden, der bevæger sig for hurtigt.

 

Mennesker er ikke skabt til så mange skift, så højt tempo og så lidt tid til at lande.
Måske er der faktisk noget, vi alle kan lære af autistiske mennesker.

 

For i sidste ende handler det ikke kun om autisme.
Det handler om, hvilket samfund vi vil være.
Et samfund, hvor mennesker skal passe ind eller et samfund, hvor der er plads til at være.
For trivsel kan ikke sættes på en formel.
Og mennesker kan ikke reduceres til tempo, præstation eller tilpasning.

 

Måske kræver det, at vi begynder også at værdsætte det, der tager tid.
Det, der går i dybden.
Det, der insisterer på mening.
Det er noget, vi som samfund har brug for.

 

Så når I går herfra i dag, håber jeg ikke kun, I tager ny viden med jer.
Jeg håber, I tager et andet blik med jer.
Et blik, der er lidt langsommere.
Lidt mere nysgerrigt.
Og lidt mere modigt.

 

Et blik, der ikke kun spørger:
“Passer det ind?”
Men også:
“Hvad er det, jeg ser, og hvad kan jeg lære af det?”

 

Nogle gange er det en mariehøne.
Og måske er det dér, at trivsel begynder.

 

 

Velkommen til SIKON 2026.