Aktuelt i 2026 | Autismeforeningen
Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2026
TV 2’s dokumentar Manfred alene hjemme viser et autistisk menneske med ADHD, der gennem mange år er blevet misforstået og har manglet den specialiserede støtte, han har brug for.
I Autismeforeningen er vi dybt berørte af Manfreds situation. Den rejser alvorlige spørgsmål om specialiseret støtte, kommunens ansvar og konsekvenserne, når hjælpen ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov.
Vores formand, Karina Bundgaard, har reageret på dokumentaren. Herunder kan du se de to videoer, vi har delt på Facebook, og læse de tilhørende opslag.
21. oktober 2026
”Jeg er ikke noget værd. At være ligegyldig. Være menneskeligt affald.”
Det er nogle af de hjerteskærende ord, 41-årige Manfred bruger om sig selv i TV 2’s dokumentar Manfred alene hjemme.
Det gør dybt ondt at høre et menneske beskrive sig selv sådan. For bag ordene er et menneske, der har brug for at blive set, forstået og mødt med den hjælp, han har brug for.
Manfred har autisme og ADHD. Han lever isoleret i et hjem med affald og fordærvede madvarer og fortæller, at han længe ikke har fået den støtte, han har brug for.”
Det gør mig dybt ulykkelig og vred at se det her på Manfreds vegne, men jeg bliver også vred på mange autisters vegne. Manfred er en mand, der har brug for en specialiseret indsats, og det er ikke komplekst, men sagen er blevet gjort utrolig kompleks,” siger Karina Bundgaard, formand for Autismeforeningen, i et interview på TV 2 News her til morgen.
“Jeg har brug for at kalde det, hvad det er: strukturelt omsorgssvigt.”
Han vil ikke bare overleve. Han vil have et værdigt liv.
Vi er nødt til at se bag adfærden.
Når et autistisk menneske er presset langt ud over sin grænse, kan især utryghed og uforudsigelighed føre til stærke reaktioner som råben og afvisende adfærd. Det, som udefra ligner vrede, modstand og afvisning, kan være tegn på et menneske, der er voldsomt belastet, føler sig misforstået og er utrygt.
Manfreds adfærd skal forstås, ikke bare bedømmes. Vi skal ikke nøjes med at se røgen. Vi skal også lede efter ilden.
Vi kan ikke kalde det hjælp, bare fordi det er det, systemet tilbyder.
Vi er nødt til at spørge, hvorfor hjælpen ikke virker for Manfred, hvad han faktisk har brug for, og hvordan vi sikrer, at han får den rette hjælp.
Når hjælpen ikke tager udgangspunkt i mennesket og dets behov, risikerer den at skabe mere utryghed og nedbryde den tillid, der er helt afgørende for, at hjælpen kan lykkes.
Manfred har brug for mennesker, der tager sig tid til at lære ham at kende, skabe tryghed og opbygge tillid. Han har brug for specialiseret støtte fra mennesker med den rette viden om autisme.
Ingen mennesker skal efterlades med følelsen af at være værdiløse og ligegyldige. Manfred skal ikke stå alene.
”Jeg er ikke noget værd. At være ligegyldig.
Være menneskeligt affald.”
”Der er ikke nogen støtte overhovedet.”
Sådan beskriver Manfred sin situation i TV 2’s dokumentar Manfred alene hjemme, som netop er blevet vist her til aften. I Autismeforeningen er vi målløse og dybt berørte over hans situation.
Manfred fortæller om en hverdag, hvor en bil kører forbi huset for at tjekke, om der er livstegn ude fra landevejen.
Om at mangle de rette rammer og om ingen støtte til sin autisme.
Om at være overladt til sig selv og føle sig som skrald.
Det er hjerteskærende. Men det er også dybt alvorligt, at et menneske med vedvarende omfattende støttebehov kan ende i en situation, hvor hjælpen udebliver, og tilliden til andre mennesker bliver brudt ned.
Vi er nødt til at turde kalde det, vi ser, ved dets rette navn: strukturelt omsorgssvigt.
For svigtet handler ikke kun om enkelte menneskers handlinger eller undladelser. Det handler om et system, der ikke formår at sikre, at hjælpen faktisk virker. Hvor et menneskes behov ikke bliver mødt med den rette specialiserede indsats, og hvor situationen forværres, mens ansvaret fortsat ligger hos myndighederne.
Hvor er kommunen i alt det her?
Kommunen kan udlicitere opgaven, men ikke ansvaret. Kommunen burde for længst have grebet ind og taget stilling til, om Den Socialfaglige Organisation kunne sikre Manfred den nødvendige støtte.
Dokumentaren rejser alvorlige spørgsmål om en indsats, hvor magt og tvang indgår, samtidig med at Manfred fortsat oplever, at han ikke får den hjælp, han har brug for.
Hvis indsatsen skaber mere utryghed, nedbryder tilliden og ikke fører til en bedre situation, er det ikke nok at fortsætte som hidtil.
For imens går årene, Manfreds situation forværres, og hans tillid til andre mennesker svinder ind.
Det er kommunens ansvar at følge op, reagere på manglende resultater og sikre, at den leverede hjælp svarer til borgerens behov. Når det ikke sker rettidigt, risikerer systemet at fastholde et menneske i en situation, der bliver stadig vanskeligere at komme ud af.
Manfreds situation viser, hvad der kan ske, når vi fokuserer på modstanden og afvisningerne frem for at forstå, hvad der ligger bag.
Når vi ikke handler i tide, risikerer alle at tabe: Manfred taber, men det gør samfundet også.
Konsekvenserne af ikke at handle i tide og tilpasse indsatsen til det enkelte menneskes behov kan være kolossale. Derfor er det afgørende at sætte ind rettidigt med den rette, specialiserede støtte og den nødvendige viden om autisme.
Manfred har brug for mennesker, der tager sig tid til at forstå ham, skabe tryghed og opbygge tillid. Og han har brug for en kommune, der tager ansvar for, at hjælpen faktisk virker.
Manfreds adfærd skal forstås, ikke bare bedømmes.
Lad os gøre det bedre. For Manfred og for alle andre autistiske mennesker.