Louise fandt sin passion i hår: “Det er jo ikke fordi, jeg fungerer normalt nu”

Da 32-årige Louise Olesen tidligere på året fortalte til Sjællandske Nyheder om sin nye salon, blev historien hurtigt til fortællingen om en kvinde, der havde kæmpet sig tilbage på arbejdsmarkedet trods autisme, ADHD og angst.

Men da hun læste artiklen bagefter, fik hun en dårlig følelse i kroppen.

“Jeg blev lidt provokeret af formuleringen om, at jeg gik fra fuld sygemelding til fuldtidsarbejde, fordi det får det til at lyde som om, at nu fungerer alt bare,” siger hun.

I dag driver Louise en lille salon med hårpåsætninger i alverdens farver. Men hun arbejder kun få timer om ugen og på særlige vilkår.

Efter få timers kundekontakt kan hun være så overstimuleret, at resten af dagen foregår på sofaen. Har familien været til sociale arrangementer i weekenden, kan hun være nødt til at aflyse kunder flere dage efter.

Derfor er hun bekymret for, hvordan historien bliver læst.

“Hvis der sidder nogen derude og læser det, så kan man hurtigt komme til at tænke: ‘Hvorfor kan jeg ikke bare arbejde fuldtid som alle andre?’ Men folk ser jo ikke alt det, der ligger bag.”

Et arbejde med en høj pris

 

Louise fik som voksen diagnoserne autisme og ADHD efter flere år præget af stress, belastningsreaktion og omfattende kommunale forløb omkring hendes søn, der også har særlige behov.

I samme periode udviklede hun angst.

“Vi stod med flere parallelle sager i kommunen, gentagne udredninger af vores søn og over et års ventetid hos Ankestyrelsen,” fortæller hun.

I dag driver hun en lille salon med hårpåsætninger og hårprodukter. Det begyndte som et kreativt projekt hjemmefra, men voksede gradvist til en virksomhed.

“Jeg har fundet noget, hvor jeg ikke føler, at jeg tager på arbejde. Det er min passion.”

Men arbejdet hænger kun sammen, fordi hele hendes hverdag er bygget op omkring faste rammer og få arbejdstimer.

“Jeg arbejder ikke fuldtid. Min hverdag er nødt til at være meget struktureret og tilpasset både mine diagnoser og vores families situation.”

Udadtil møder kunderne en glad kvinde med farverige hårpåsætninger og styr på sit arbejde. Men det er ikke hele virkeligheden.

Misforstået efter historie i pressen

Da Louise tidligere fortalte sin historie til Sjællandske Nyheder, troede hun, at fokus skulle være på netop de begrænsninger og hensyn, der gør det muligt for hende at arbejde.

Men da artiklen udkom, oplevede hun, at fortællingen blev en anden.

“Artiklen sætter fokus på, at jeg driver min egen salon på trods af autisme, ADHD og angst, og det kan få det til at fremstå som om, jeg er gået fra ‘tanken om førtidspension’ til fuld arbejdsevne. Men sådan er virkeligheden langt fra,” siger hun.

I dag arbejder Louise omkring 15 timer om ugen og modtager samtidig tabt arbejdsfortjeneste på grund af familiens situation — noget hun ikke mener fremgik tydeligt nok i artiklen.

Siden har både politikere og andre stillet spørgsmål ved, hvordan hun kan drive egen virksomhed samtidig med sine diagnoser.

Hun frygter især, at andre neurodivergente mennesker kan komme til at føle, at de burde kunne det samme.

“Hvis der sidder nogen derude og læser det, så kan man hurtigt komme til at tænke: ‘Hvorfor kan jeg ikke bare arbejde fuldtid som alle andre?’ Men folk ser jo ikke alt det, der ligger bag. Det er jo overhovedet ikke fordi, jeg bare er rask og fungerer normalt nu. Jeg fungerer kun inden for nogle meget skarpe rammer.”

Det usynlige handicap

I dag er hele Louises arbejdsuge bygget op omkring hendes udfordringer. Hun tager som udgangspunkt kun én kunde om dagen og har været nødt til at indlægge hele dage uden kunder for at kunne restituere.

Men selv da kan hun ikke undgå at blive belastet.

“Jeg kan ikke følge med derhjemme, og jeg får enormt dårlig samvittighed over det. Når mine børn sover, så ligger jeg bare på langs.”

Samtidig er familiens hverdag allerede præget af struktur og hensyn til hendes søn.

“Hele min hverdag er bygget op omkring min søn. Jeg skulle altid nå det hele, inden han kom hjem igen. Det har været rigtig svært pludselig også at skulle arbejde oveni.”

Selv små ændringer i hverdagen kan vælte balancen mellem arbejde, familieliv og restitution.

“For hver gang vores hverdag ændrer sig, så må jeg også ændre på min arbejdsgang for at tingene kan fungere, og jeg ikke knækker.”

Derfor er der heller ikke plads til både kunder, sociale arrangementer og familieliv på samme tid. Hvis familien eksempelvis har været til noget socialt i weekenden, ved hun allerede på forhånd, at det kan koste arbejdsdage bagefter.

“Hvis jeg skal til tandlæge eller til et arrangement, så bliver jeg nødt til at holde fri fra arbejdet.”

For nylig deltog hun i en messe i Roskilde i forbindelse med arbejdet. Belastningen var så stor, at hun måtte lukke salonen i en hel uge bagefter.

At leve på lånt energi

Belastningen kommer sjældent med det samme, fortæller Louise.

“Når jeg presser mig selv for meget, så mærker jeg det først bagefter.”

Hun beskriver det som at leve på lånt energi. I perioder fungerer hverdagen. Indtil kroppen pludselig siger stop.

“Jeg kan godt have tre uger, hvor jeg klarer det hele, og så kollapser jeg fuldstændig bagefter.”

Derfor har hun været nødt til at lære sine egne grænser at kende.

“Jeg har været nødt til at lære, at det er okay at sige nej.”

Kroppen reagerer også fysisk efter længere tids belastning. Hun får influenzasymptomer, fortæller hun og påpeger, at presset også sætter sig i sproget.

“Min ADHD har faktisk gjort, at min autisme er blevet mere tydelig. Når jeg er presset, kan jeg næsten ikke tale. Jeg mumler og kan ikke få ordene ud.”

Hvordan kan det lade sig gøre?

Når Louise bliver spurgt, hvordan hun kan holde fast i et arbejde samtidig med autisme, ADHD og angst, peger hun på én ting: kontrol over sin egen hverdag.

For hendes arbejdsliv hænger kun sammen, fordi alt er bygget op omkring faste rutiner og nøje tilrettelagte rammer: “Jeg er meget struktureret og rutinepræget. Det er de rutiner, der gør, at jeg fungerer.”

At være sin egen chef frem for ansat fungerer bedre for hende, da hun selv kan styre tempoet, kravene og antallet af kunder.

Alligevel forsvinder sammenligningen med andre ikke. Den dag i dag kan hun stadig blive ramt af følelsen af ikke at slå til. Af ikke at kunne det samme som mennesker omkring hende.

“Hvorfor kan jeg ikke bare arbejde fuldtid? Hvorfor kan jeg ikke rydde op, når jeg kommer hjem?”

Men hendes håb er, at fortællingen kan være med til at nuancere forståelsen af, hvad et arbejdsliv kan være.

“Jeg tror på, at der findes en vej for os alle sammen, men løsningen er ikke den samme for alle. For nogen er det 37 timer. For andre er det 5 timer om ugen.”

“Man kan godt arbejde og stadig være meget begrænset,” slutter hun.