Nyt ambulatorium skal give unge i mistrivsel hurtigere hjælp – et vigtigt skridt, mener formand for Autismeforeningen

Flere børn og unge henvises i dag til psykiatrien, og det øger presset på børne- og ungdomspsykiatrien. Ventetiderne er lange, og for mange unge og deres familier kan der gå måneder, før udredningen overhovedet begynder, og endnu længere, før den unge får den hjælp, de har brug for.

Nu har Region Hovedstaden åbnet et nyt ambulatorium på Rigshospitalet for unge mellem 14 og 17 år. Ambulatoriet skal bidrage til, at flere unge får rettidig hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien.

For de unge, der venter på hjælp, handler det ikke kun om tiden på ventelisten. 

Lang ventetid kan også få konsekvenser for skolegang, uddannelse, sociale relationer og overgangen til voksenlivet.

”Når unge mistrives, skal de ikke vente unødigt på hjælp. Derfor er det en topprioritet at få ventetiderne ned og sikre, at de unge får den rette hjælp så hurtigt som muligt,” udtaler regionsrådsformand Lars Gaardhøj i en pressemeddelelse fra Rigshospitalet.

Autismeforeningen og formand Karina Bundgaard har besøgt det nye ambulatorium og mødt nogle af de fagpersoner, der skal arbejde med de unge. Hun hilser ambulatoriet velkommen og ser det som et vigtigt skridt, selv om det ikke i sig selv løser alle udfordringerne i børne- og ungdomspsykiatrien.

”Når et barn først får hjælp, efter at mistrivslen har fået lov til at vokse sig stor, er der allerede gået kostbar tid. Vi har brug for flere tilbud, der kan gribe børn og unge langt tidligere, og som samtidig har blik for, at autistiske børn og unge kan have brug for en anden tilgang og andre rammer for at få den hjælp, de har brug for,” siger hun.

Fakta om det nye ambulatorium

• Ambulatoriet på Rigshospitalet åbnede for patienter 12. august og blev officielt indviet 4. september.
• Målgruppen er unge mellem 14 og 17 år med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser, som er henvist til psykiatrien.
• Når ambulatoriet er fuldt bemandet, forventes det at have plads til 30 klinikere.
• Klinikerne har op mod 450 kontakter med unge og familier, som er i udredning eller behandling.
• Ambulatoriet er en del af Region Hovedstadens arbejde med at styrke sammenhængen i indsatsen omkring børn og unge med psykisk sygdom.
• Ambitionen er et tættere samarbejde mellem psykiatrien, kommunale tilbud, uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører.

Mere end en henvisning

For de unge, der kommer ind i ambulatoriet, er billedet ofte mere komplekst end den første henvisning antyder. Hos flere bliver det for eksempel først undervejs tydeligt, at autisme også spiller en rolle og kan være en del af forklaringen på de psykiske vanskeligheder, der har ført dem hertil.

”De unge, der kommer ind hos os efter en henvisning fra lægen, træder ofte ind med eksempelvis depressive og ængstelige symptomer, selvskade eller selvmordstanker. Når vi så lærer den unge bedre at kende, finder vi nogle gange ud af, at der også er en underliggende autismediagnose eller noget andet på spil,” fortæller Astrid Langhoff Kidholm, som er psykolog.

For at få et bredere billede af den unge taler fagpersonerne både med den unge og forældrene. Forældrene fortæller blandt andet om den unges liv og udvikling fra de tidlige år, mens fagpersonerne også har samtaler alene med den unge.

”Samtalerne foregår lidt forskelligt alt efter, hvad vi har brug for at undersøge. Til de indledende samtaler møder vi både den unge og forældrene, men vi har også samtaler med dem hver for sig. Vi hører blandt andet forældrene fortælle om den unges liv og udvikling helt fra de var spæd, mens vi med den unge alene kan lave screeningsinterviews, observationer og forskellige undersøgelser,” fortæller Astrid Langhoff Kidholm.

Også skolen bliver inddraget, så fagpersonerne får flere perspektiver på den unge.

”Foruden henvisningen fra lægen får vi også en skoleudtalelse, men det er bare en lille del af det samlede billede, vi får af den unge. Det, de viser i skolen, er ikke nødvendigvis det samme, som familien oplever derhjemme,” fortæller afsnitsledende specialpsykolog Jonas Vrublovsky Tingsgård.

Når udredningen viser noget andet

En mistanke om autisme eller ADHD er langt fra altid udgangspunktet for en henvisning. Ofte bliver den unge henvist på grund af alvorlig mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Det kan for eksempel være vanskeligheder med at komme i skole eller med at få hverdagen til at fungere.

”De unge mellem 14 og 17 år henvises typisk fra egen læge. Det er langt fra alle, der kommer ind med en mistanke om autisme eller ADHD. Ofte er det snarere depression, angst, OCD eller noget andet, der fylder. Så prøver jeg at gøre plads til, at vi også kan undersøge, om der er noget andet på spil,” fortæller Dorte Thomas, oversygeplejerske på ambulatoriet.

Nogle gange er der mistanke om en bestemt tilstand eller udviklingsforstyrrelse, mens det andre gange først bliver tydeligt under udredningen, hvad der ligger bag den unges vanskeligheder. Det kan vise sig, at autisme er en del af forklaringen på de psykiske vanskeligheder. Omvendt er der også unge, som bliver henvist med mistanke om autisme, men som ikke har tilstrækkelige symptomer til at opfylde kriterierne for en diagnose, eller hvor udredningen peger på en anden problematik.

