Overrumplet, opsagt og overset – alligevel fandt han jobbet: "Jeg var næsten endt på førtidspension"

Allerede andendagen hos et stort dansk post- og pakkeselskab brast det for den nu 31-årige Martin Nissen-Pedersen. Han rystede voldsomt, tårerne strømmede, og han kunne ikke overskue opgaverne foran sig. Pakker lå hulter til bulter i bilen, adresserne på telefonskærmen var i forkert rækkefølge, og chefen forventede, at han kunne det samme som kolleger med 30 års erfaring.

“Det hele væltede ned over mig på én gang. Jeg kunne slet ikke overskue det,” fortæller Martin, der er diagnosticeret med Asperger og ADD og er delvist ordblind.

Hans oplevelse er et eksempel på, hvordan arbejdsmarkedet for flere kan føles som et sted til én bestemt type mennesker. Et sted, hvor alle skal presses ned i samme kasse og følge samme tempo, uden hensyn til individuelle behov.

For Martin blev dagen hos virksomheden startskuddet til et forløb med stress, angst og depression. Først senere blev han udredt med Aspergers.

Kommunen tilbød ham førtidspension som en mulig vej ud af det endeløse loop af jobs, han ikke kunne holde til.

Men Martin valgte at prøve igen.

Han endte hos GladTeknik, hvor hans styrker inden for IT, struktur og detaljeorientering blev værdsat. Her blev arbejdet bygget til ham – ikke omvendt. For første gang oplevede han et sted, hvor han kunne fungere på egne præmisser. Et sted, hvor han kunne trives og bidrage uden at blive overrumplet, skældt ud eller føle sig udbrændt.

Den IT-kyndige og kreative

Martin Nissen-Pedersen er en ung mand, der altid har haft en stor passion for IT.

I vennegruppen er han kendt som den, der kan sidde i timevis og nørkle med computere – en aktivitet, der både giver ham ro og glæde.

Men Martins interesser rækker langt ud over IT. Han elsker film, serier og 3D-printning. “Jeg laver alt muligt – figurer, udtryk, former. Alt, man kan forestille sig,” siger han og lyser op i stemmen.

Som barn var skolen ofte et mareridt – både fagligt og personligt. Martin fik i udskolingen sin ADD-diagnose og blev samtidig klar over, at han er delvist ordblind. Han havde typisk brug for en fridag om ugen, fordi presset blev for stort. “Jeg blev mobbet – både af elever og lærere. Det hele var bare noget lort,” fortæller han.

En lille lettelse kom i 10. klasse, da han kom i en specialklasse, hvor praktiske fag blev kombineret med de boglige. Det var en bedre oplevelse.

Efter skolen fulgte flere forsøg på at finde sin vej. Først praktik som autolakerer. Det var ikke ham. Derefter startede han på skilteteknikeruddannelsen, som han egentlig kunne lide. Men uden en praktikplads hos en virksomhed måtte han nøjes med skolepraktik. Noget, der i andres øjne havde et dårligt ry.

“Jeg var i skolepraktik hele tiden. Virksomhederne ville ikke tage mig, fordi skolepraktik havde et dårligt ry. Det blev lidt en spildt uddannelse, fordi jeg ikke fik kontakt til arbejdsmarkedet,” siger Martin.

Mødet med virkeligheden

Kommunen sendte ham rundt i forskellige forløb, men intet af det matchede det, han søgte og kunne holde til i længden.

På et tidspunkt kom han dog i virksomhedspraktik hos en elektriker gennem en bekendt. Han gjorde, hvad han kunne – fejede, ryddede op og hjalp med småopgaver. Men mange dage følte han sig uønsket og i vejen.

”Jeg følte mig bare i vejen, og at de ikke gad have mig der. Jeg var meget alene, og nogle gik endda fysisk ind i mig,” fortæller han.

Efter to år tog Martin mod til sig og spurgte, om han kunne komme i lære. Han så sig selv som elektriker og ville gerne prøve. Men ugen efter blev han fyret.

Fire måneder senere dukkede en ny mulighed op - som brevbærer hos et dansk post- og pakkeselskab. Han tog imod den med glæde, men den glæde blev hurtigt slukket.

Martin blev kastet ud i jobbet med hovedet først. To dages oplæring var alt, hvad han fik og en telefon med adresser i en helt forkert rækkefølge. Han skulle selv planlægge ruten og holde styr på pakkerne i bilen. Hver eneste fejl blev ”belønnet” med sure opkald fra chefen og skældud.

“Allerede på dag to gik det helt galt. Min chef blev ringet op, fordi det hele sejlede. Det føltes som om, alt væltede ned over mig på én gang,” siger Martin og rømmer sig. “Jeg begyndte at græde voldsomt og rystede. Jeg kunne slet ikke overskue det. Det var alt for meget.”

Selvom han blev forsikret om, at kollegerne ville hjælpe, stod han i virkeligheden helt alene. Syv måneder efter blev han opsagt.

Ny selvforståelse

Efter nedsmeltningen begyndte det hele for alvor at falde fra hinanden. Martin blev sygemeldt og sendt ind i et længere udredningsforløb. Han gik til psykologer og psykiater, og langsomt tegnede der sig et billede: stress, angst og depression. Og til sidst også Asperger.

“Det hele gjorde mig fuldstændig overbelastet og udbrændt. Jeg kunne ikke finde et arbejde, der passede til mig, og det hele blev bare værre,” siger han.

