Modsvar til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør rejser en debat om det stigende antal autismediagnoser. Budskabet er et alvorligt fejlskud.

Lederen bygger på en fortælling om, at der stilles for mange autismediagnoser, og at kun autister med meget gennemgribende støttebehov bør få hjælp. Det er en farlig konklusion.

Der findes autistiske mennesker, som har brug for specialiseret støtte døgnet rundt, mennesker uden sprog eller med meget begrænset verbalt sprog. De har brug for støtte. Men funktionsnedsættelser ser vidt forskellige ud. Når chefredaktøren skriver, at mange autister lever ”helt almindelige tilværelser” og ”klarer sig helt fint”, bliver det underforstået, at et menneske, der kan passe et arbejde, tage en uddannelse eller have et familieliv, ikke kan have behov for hjælp.

Det, man kan se udefra, fortæller ikke nødvendigvis, hvad man kæmper med. Nogle kan kun opretholde det, der ligner et ”helt almindeligt” liv, da de konstant kompenserer og maskerer. Det er ikke det samme som at klare sig fint.

I Autismeforeningen møder vi mennesker i krise, som har manglet hjælp i årevis eller fået den forkerte hjælp.

Regningen kan være langvarig stress, angst, depression, sygemeldinger og livskriser. For nogle bliver belastningen så alvorlig, at de mister tilknytningen til uddannelse eller arbejdsmarkedet eller får alvorlige konsekvenser for deres mentale trivsel og lyst til livet.

At hjælpe autister med omfattende støttebehov udelukker ikke, at andre autister, som har brug for hjælp, også skal have den. Derfor spørger vi: Hvilke mennesker er det, der ikke må hjælpes?

Er det barnet, der efter års skolefravær endelig får den støtte, der gør det muligt at komme tilbage i skole? Den voksne, der som 52-årig endelig får svar på et helt liv med stress, angst og utallige sygemeldinger? Eller den unge, der har taget en ungdomsuddannelse, men nu sidder derhjemme og rådner op?

Ja, antallet af autismediagnoser er steget. Det skal vi kunne diskutere. Men en stigning i diagnoser er ikke i sig selv et bevis på, at mennesker får diagnoser, de ikke har brug for. Den skyldes blandt andet større viden og bedre udredning, så mennesker, der tidligere blev overset – blandt andet kvinder og mennesker, der har maskeret deres autisme – i højere grad bliver identificeret.

Det mest bekymrende ved lederen er derfor ikke, at den rejser en debat om diagnoser.

Det er den sondring, der ligger i argumentationen – og det signal, den sender til de tusindvis af mennesker, der kæmper for at blive taget alvorligt.

Når chefredaktøren skriver, at “det gavner os alle, hvis særlige træk ikke straks skal udløse et medicinsk stempel. Og så kan de, der faktisk er syge eller handicappede, få mere hjælp”, sender det et trist signal: at nogle måske slet ikke burde være blevet udredt, og at de ikke skal have hjælp, hvis de har brug for den.

For et menneske kan have et stort støttebehov, selv om autismen ikke passer ind i en snæver forestilling om, hvem der er handicappet. I Autismeforeningen mener vi, at alle autister skal have mulighed for at få den hjælp, de har brug for – uanset hvor på spektret de befinder sig, og hvor omfattende deres støttebehov er.

Vi har brug for en debat om autisme, der tager udgangspunkt i virkeligheden.

I viden frem for fordomme.