De senere år er der kommet større opmærksomhed på autisme, og flere forældre og unge har selv en mistanke om, at de kan være autistiske. Det kan også gøre det svært, når udredningen ikke fører til den diagnose, de havde forestillet sig.

”Der er jo de senere år kommet meget mere fokus på autisme og flere forældre, og unge selv, der tænker at de kunne have det. Det kan faktisk, for nogle af de unge, og deres forældre, være lige så svært at vi ikke stiller en diagnose, som at få en diagnose,” fortæller Jonas Vrublovsky Tingsgård, afsnitsledende specialpsykolog.

Transdiagnostisk tilgang

Behandlingen varetages af tværfaglige teams med blandt andre læger, psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere. Tilbuddet omfatter samtaler med den unge og familien samt undervisning og støtte til at håndtere de vanskeligheder eller udfordringer, de oplever i hverdagen.

I ambulatoriet arbejder fagpersonerne transdiagnostisk. Det betyder, at de ikke kun tager udgangspunkt i én konkret diagnose, men også ser på de symptomer og vanskeligheder, der går på tværs af forskellige psykiske lidelser. For mange af de unge er det nemlig ikke én diagnose, der forklarer, hvorfor de mistrives.

”Når vi ser på de unge, er der langt flere, der både har autisme eller ADHD og samtidig har komorbiditet eller belastningsreaktioner, end der kun har autisme eller ADHD. Derfor prøver vi at arbejde mere transdiagnostisk og symptomorienteret: Hvad er det, der fylder mest lige nu? Hvad er det mest pinefulde, som har gjort, at den unge er kommet til os, og hvad er det, der gør, at vedkommende ikke længere fungerer godt i hverdagen?” fortæller afsnitsledende overlæge Louise Hyldborg Lundstrøm.

Hvis en ung for eksempel kommer med svær angst eller depression, er det disse vanskeligheder, der først skal arbejdes med. Det kan ske gennem psykoedukation, psykoterapi, medicin - eller en kombination, fortæller hun.

”Selvom den unge kommer med en autismediagnose, eller vi opdager autisme undervejs, vil vi gerne være gode til hurtigt at identificere og behandle for eksempel angst og depression. Men samtidig har vi autismen i baghovedet. Når de andre lidelser er kommet i bero, kan vi vende tilbage og spørge: Hvad var det egentlig, der skete for nogle år siden?” siger Louise Hyldborg Lundstrøm.

Denne transdiagnostiske tilgang er Karina Bundgaard meget begejstret for.

”Jeg bliver faktisk rigtig glad, når jeg hører, hvordan de arbejder her. En diagnose kan aldrig stå alene. Vi skal se på det menneske, der står foran os, og på det, der gør livet svært lige nu. Derfor synes jeg, den transdiagnostiske tilgang er så vigtig. Den giver mulighed for både at behandle den angst eller depression, der fylder her og nu, samtidig med at man tager højde for, at det er et autistisk menneske, og for hvilken betydning autismen har for den unges liv,” siger hun og fortsætter:

”For en autistisk ung kan der sagtens være angst, depression eller andre belastningsreaktioner oveni, og så skal vi kunne behandle det uden at miste blikket for autismen. Det synes jeg, de har et rigtig godt blik for her. De ser hele mennesket og tager fat dér, hvor behovet er størst.”

De unges sted

En autismediagnose kan være med til at forklare nogle af de udfordringer, den unge har oplevet gennem livet. For mange kan diagnosen også give en større selvforståelse og blive et første skridt mod den støtte og hjælp, der er brug for. Men det kræver, at den unge mødes med den rette viden, indsats og støtte. Samtidig er det ikke nødvendigvis en let besked at få, fortæller Astrid Langhoff Kidholm.

”Nogle unge bliver lettede, mens andre oplever diagnosen som overvældende og har brug for tid til at finde sig til rette i den,” siger hun.

På ambulatoriet vil man derfor skabe et rum, hvor de unge kan møde andre, som står i samme situation. Her skal de kunne dele erfaringer, spejle sig i hinanden og opleve, hvor forskelligt autisme kan komme til udtryk.

”Det er virkelig vigtigt, at de unge kan se sig selv i diagnosen. I ungegruppen kan de få øje på sig selv gennem de andre unge. Men det kræver, at gruppen bliver faciliteret på den rigtige måde. Når det lykkes, er det et tegn på, at der er dygtige fagfolk, som forstår at skabe et trygt rum, hvor de unge kan spejle sig i hinanden og genkende nogle af de ting, de selv oplever,” siger Louise Hyldborg Lundstrøm.

”Når otte-ti unge sidder sammen og taler, får man mulighed for at se, hvor forskelligt autisme kan se ud. Det kan være med til at ændre deres blik på diagnosen og gøre den lettere at være i,” tilføjer Astrid Langhoff Kidholm.

Først etableres en forældregruppe i slutningen af november, hvorefter ungegruppen skal starte. Her trækker man på de gode erfaringer fra Nordsjællands Hospital i Hillerød, hvor ungegrupper har været en stor succes.

For Karina Bundgaard er det netop mødet med fagligheden og blikket for den enkelte unge, der står tilbage efter besøget.

”Det, jeg tager med mig herfra, er, at der er et meget stærkt fagligt engagement og et oprigtigt ønske om at finde ud af, hvad der skal til for den enkelte unge. Det er sådan en psykiatri, vi har brug for. En psykiatri, hvor man ikke kun ser på den åbenlyse lidelse, men prøver at forstå, hvad der ligger bag symptomerne, og hvad den unge har brug for,” siger hun.