“Det var egentlig mig selv, der begyndte at tænke, at der var noget. Min mentor foreslog også, at jeg skulle udredes, så jeg bedre kunne forstå mig selv,” fortæller han. I dag giver det mening. “Jeg kan godt genkende mig selv i det – i den måde, jeg tænker og reagerer på.”

Men erkendelsen kom ikke med lettelse. På det tidspunkt var Martin i et hul, han havde svært ved at se sig selv komme op af. For mange nederlag havde sat sig i kroppen.

“Jeg var nået dertil, hvor jeg næsten kunne være endt på førtidspension. Det var virkelig skræmmende at skulle ud og arbejde igen, fordi jeg hele tiden tænkte: Hvad nu hvis det bare bliver endnu et nederlag?”

Vejen til GladTeknik

Mens Martin kæmpede for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, havde han allerede haft øje på GladTeknik. Faktisk havde han været kunde næsten fra begyndelsen.

“Jeg var kunde nummer 17, tror jeg. Da virksomheden startede, var det sjovt at følge med,” fortæller han.

Det var især stifteren Mathias Emil Nielsens optræden i Løvens Hule og virksomhedens fokus på autisme og individuelle styrker, der fangede Martins opmærksomhed.

“Det med at bruge folks styrker i stedet for at presse dem ind i en kasse gav bare mening for mig. Så jeg tog kontakt. Vi startede med en telefonsamtale, og så blev det til en virksomhedspraktik, hvor vi lige kunne se hinanden an,” siger han.

For Martin var det første gang, han fik lov til at prøve et arbejde uden at skulle præstere fra dag ét. Praktikken blev et forsigtigt skridt tilbage på arbejdsmarkedet – denne gang på hans egne præmisser. Et år senere blev han ansat i fleksjob på 21 timer om ugen.

“Det fungerer godt for mig. Sammen med min mentor fandt vi ud af, at jeg trives bedst med færre timer og mere overskuelige dage,” siger han.

I dag arbejder Martin med reparationer af blandt andet bærbare computere og PlayStations. Det handler om fejlfinding, om at bestille de rette reservedele og om at skille ting ad og samle dem igen.

“Det er praktisk arbejde med små dele, hvor både mine hænder og mit IT-kendskab kommer i spil. Og det passer bare rigtig godt til mig,” siger han og påpeger, at det er lidt af et held, at han kan kombinere sin hobby IT med netop sit arbejde.

Et godt match

Arbejdet hos GladTeknik er tilrettelagt efter Martins behov og tilpasset hans dagsform. Han arbejder tre dage om ugen og har to fridage, og på de svære dage kan han nøjes med et par timer og trække sig tilbage uden, at det bliver et problem.

“På en dårlig dag har jeg måske kun et par timer, hvor jeg har overskud. Det er noget, jeg nu kan sige højt her. Jeg startede med at arbejde fire dage, men fandt ud af, at tre arbejdsdage og to fridage giver meget mere mening for mig,” siger han.

I begyndelsen brugte han den ene fridag på møder med kommunen og aftaler hos psykiateren. I dag er der mere luft i kalenderen, men behovet for restitution er det samme. For først når han kommer hjem, mærker han, hvor træt han egentlig er.

“Jeg fungerer bedst, når jeg arbejder færre timer. Jeg vil hellere have tre lidt længere arbejdsdage og så to fridage. Jeg kan faktisk ikke rigtig mærke trætheden, før jeg stopper, og så rammer den,” fortæller han.

Det afgørende for Martin er, at han bliver lyttet til. Han trives ikke med at stå alene med for stort ansvar, og det bliver der taget højde for. Opgaver kan dobbelttjekkes af en kollega, og der er faste rammer for, hvordan tingene gøres.

“Jeg har brug for struktur og klare rammer. Det hjælper, at vi får opgaverne om morgenen, og at man ved, hvad man skal arbejde med. Når vi tjekker hinandens arbejde, kan jeg bedre slappe af og bare fokusere,” siger han.

En kultur med plads til fejl

Forskellen til Martins tidligere arbejdsliv kunne næsten ikke være større. Hvor fejl før blev mødt med skældud og tavshed, bliver de nu brugt som afsæt for samtale og læring.

“Vi laver jo alle fejl. Forskellen her er, at vi kan tale om dem bagefter. Hvis jeg har gjort noget forkert, gennemgår vi det sammen og finder ud af, hvad der skal gøres næste gang,” siger han.

Det har givet ham noget, han længe har manglet: ro og tro på sig selv.

“Fagligt og personligt har det givet mig mere selvtillid. Her får jeg feedback og kan lære af mine fejl uden, at det bliver stort eller skræmmende. Jeg kan tale med min chef, hvis noget går galt uden at blive skældt ud. Det betyder virkelig meget,” siger han.

Hos GladTeknik er han omgivet af kolleger, der – ligesom ham – har autisme eller ADHD. Det skaber en anden kultur. En, hvor forskellighed ikke er et problem, men et vilkår, der bliver taget alvorligt.

Når han tænker på fremtiden, tøver Martin. Man ved aldrig, hvordan man har det om mange år. Men lige nu føles det trygt. Så trygt, at han godt kan forestille sig at blive.

“Jeg frygter, at jeg aldrig finder et andet sted, der passer lige så godt til mig. Det er fantastisk at være her – men også skræmmende. Hvad gør man, hvis det forsvinder?”